Kronik om fokus på it - af Lars Due Arnov, Anne Boie Johannesson, Hanne Heimbürger

Hov, glemte vi ikke lige…

Det aktuelle fokus på it’s bi­virkninger gør mere skade end gavn, mener kronikørerne. ­Kritik er fint, men decideret negativ diskurs om it risikerer at legitimere ukonstruktiv anvendelse, lyder deres advarsel.

I mange år var der ingen grænser for begejstringen over it’s lyksaligheder og muligheder. It var fremtiden, og it tilbød tilsyneladende en lang række redskaber, der kunne forbedre undervisningen og gøre den mere motiverende og forståelig. Samtidig gav virtuel- og fjernundervisning løfter om solide og “velgørende” besparelser i skolernes budgetter.
Sådan er det som bekendt ikke gået. Tværtimod har det været langt sværere at udnytte it’s potentialer, og it har vist sig at have en række uhensigtsmæssige sideeffekter, som er vanskelige at håndtere. Det har givet anledning til megen - delvist berettiget - kritik af it, men som vi ser det, har situationen imidlertid udviklet sig til en dystopi, hvor der fokuseres alt for meget på it’s skadelige indvirkning på klasserumskultur, indlæring og identitetsdannelse [1] - uden skelen til it’s muligheder. Ord som digital distraktion, mobilafhængighed og destruktiv digitalisering er i udpræget grad blevet dominerende begreber i diskursen om it og læring. Der er intet i vejen med et kritisk blik på teknologi og it, hvilket den megen fokus på digital dannelse også afspejler, men vi mener, at det er uheldigt, at debatten er blevet så sort-hvid, at mange (lykkeligt?) har glemt, hvad det er, it kan.

Derfor vil vi i denne kronik udfolde en “it-huskeliste” for at vise, at it (stadig) er et fantastisk redskab i mange undervisnings- og læringssituationer. Dernæst vil vi diskutere vores syn på it i forhold til dominerende it-kritiske positioner. Det er vores håb, at vi kan nuancere debatten om it og give et bedre udgangspunkt for samarbejde om it mellem lærere i gymnasieskolen.

“Få styr på dit shit”
I sommers føg et oversigtsark over “generelle gymnasieskills” rundt på de sociale medier. Det er vist oprindelig udviklet af et par lærere på Tårnby Gymnasium, og det giver en række rigtig gode råd til, hvad man som elev skal lære i gymnasiet. En af kategorierne var “Få styr på dit shit”. Uden sammenligning i øvrigt så dækker betegnelsen meget godt nogle af it’s største aktiver. It har gjort det nemmere for mange elever at organisere deres viden og hverdag. Rigtig mange elever gemmer og organiserer deres noter og lærernes pointer på platforme som for eksempel Office 365 og G-Suite. Og undskyldninger som “jeg har glemt min bog eller noter” er en saga blot.

Elever med betydelige læsevanskeligheder nyder desuden godt af de mange it-programmer, der kan læse teksterne højt for dem. Det var utænkeligt for bare 10 år siden.

Den fælles kuglepen
På nogle skoler arbejder elever sammen i grupper om skriftlige opgaver, hvor de løbende og i realtid organiserer, drøfter og evaluerer hinandens indhold, sætninger og tekstafsnit. Denne samskrivning er ikke bare effektiv i forhold til lærerens tidsforbrug. Den fungerer også som elevdrevet formativ evaluering, der styrker såvel indlæring som samarbejdskompetencer. Faktisk bliver elever, der arbejder med samskrivning på en kvalificeret måde, dygtigere individuelle skrivere, end de elever, der arbejder alene. De får et bedre kendskab til de genrer, som vi forventer at de skriver i, når de både diskuterer deres egen opgave i gruppen, og når de giver de andre grupper konstruktiv kritik på deres opgaver. Og her er it netop centralt. Google Docs og lignende programmer har mange fordele i forbindelse med samskrivning, fordi der kan være flere skrivere i samme dokument samtidig, fordi det er synligt, hvem der er til stede i dokumentet, og fordi læreren let kan følge med i, hvad der foregår.

Remediering og it-lir
It beskyldes tit for ikke at bidrage med noget i forhold til selve indlæringen. Det er i vores optik kun delvist rigtigt. Vi mener, at it især i forhold til remediering og vidensdistribuering har reel positiv betydning for læring. It-baseret remediering går ud på, at indhold og viden fra et medie, for eksempel en tekst, remedieres over i et andet medie som for eksempel en animation. Remedieringen tvinger eleverne til at forholde sig ikke bare til indholdet, men også til, hvordan pointerne skal præsenteres i en anden form samt hvad der skal med og ikke skal med i det remedierede produkt. Remedieringen gør altså noget i sig selv ved viden og indlæringsproces. Læreren kan yderligere kvalificere læringen ved at fremhæve, at det remedierede produkt skal befinde sig på et taksonomisk højere niveau end det oprindelige forlæg.

Remediering er dog ikke noget nyt begreb eller didaktisk værktøj. Det har i årtier været en yndet praksis blandt lærere - for eksempel når historielæreren har ladet elever opføre “årsagerne til den franske revolution” som skuespil. Det nye er, at moderne it-programmer gør det uhyre nemt at arbejde med remediering, og at de remedierede produkter kan gemmes og ikke mindst distribueres let og for det meste gratis. Produkterne kan internt distribueres til drøftelser eleverne imellem, undervejs eller efter processen (peer feedback), eller til personer og institutioner uden for klasselokalet via internettet. Læringsaktiviteter med it-vidensdistribution er ikke bare simpel it-lir, men derimod et fokus på, at viden i særlig grad har en værdi, når den bliver sat i spil overfor og målrettet andre mennesker. Det er altså kerneelementer i socialkonstruktivistiske læringsteorier, som berøres her.

Den udadvendte kuglepen
De seneste års udvikling har desuden gjort det særdeles nemt for eleverne at arbejde med multimodale produkter, hvor skrift, lyd, billeder, animation med videre kombineres til samlede udtryk. På den måde kan der arbejdes virkelighedsnært med udtryksformer, der kendes fra tv, video og moderne kommunikation på nettet. En del forskning peger på, at undervisning og læring med blandt andet lyd, billeder og storytelling får læringsindtryk til at fæstne sig bedre i langtidshukommelsen. Samtidig giver it og internettet også mulighed for at invitere verden indenfor i klasselokalet og eleverne ud i verden. Det er det, som de to it-didaktiske forskere Michael Paulsen og Jesper Tække har kaldt den tredje bølge inden for it, hvor lærerne med elever bruger internettet til at skabe interaktion med eksterne personer (for eksempel forfattere, mennesker i andre lande, politikere og så videre), hvilket ifølge Paulsen og Tække ser ud til at styrke undervisningen, gøre den mere tidssvarende samt udvide elevernes læringsnetværk og udvikle dannelse.

Skub til elefanten - it som nudging
Fra tid til anden hører vi om it, at it - som kridttavlen - er ubrugeligt i sig selv. Det er delvist korrekt, men it kan i større grad spille en positiv rolle i forhold til strukturer i og omkring undervisning. Når it fungerer godt, kan it i vores optik stille nogle skabeloner til rådighed, som skubber til eleverne, så deres læring bliver dybere og bedre. Det kan vi kalde “it som nudging”. Eksempler på dette kan være digitale tidslinjer og animationsprogrammer. Digitale tidslinjer har indbygget et horisontalt overblik med relevante datoer og mulighed for zoom ned i bestemte tidsperioder. Eleverne får gennem arbejdet med digitale tidslinjer erfaret gode måder at arbejde, strukturere og formidle på, når det handler om overblik, kontinuitet og brud. På samme måde har simple animationsprogrammer typisk en indbygget logik, hvor programmerne lægger op til, at eleverne lader figurerne indtage og stå for to modsatrettede positioner. Sådan medvirker it-programmet til, at eleverne mere smidigt kan komme til at bevæge sig på et diskuterende taksonomisk niveau. Learning Management Systems som G-Suite og Microsoft Onenote Classroom indeholder også en del positiv nudging. Ud over at de som tidligere nævnt kan skabe orden i sagerne for eleverne, gør systemerne det også nemt for elever og lærere at arbejde med processkrivning. I Onenote har elev og lærer et fælles virtuelt rum, hvor opgaver og kommentarer kan samles på en overskuelig og fortløbende kronologisk måde.

