Hvem taler for de stille?

Uddannelse til mennesker med ASF, altså det man kalder for inklusionstilrettelæggelser, er en succes på VUC’erne. Mange kursister med den type af diagnoser, fx asperger, angst, OCD – ofte i en kombination – er for en stor dels vedkommende stille. Hvis de har været udadreagerende som børn, har det ofte handlet om frustration over ikke at blive forstået. Senere bliver de stille, og kun de stærkeste forældre klarer at tale deres sag.

De stille finder vej til et VUC. Det er her, de kan få en gymnasial uddannelse tilrettelagt, så de kan komme videre og få et godt liv. Vejen til enten at få en 2-årig HF med få medkursister eller at komme i en inklusionsklasse med få timer og mentorstøtte i enkeltfagssystemet er belagt med nederlag og besvær. Men for de heldige lykkedes det, og det er godt for alle. De heldige har mødt de rigtige mennesker. Det kan man lære af de historier, kursister fortæller. En pige har fx fået tilbudt at tage en 10. klasse for 3. gang, da der endelig var en, der kunne guide hende til KVUC’s tilbud om HF ASF. Hun har nu færdiggjort sin HF med et snit på over 11. Mindre kan også gøre, men hvorfor skal det være så svært?

Vi oplever igen og igen, at de unge mennesker skal igennem en visitationsmølle, der er så kringlet og krævende, at de familier uden overskud, ikke kan finde ud af det. Ingen ved bedre end os på VUC’erne, hvor meget det betyder, om man er en god læser eller ej. Min pointe er, at en læsesvag mor til fx en autist ikke har mange chancer for at vide, hvordan hendes søn eller datter kommer igennem nåleøjet.

Når det unge menneske så er i vores VUC-fold, så er vi bare gode til det, vi skal. Der er særlige værksteder, individuelle forløb, lange fraværsliner, mentorordninger, OBU-centre og et kæmpe engagement. På KVUC er søgningen stor, men her i marts ved man endnu ikke, hvor mange hold der må oprettes. Det er belastende for alle parter, og så er det faktisk mærkeligt: Vi kan løfte en gruppe mennesker videre, men ved ikke om vi må.

I GL kunne vi godt tage på os, at vi er meget vigtige mennesker i det her game. VUC’erne er altafgørende for, at disse stille mennesker får uddannelser. Det skal finansieres ordentligt, og vejen til en gymnasial uddannelse skal ikke være belagt med forhindringer. Hvem skal ellers tale de stilles sag?