Hvem er vi?
Hvem er vi som gymnasielærere? Det er et spørgsmål, som jeg tror rumsterer i underbevidstheden hos mange af os. For gymnasiet er i disse år udsat for et veritabelt bombardement fra mange sider. Politikerne bruger gymnasierne som kampplads – Her kan man vise handlekraft, og den slags er meget vigtigt. Finansministeriet bruger os som stødpude for en gennemgribende forandring af offentligt ansattes arbejdsvilkår. Medierne bruger os i kampagnejournalistik og vi selv… Ja, hvad med os selv? Hvor mange af os har dukket sig, hvis vi har handlet ind før kl. 16? Hvor mange af os har i en bisætning nævnt noget om aftenarbejde for venner, naboer og bekendte? Hvor mange af os har skammet sig lidt over at være bagud med retning af opgaver, selvom vi arbejder hele tiden?
De seneste års voldsomme debat om gymnasiet og vores arbejdsvilkår er krøbet ind under huden på mange af os. Bjarne Corydons gentagne desavouering af vores arbejdsindsats i TV i perioden omkring OK13-forhandlingerne har kastet en skygge over vores fag, vores selvtillid og vores stolthed. Den stolthed skal tilbage. Vi er en gruppe af højtuddannet akademisk arbejdskraft. Vi ved mere om vores fag, om undervisning af gymnasieelever, om underviserens hektiske hverdag og om kompleksiteten i arbejdet med unge mennesker end de fleste andre i dette land, og det skal vi ikke glemme. Vi skal holde op med at bidrage til management-sprogbrugets indmarch i uddannelsessektoren og til instrumentaliseringen af vores fag. Vi skal sige fra over for krav om indskrænkning af vores metodefrihed fra forskere som Lars Qvortrup. Vi skal insistere på, at vi kender den hverdag, vi færdes i. Vi skal insistere på, at vi er eksperter på vores områder. For det er vi.
Jeg vil opfordre alle medlemmer til at huske at stemme til valget til GL’s Hovedbestyrelse.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode