Hvor er motivationen?

Virkeligheden er mere kompliceret, end man får indtryk af, når man læser om forskning indenfor undervisning og læring.

Jeg har et ret atypisk hold i øjeblikket. Det er atypisk på den måde, at fremmødeprocenten ligger på mellem 50 og 70 procent pr. gang. Det er meget lavt i forhold til mine øvrige hold, hvor eleverne altid møder næsten uanset hvad.  Motivationen er heller ikke ret stor. De arbejder sådan set godt i timerne, men de laver ikke noget hjemme. I timerne går en stor del af tiden med, at grupperne sørger for at dem, der ikke var til stede sidst, bliver opdaterede, så der er heller ikke den store fremdrift.

I bogen ”Unges motivation og læring” (2013) udtaler Knud Illeris, at ”Motivation kræver, at det indhold, man arbejder med, kan sættes i forbindelse med noget, som eleverne kan forbinde med deres egen livssituation og identitetsudvikling – at de kan se en mening med det, der rækker ud over, at det bare er noget, der skal læres.”.  
Jeg er enig med ham, og jeg prøver at følge hans principper med hensyn til valg af indhold, men hverdagen er bare ikke helt så simpel. Elevernes identitetsudvikling finder jo ikke kun sted i mine timer, men også på andre og for eleverne mere attraktive arenaer, som mine timer skal konkurrere med. Jeg har fuld forståelse for, at der er andre ting, der trækker mere i dem end undervisningen på dette hold, men alligevel er jeg til tider ret frustreret.

Birgitte Holm Sørensen har i samme bog nogle konkrete anbefalinger til, hvordan man kan styrke motivationen hos eleverne: Eleverne skal have medbestemmelse, de skal arbejde sammen og skabe produkter i fællesskab. Der skal anvendes digitale medier, der skal være et konkurrenceelement, og læreren skal lade eleverne designe deres egne læreprocesser. Lene Tanggård tilføjer at det kan hjælpe at lade eleverne være kreative.

Disse principper prøver jeg også at følge i min planlægning, men det virker ikke særlig godt på dette hold i modsætning til mine andre hold. Spørgsmålet er så, hvad jeg skal gøre? Det letteste ville være at gå tilbage til traditionel tavleundervisning. Det kræver minimal forberedelse af mig, og jeg kan sikre mig, at vi når igennem stoffet, som vi skal. Det kræver også minimal indsats fra elevernes side, der blot vil kunne sidde og tage imod, i stedet for at skulle lave en hel masse selv. Men det vil jeg ikke. Elevernes læring bliver i bedste fald overfladisk, og vi vil alle komme til at kede os.

Mats Trondman udtaler senere i samme bog, at ”Hvis undervisningen skal føre til læring, må der være selvdisciplin i den anden ende.” Ja, det siger næsten sig selv, men hvordan motiverer man så eleverne til selvdisciplin? Forskernes bud på motivationsproblematikken er bestemt fornuftige, men der er nogle gange lang vej fra teorierne til praksis – selvom teorierne bygger på observationer af undervisning.

Jeg er meget glad for mit hold, der består af søde og sjove unge mennesker, og jeg har bestemt ikke givet op, ligesom jeg heller ikke er løbet tør for løsningsideer.  Det, jeg prøver på at sige, er bare, at virkeligheden er mere kompliceret, end man får indtryk af, når man læser om forskning indenfor undervisning og læring.

Bogen kan i øvrigt anbefales! Der er rigtig mange gode pointer udover de nævnte, og den satte mange tanker i gang. Og det er vigtigt, at vi får reflekteret over vores praksis, hvis vi skal kunne følge med udviklingen i ungdomskulturen.