Hverdagssnyd

Det er noget skidt, når vores elever snyder til eksamen. Men det er et endnu større problem, når de snyder i den daglige undervisning. Det påvirker nemlig ikke kun karaktererne, men også selve kvaliteten af den uddannelse, som de alle sammen gerne skulle have.

Jeg underviser blandt andet i spansk, hvor min undervisning i stigende grad er påvirket af, at nogle elever snyder. Jeg bruger tid og energi på at tage højde for snyd, både i timerne, i de skriftlige opgaver og når der skal gives karakterer. Den tid og energi går selvfølgelig fra udviklingen af min undervisning og relationen til eleverne, og dermed kvaliteten. Hver gang jeg griber en elev i snyd, bliver jeg i øvrigt temmelig demotiveret.

Det sker ofte, når jeg retter skriftlige opgaver. Det er ren tragikomik at bruge tyve minutter på at kommentere en tekst, som eleven tydeligvis ikke har produceret selv. Formålet med at give eleverne skriftlige opgaver er jo for pokker at træne dem i spansk, ikke at de slipper for tre elevtimers fravær ved at køre en dansk tekst igennem Google Translate på fem minutter. Både min og deres tid bliver spildt, når de snyder.

For det meste er det de dygtigste elever, der rækker hånden i vejret i timerne. Nogle gange er det de mindre dygtige, og så vælger jeg dem selvfølgelig gerne. Men hvis den elev ikke undervejs udtrykker tvivl om sine formuleringer og i øvrigt læser op fra sin skærm i et stærkt tempo, så jeg flere gange skal bede dem om at skrue ned, så de andre elever kan følge med, – så er der en god risiko for, at der har været en maskine inde over. Så kan jeg selvfølgelig spørge ind til, hvordan de er nået frem til den og den formulering, og det gør jeg også nogle gange. Men i så fald bruger jeg hele holdets tid på at kontrollere for snyd hos én elev. Ligesom jeg også gør, hvis jeg i gennemgang af skriftlige opgaver fremhæver en elevs uventet flotte præstation og beder vedkommende forklare det for de andre. Bevares, nogle gange overrasker de heldigvis. Og vi kan også gøre meget for at forebygge snyd, fx med benspænd og individuelle opgaver à la ’Skriv om din sommerferie’. Hos mig er der kun prøver med papir, blyant og grammatikbog. Men jeg ville ønske, at jeg kunne lade dem skrive på computeren og bruge deres elektroniske ordbog. Jeg vil hellere være lærer end politibetjent.

Det værste er selvfølgelig, at de i det hele taget snyder. Når de oplæser en maskinoversættelse eller afleverer en skriftlig opgave fuld af lækre konjunktiver, selvom vi først skal gennemgå konjunktiv året efter, så svarer det til at lyve mig lige i ansigtet. ’Dette har jeg selv lavet.’ Nej, det har du ikke. Og så spørger jeg mig selv, hvorfor de gør det. For det er jo ikke for at genere mig eller for at spilde nogens tid, selvom netop det er resultatet. Selvfølgelig vil der altid være brådne kar, der givet muligheden vil kravle under gærdet i stedet for at forsøge at kæmpe sig over. Men jeg tror, at det først og fremmest handler om, at eleverne er pressede. De er pressede på tid, for de har godt nok meget at lave, hvis de skal nå alt det, vi kræver af dem, og samtidig nå at være teenagere og finde ud af, hvem de selv er. Og de er pressede på karaktererne. Vores uddannelsessystem har et usundt fokus på præstationer, som ender med at snyde os alle sammen for dygtigere unge mennesker, fordi det at opnå en bestemt karakter bliver vigtigere end den læring, der burde ligge bag tallet.

Jeg tror også, at nogle elever opfatter, at snyd ligefrem er acceptabelt – at udfordringen blot er ikke at blive opdaget. Når en minister kan plagiere i sin Ph.D. uden at miste posten, når en notorisk lystløgner kan blive valgt til præsident i USA, og når populære tv-programmer handler om at vinde en konkurrence ved at tage røven på de andre deltagere, er det vel ikke mærkeligt, hvis det smitter af på unge, svage sjæle. Og måske kan frygten for at rykke tilbage i køen til drømmestudiet lokke ellers ærlige elever til at snyde, simpelthen fordi de tror, at de andre gør det.

I hver eksamensperiode bobler medierne over med historier om snyd og diskussioner om kontrol og straf. Men er der egentlig mere snyd i gymnasiet i dag end for 5, 10, 20 år siden? Vi kan ikke vide det, fordi størrelsen af mørketallet – de, der slipper afsted med det – er ukendt. Jeg tror ikke på, at samtlige elever, der besvarer undersøgelser om snyd, svarer sandfærdigt, og desuden bliver de kun spurgt om eksamen og ikke om den daglige undervisning. Men det er givet, at internettets indtog har gjort det lettere at snyde, og ikke mindst at snyde på nye måder.

Hvad må der gøres? Hårdere straffe er ikke svaret. Jeg tror i stedet på et stærkere fokus på uddannelsens indhold frem for tallene på eksamensbeviset, og på mere tid til at udvikle forholdet mellem lærere og elever. Jo tættere vi er på hinanden, des mindre tendens har vi til at snyde hinanden. Og så kan vi bruge vores fælles tid og energi på at sikre, at de unge får en rigtig god uddannelse i gymnasiet.