Det er løgn - næsten!
På trods af, at kun få forskere betvivler ovenstående kvaliteter, så er der alligevel en del markante kritikere af it. Mest markant i gymnasiesammenhæng er Dorte Ågård, der flere gange har understreget problemer med it. Som vi læser Ågård, mener hun, at it’s bivirkninger samlet set er større end it’s didaktiske kvaliteter. Ågårds løsning er blandt andet, at der skal sættes skolepolitiske rammer for brugen af computere, og at computerne skal lukkes ned efter lærerens anvisninger. Jamen, er det så ikke bare løsningen, fristes man til at spørge! Det mener vi ikke, for det kan være svært at udnytte it’s kvaliteter, hvis computeren mestendels skal være lukket ned. Samskrivning, multimodale produkter og videnskabelse i samspil med omverdenen har trange kår under en klasserumslogik, hvor klasserummet og læreren er det tydelige centrum for læringsaktiviteterne, og hvor it-brugen skal begrænses.

I et klasserum kan og skal læreren i begyndelsen styre elevernes brug af it, men i løbet af gymnasietiden skal eleverne altså lære at styre brugen selv. Eleverne skal gå fra at være ydrestyrede til at være indrestyrede, hvad angår it. På den måde åbnes der netop kvalitativt op for it’s ovennævnte fortrin i forhold til videndeling, samskrivning, distribution af it-produkter, innovation med videre. Men det er klart, at det er langt lettere bare at lukke ned. Så slipper vi for udfordringerne, for det er ikke nogen nem opgave at udvikle og gennemføre meningsfulde forpligtende og engagerende digitale aktiviteter. Det kræver ofte nytænkning, tid og måske endda efteruddannelse.

Demaskering
Går vi et spadestik dybere, så handler de forskellige syn på it ikke bare om teknologi, distraktion og åbne eller lukkede computere. Det handler om dannelse og menneskesyn.

Vi mener, at kritisk og produktiv omgang med it og internettet er helt nødvendigt for, at eleverne bliver alment dannede. Man kan godt tale om digital dannelse som noget, der er løsrevet fra almendannelse, men i virkeligheden er den digitale dannelse en integreret del af almendannelsen. Man kan ikke være reflekterende, aktiv og velfungerende samfundsborger i dag uden at skulle forholde sig til den digitale del af verden.

Så for os handler digital dannelse om meget mere end kontrol over sig selv og egen læreproces. Ågård plæderer i et debatindlæg i Weekendavisen (“Destruktiv digitalisering”, 10/8-18) for, at lærerens autoritet i klasserummet skal genvindes fra de digitale medier, og at der skal sættes grænser for mediebrugen, fordi det i “the big picture” bliver for meget. Og hun påstår, at eleverne desuden ikke bliver dygtigere af at bruge computeren og nettet. Det kræver derimod “gammeldags kompetencer som fordybelse, analyse og overblik”. Vi er enige i den sidste del om, at kompetencerne fordybelse, analyse og overblik er nødvendige, men at de primært udvikles analogt, er vi uenige i.

I vores optik ser Ågård elever som svage individer, der har brug for beskyttelse og rammer. Den digitale jungle er farlig og fristende, og derfor skal eleverne fortrinsvis på analog vis koncentrere sig om det faglige indhold. De skal afskærmes og først lære at kontrollere sig selv og begå sig, inden de for alvor kan slippes løs. Og det vil de jo blive på et eller andet tidspunkt - enten på en videregående uddannelse eller i et senere arbejdsliv.

Vi mener, at gymnasieskolerne via fokus på digital dannelse kan gøre begge dele. I sin essens handler digital dannelse om myndiggørelse af eleverne, herunder blandt andet at gøre dem refleksive i forhold til eget mediebrug. Men det handler også om, at it og internettet er en verden, som eleverne under behørig lærerstilladsering aktivt går ind i og påvirker. It og internettet er ikke bare redskaber, som anvendes i undervisningen for at opfylde læreplanens it-faglige mål. It og internettet rummer også strukturer og verdensopfattelser, som eleverne aldrig får styr på, hvis de - med professor Ole Sejr Iversens ord - ikke lærer at demaskere digitale fænomener. 

Stairway to heaven - road to hell?
Der har helt sikkert været et behov for at stramme op over for brugen af bærbare computere og digital distraktion i gymnasieskolen. Det er imidlertid vores opfattelse og erfaring, at vi er ved at være nået dertil. Rigtig mange institutioner har nu klare regler for brug af digitale medier og omfattende planer for digital dannelse.

Vores bekymring er imidlertid, at den megen aktuelle fokus på it’s bivirkninger gør mere skade end gavn. Kritik er fint, men decideret negativ diskurs om it risikerer at legitimere adfærd, hvor it slet ikke bruges, eller hvor der sker meget lidt konstruktiv anvendelse af it. Og så bliver det i det lange løb svært at finde en god balance mellem brug og misbrug af it.