Hov, glemte I ikke lige...

I sidste nummer af Gymnasieskolen mener tre kronikører, at der hersker en 'negativ diskurs' omkring brug af IT i undervisningen. Men i løbet af kronikken gør de sig skyldige i selvsamme kritik, de retter.

Læs: Hov, glemte vi ikke lige…

Det var faktisk med glæde, at jeg så, at bladets faste kronik denne gang skulle handle om denne, for mig absolut helt væsentlige problemstilling i dagens klasserum, for jeg vil gerne oplyses og blive klogere og ændre praksis og holdninger for bedre argumenter. Jeg blev desværre skuffet. Kronikken falder groft sagt i to halvdele, hvoraf den ene er en gennemgang af diverse digitale hjælpemidlers anvendelse og didaktiske og læreplans-relaterede fordele. Her forstår vi, at IT kan ’stille nogle skabeloner til rådighed, som skubber til eleverne, så deres læring bliver dybere og bedre’. Hvordan det så end måles, så synes det da at være enhver lærers drøm. Eller: ”Sådan medvirker it-programmet til, at eleverne mere smidigt kan komme til at bevæge sig på et diskuterende taksonomisk niveau”. Fedt. Altid dejligt at blive oplyst om udvikling på værktøjer i undervisningen, men jeg tror, pointen rammer forbi. Jeg kender ikke mange undervisere, på tværs af anciennitet, alder, køn, geografi, niveau, etc. som ikke allerede i større eller mindre grad bruger samskrivning via online dokumenter, remedieringsprogrammer, online-port folio, deling på tværs af rum og tid, flipped classroom, animationer, etc. Men altid dejligt at blive (gen)inspireret.
Problemet er bare alt det andet. Alt det støj, der også foregår på skærmen, og her glimrer de tre kronikører ved at være forbavsende uklare i mælet. Netop dette, havde jeg glædet mig til at læse et nyt ’take’ på: At når man inviterer skærmen og IT ind i undervisningslokalet, så inviterer man bl.a. også, som vi alle oplever dagligt, Facebook, YouTube, Instagram, Netflix, Zalando, Netbank, Bold.dk, Call of Duty Black Ops 4 eller sågar bare en omgang Hjertefri. Hvad gør vi med støj og distraktioner og alle de negative konsekvenser? Kun i vage vendinger som ”Eleverne skal gå fra at være ydrestyrede til at være indrestyrede, hvad angår it.” forholder kronikørerne sig til støjen, der er på elevernes skærme. Omvendt lader de mig forstå, at os der har et kritisk blik på IT, ser elever som ’svage individer’ (mens man skal forstå, at kronikørerne ser dem som stærke fornuftsvæsener), som vi, i vores naive beskyttelsestrang, holder fra at blive digitalt dannet. Dorte Ågård udpeges som repræsentant for dette umoderne syn og insinuerende beskrives kritikere af IT således: ”Men det er klart, at det er langt lettere bare at lukke ned. Så slipper vi for udfordringerne, for det er ikke nogen nem opgave at udvikle og gennemføre meningsfulde forpligtende og engagerende aktiviteter.” Det er os, dovne og fremtidsforskrækkede lærere, der er problemet. Ikke IT. Det er vores forældede pædagogik, der er forkert, når vi konstaterer, at kampen om elevens opmærksomhed er tabt og beder eleven lukke skærmen. Ikke elevens mangel på engagement og lyst til underholdning. Hmm.

Jeg tror, jeg vil formulere det anderledes: Jeg forstår eleven. Hvis underholdning og lystcenter-stimuli kun er et klik væk, så er det da svært at holde fokus, lige meget hvor meget din lærer, dine forældre (måske), dine klassekammerater og du selv (måske) appellerer til fornuft og situationskrav. Hvis nogen, for eksempel, havde sat en New England Style IPA ved siden af tastaturet, mens jeg skrev, ved jeg, at jeg ville have haft svært ved at færdiggøre dette svar, men ikke øllen. Den drager mig ligesom ubevidst, eller bliver jeg bare ’nudget’? Min pointe: Der er mange fortræffeligheder ved digitale værktøjer og platforme, men der er mindst ligeså mange distraktioner, der kræver ufattelig mental modstandsdygtighed af eleven og stiller læreren ufrivilligt i en umulig og uønsket kamp om opmærksomhed. Dette aspekt af IT i læringsrummet kunne jeg godt have tænkt mig, at kronikørerne havde haft bedre svar på.

Selv har jeg prøvet med mange forskellige tiltag – f.eks. en omvendt hestesko, hvor eleven sidder med ryggen og skærmen til mig, en slags panoptikon, som er god til individuelle og parøvelser, men uhensigtsmæssig i andre formationer. Jeg har prøvet med at ’screen-blocke’ (som Tække og Paulsen engang foreslog), men det har ikke haft tilstrækkelig ønskelig effekt (og kræver meget forberedelsestid, som jeg har og får stadig mindre af). Jeg har prøvet med ligegyldighed og undskyldninger som ’ansvar for egen læring’, men det går mine idealer for meget imod. Jeg har holdt og holder igen og igen store opbyggelige taler om det vigtige i selvkontrol og behovsudsættelse. Om undervisningstidens forgængelighed. Om det vigtige i at være tilstede og bidrage til læringsfællesskabet. Men langtidseffekten udebliver. Og det er lige præcis min erfaring: At mod dopamin kæmper didaktik og pædagogik tit forgæves. Derfor beder jeg altså ofte mine elever om at lukke skærmen ned. Kald det bare umoderne, jeg kalder det at tage ansvar for elevernes læring.

Kan nogen huske dengang, hvor kun en to-tre stykker i hver klasse havde en computer, uden Wi-Fi, og hvor al undervisning sprang fra analogt materiale, du ved, lærebøger, kompendier, formelsamlinger, hæfter, blyanter og viskelæder. Så langt kan nok ingen huske tilbage, det er jo også mere end 6-7 år siden. Men måske kan man huske den øjenkontakt, man havde med eleverne, den tilstedeværelse man følte – man mærkede, at eleverne kun var logget ind et sted: I klasseværelset (og måske i egne fantasier og dagdrømme, men det arkiverer jeg løst under almen dannelse).

Fredrik Werenberg Poulsen, lektor, Roskilde Gymnasium.