Hvor er skolernes senioraftaler?
Liste 2 har altid været fortaler for mentorordninger for nyansatte. Vel at mærke således, at både de nyansatte og deres mentorer fik aftalt formaliserede møder. De nyansatte skulle ikke føle, at de kom til besvær med deres ”umulige” spørgsmål, og mentorerne skulle ikke føle, at de blev udnyttet.
Nu er turen kommet til seniorordninger. I skåltalerne handler det om det ”grå guld”; i virkeligheden er det grå guld på vej til containerpladsen eller fattiggården. Det usagte: ”Du har erfaringen…”, ”du har ingen forpligtelser derhjemme…” eller ”du har bedre tid…” – og i øvrigt bliver du slet ikke spurgt. Det ligger i luften, at du sagtens kan påtage dig lidt ekstra, når vilkårene er, som de er. En sublim form for anerkendelse, men urimelig og ødelæggende for den enkeltes arbejdsmiljø. Der er trods alt grænser for arbejdsbelastning, for belastningen består både af timer/uge, intensitet og manglen på pauser.
Det er klart, at seniorordninger bliver det helt store tema til næste overenskomstforhandling, men kan kollegerne over 63 eller 65 vente til 2024? Og hvad med dem over 58 år? Tillidsrepræsentanterne ved godt, at man risikerer økonomisk invaliditet, når ældre kolleger mistet jobbet. Statistikken taler desværre sit tydelige sprog: Der er en overvægt af seniorer, og når elevtallet falder de næste år, vil tendensen med al sandsynlighed blive endnu tydeligere.
Tidligere fik alle 175 timer i aldersreduktion, og det var en glimrende ”senioraftale”. Som bekendt blev den afløst af usandsynlig få seniordage og en endnu mindre, usandsynlig lille seniorbonus.
Der eksisterer imidlertid en mulighed for at forhandle sig til en ”Senior- og fratrædelsesordning”, og GL anbefaler, at gymnasielærerne tager fat i tillidsrepræsentanten – i meget god tid. Der findes, så vidt jeg ved, kun en håndfuld lokalaftaler for seniorer.
Jeg opfordrer til at tænke langsigtet og at handle – forhandle og aftale – vel at mærke inden 2024. Senior- og fratrædelsesordninger for gymnasielærere (58+) kommer alle til gode.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode