Hellemann-orkesteret spillede falsk, mens KL-skibet sank

Så sad jeg dér, i KL-teltets skygge på folkemødet på Bornholm, fredag 16. juni lige over middag, og ventede på showstart. Egentlig et underligt sted at sidde for en fagforeningsrepræsentant for gymnasielærerne, kan man måske tænke. Er KL ikke langt mere folkeskolelærernes terræn? Men bag den relativt intetsigende overskrift: ”Myter og muligheder – ledelse og styring til debat”, lokkede en nærmere beskrivelse af debatmødets indhold. Det skulle nemlig handle om New Public Management, som i de senere år er kommet under stigende beskydning, fordi nogle brokkehoveder åbenbart oplever, at der bag de glitrende overskrifter om reducerede ventelister på hospitalerne, skoler i verdensklasse og generelt mere for mindre og længere på literen gemmer sig en anden og mere virkelig virkelighed, som handler om en tiltagende segnefærdig, stress-og-målingsramt, discount-agtig offentlig sektor under mere eller mindre bevidst afvikling. ”Men hvilken vej skal udviklingen af ledelse og styring i den offentlige sektor gå, hvis vi skal nå længere end til sympatiske hensigtserklæringer om større tillid og mere tid til kerneopgaverne og skabe løsninger, der virkelig rykker for ledere, medarbejdere og borgere?”, fristede KL i det skriftlige oplæg. Det med manglende tillid og tid til kerneopgaven, det kender vi gymnasielærere da en del til, og vi har vel også erfaring for, at visse styringstendenser går igen på tværs af kommunale og statslige niveauer, så jeg sad klar med den mentale notesblok og så frem til nogle løsningsforslag, der virkelige kunne ‘rykke’.

Mine forventninger blev ikke mindre af at se på navnene på de fire deltagere i debatpanelet; ingen politikere (sådan formelt set), ingen borger- eller medarbejderstemmer (KL ved åbenbart så indgående, hvad der rykker for medarbejdere og borgere, at de kunne undværes), men tre mere eller mindre tunge kommunale drenge i form af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i økonomiforvaltningen i Københavns kommune, Jesper Hosbond Jensen, kommunaldirektør i Syddjurs kommune, og: Selveste David Hellemann. I dag koncerndirektør i Nykredit, men med en fortid som departementschef i finansministeriet fra 2010-14, kortvarig partner i McKinsey, økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør i DR, m.v.

Andre folkemøde-deltagere havde været meget optagede af at opleve Lars Løkke til torsdagens åbning på folkemødet. Fint nok, det havde sikkert været sjovt, statsministeren havde vist opført en lille pantomime på hovedscenen i Allinge – men her i KL-teltet stod David Hellemann altså. Corydons departementschef fra lærer-lockouten i foråret 2013 og de ca. samtidige overenskomstforhandlinger med gymnasielærerne, hvor vores arbejdstidsregler også blev fejet af bordet. David Hellemann, hvis virke som budgetbisse i DR resulterede i, at hans afdeling nok fik styr på økonomien, men også reddede sig øgenavnet ”Hellemann-provinsen”, som en galgenhumoristisk reference til den krigshærgede Helmand-provins i Afghanistan. ”Usentimentale” David Hellemann med de ”klart borgerlige sympatier”, som Jarl Cordua beskrev ham da han tiltrådte som departementschef i Finansministeriet. David Hellemann, som efter overenskomstforhandlingerne i 2011 angiveligt var så indigneret over trægheden i armlægningen med netop gymnasielærernes fagforening, at det havde været et decideret wake-up call for ham. Den absolutte elite af offentlige topledere – heriblandt departementschefer og styrelseschefer – blev efterfølgende samlet på Skodsborg Kurhotel til den såkaldte Topledercamp i Forum for Offentlig Topledelse. Flere af deltagerne huskede det iflg. Politiken som et opgør med selve den danske aftalemodel. ”Hellemann udtalte sig stærkt kritisk om den danske model. Hele forhandlingssystemet med, at man centralt skal forhandle med fagforeningerne, var han kritisk over for”, sagde en af de tilstedeværende, der betingede sig anonymitet i samtalen med dagbladet. David Hellemann, om hvem BT d. 15. april 2013 ganske enkelt skrev: ”Her er manden med magten”. Yes – dén David Hellemann. Inviteret til et retroperspektiv på en udvikling og et styringsmantra, han selv havde været en central del af. Mon ikke, det skulle kunne ‘rykke’?

Showstart, og banen for debatten skulle kridtes op. Det blev rimeligt hurtigt knæsat af et enigt panel, at det jo nok bare var givet, at stadig hyppigere forandringer ville være den eneste konstant, og at den offentlige sektor derfor i al forudsigelig fremtid ville være presset på ressourcerne, skulle prioritere, effektivisere, innovere, skære til, køre længere på literen, osv. ‘Sådan er det bare’, fornemmede man. Vi skulle åbenbart ikke snakke om det rimelige i præmissen om den galoperende udviklingstvang, eller i rammevilkårene, eller det faktum at det måske kunne ‘rykke’ for offentlige ledere, medarbejdere og borgere hvis man fra politisk hold ville beslutte sig for simpelthen at bruge flere penge på den offentlige sektor, og mindre tid på monoteistisk reform-amok.

Det er interessant, på flere planer, først og fremmest fordi baggrundstæppet for KL-debatten dermed blev en brændende økonomisk platform, som man længe har drevet offentlige virksomheder rundt i manegen med. “I disse for vort land så svære tider…”, har politikere en rum tid kunnet lægge til grund for diverse økonomisk motiverede reformer – men nu er der efterhånden bred enighed om, at vi ikke længere er ramt af økonomisk krise. Altså kan man påstå, at det mere er ideologisk benzin, der hældes på den brændende platform for at holde flammerne i live. Det er måske en svær øvelse for KL at forholde sig kritisk til en ideologisk motiveret nedsabling af offentlige virksomheder, thi man implementerer vel loyalt den vedtagne politik, men er stiltiende accept egentlig et mere neutralt, ansvarligt og sobert standpunkt end eksempelvis en klar udmelding om, at kvalitet koster, og at man altså ikke får et stærkere skelet i den offentlige sektor ved at save langt ind i knoglerne?

Jeg havde tilfældigvis på et tidligere debatarrangement på folkemødet netop hørt den offentlige ledelsesrolle beskrevet således: “Den fornemmeste opgave for en offentlig direktør er at holde budgettet. Det er det, man er ansat til. At bede om flere penge er det samme som at bede om en fyreseddel”. Hvis man lige tænker lidt over det, så rummer denne beskrivelse nogle ret skræmmende perspektiver; hvordan skal den offentlige direktørs chefer få at vide, når ressourcerne til opgaverne ikke står mål med opgaverne, hvis man har for vane at skyde budbringeren? Så bliver det jo i sidste ende kun virksomhedens sammenbrud, som kan varsko den øverste ledelse om, at noget ikke rigtigt fungerer. Og hvilke ledere skaber man gennem dette ‘rule by fear’, hvis det faktisk er sådan, klaveret spiller på ledelsesgangene? Kan det virkelig passe, at offentlige ledere alene skal lede nedad, eller bør de også have modet til at lede ‘opad’? Får en leder ikke en god hyre, ikke alene for at rette ind efter budgetter og direktiver, men også for at beskytte fagligheden og kvaliteten i de ydelser, man leverer? For at prioritere såvel brugernes som de ansattes ve og vel? Skal man ikke som leder have integriteten til om nødvendigt at sige fra overfor hvad der måtte komme ovenfra, og råbe vagt i gevær?

Nå, men nu var alle i teltet så med på, at verden som sædvanligt er af lave og forandrer sig hurtigere og hurtigere, og at “send flere penge” ikke er noget, der ‘rykker’. Næste ramme for debatten leverede KL-direktør Kristian Wendelboe. Han medgav, at New Public Management nok havde ført nogle dårligdomme med sig – men hvis der var noget alternativ til NPM, ja, så kendte han det ikke. Okay! Her kunne man jo påpege, at der faktisk var en tid før NPM, og derfor også et historisk alternativ. Eller man kunne henvise til, at mediet denoffentlige.dk d. 21/12 2015 udgav en meget omtalt artikel med titlen: “Bombe under 30 års styringstænkning: Hood og Dixon lægger New Public Management i graven”. Artiklens hovedbudskab var og er, at “NPM lovede at skabe en billigere og bedre offentlig sektor, men har i stedet skabt en offentlig sektor, der både er dyrere og dårligere”. Intet alternativ? Burde man ikke i det mindste forsøge at finde en anden kurs, deroppe på broen af KL-skibet?

Så de økonomiske rammer var ikke til diskussion. NPM var egentlig ikke til diskussion. Hvor lå så de “løsninger, der virkelig rykker for ledere, medarbejdere og borgere?” Jeg syntes, det begyndte at se lidt sort ud for debatten om “myter og muligheder – ledelse og styring til debat” på dette erklærede debatmøde.

Så talte David Hellemann.

For det første, mente han, så skulle de offentligt ansatte og deres fagforeninger se at blive lidt mere borger-orienterede. “Ikke for at sige noget dårligt om offentligt ansatte”, som Hellemann indledte punktet, men der var nok en tendens til, at offentligt ansatte havde mere fokus på egne forhold, goder og rettigheder, end på borgerens, på brugerens. Han berettede om livet som han oplevede det i den private sektor, hvor man gjorde meget ud af at være kunde-orienteret, og hvis nu bare de offentligt ansatte, om hvem intet dårligt skulle siges, kunne løfte blikket lidt fra sig selv og i stedet forstå, at man altså var der for borgeren, sådan som man havde forstået det dér hvor Hellemann nu befandt sig, så kunne meget fungere bedre i den offentlige sektor. For det andet, så måtte man jo også bare se at finde ud af i den offentlige sektor, om man egentlig havde ledere som kunne og ville udnytte det ledelsesrum, de havde, eller om man ikke ønskede eller kunne håndtere ledelsesopgaven overfor førnævnte offentligt ansatte. Bum.

Så var vi da kommet et godt stykke “længere end til sympatiske hensigtserklæringer om større tillid og mere tid til kerneopgaverne”, som det skriftlige oplæg til mødet havde ønsket sig. Vi var faktisk langt forbi det sympatiske. Og jeg kunne også mærke, det ‘rykkede’, men måske ikke helt på den måde, KL havde forestillet sig, det skulle. Det var jo tilbage til fremtiden som den så ud fra departementschefens stol i de glade dage i foråret 2013, hvor landets lærerstand endelig fik forklaret, hvor Moses købte øllet, og der blev skabt en masse ‘ledelsesrum’. Jeg sad og ventede på, at de to offentlige ledere i panelet ville gå i rette med Hellemann; det var vel også deres ansatte i hhv. København og Syddjurs, som potentielt havde fået prædikatet “ikke tilpas borger-orienterede”, og deres lokale ledere (eller dem selv?) som måske var nogle vatnisser, og der kunne d’herrer Mørch og Jensen måske både have trukket på egne erfaringer samt generel viden om offentligt ansattes motivation for at arbejde i lige netop den offentlige sektor til at tilbagevise anklagerne, men det skete altså ikke. Kommunaldirektør Jensen snakkede også om at være “borger-orienteret”, men til hans forsvar tror jeg dog, han nærmere tænkte på at skære lidt ned på opgaver, som mere var i kategorien “NPM-bureaukrati” end borgerbetjening, og økonomidirektør Mørch fik til sidst også sagt et par ord om at gøre noget for, at de ansatte faktisk også havde tid til kerneopgaverne. Nogen egentlig tilbagevisning af Hellemanns svirp med krabasken blev det imidlertid ikke til. Måske var de blevet lidt paf over Nykredit-bossens bud på noget, der ‘rykker’, eller også lå det bare uden for debattens kridtstreger.

Og der landede ‘debatten’ så; i et forløjet fantasy-land, hvor det selbstverständlich ikke er dem, som promoverer New Public Management eller vedtager de økonomiske rammevilkår, som har forklaringsproblemer i forhold til at få den offentlige sektor til at ‘rykke’, men de selviske offentligt ansatte og deres svage ledere. KL-direktør Wendelboe kastede som nævnt decideret håndklædet i ringen i forhold til bare at prøve at finde alternativer til NPM, og David Hellemann sang sine yesterday’s greatest hits, imens KL-skuden altså ikke ‘rykkede’ nævneværdigt på kursen, og de gode intentioner om at finde nye ledelsesveje til at gøre tingene bedre for såvel ledere som medarbejdere og borgere langsomt sank til bunds.

Efterfølgende har mine tanker kredset om KL-seancen i Allinge, og mine refleksioner over, hvad ansvarlig ledelse egentlig er for en størrelse. Spørgsmålet er, hvad der sker, når man disciplinerer ledere til at lede ‘loyalt’ nedad i en sådan grad, at der bliver ting, som ikke kan diskuteres? Som det ikke er en del af den ansvarlige ledelsesopgave at problematisere eller ligefrem gå op imod? Den dag i Allinge var det så – igen – de offentligt ansatte og deres fagforeninger, som var skyld i, at den offentlige sektor ikke ‘rykker’, og det giver vel god mening; når den ovenfra kommende ideologi og økonomiske ramme ikke er til diskussion, hvor kan man så placere aben, så man ikke skriver sin egen fyreseddel? Et endnu mere urimeligt – faktisk uhyggeligt – eksempel har Michael Ziegler (C), formand for KLs Løn- og Personaleudvalg, senest leveret. Konfronteret med, at rekordmange folkeskolelærere oplever at blive udsat for vold på arbejdet, og adspurgt, om lærerne kunne have ret i, at det hænger sammen med hele inklusions-dagsordenen og manglende ressourcer til at give børnene den rette støtte, så svarer Ziegler, at det nok er en “forsimplet” forklaring. Han mener, at børn og unge bare er blevet mere voldelige. Det er noget, han ‘ser’. Helt uden dokumentation fejer den loyale embedsmand de fagprofessionelles forklaringer og statistikker for ungdomsvold til side, og placerer aben hos nogle af de svageste af vores medborgere. Det ser jeg som en offentlig lydighedskultur på ledelsesgangene, som er løbet løbsk. Nuvel, det er muligvis også ideologisk overbevisning, som driver Ziegler, men min tese er, at systemet er blevet så ensrettende, lydighedskulturen så stærk, og den økonomiske dagsorden så altdominerende, at der bliver mindre og mindre rum for andet end udfald mod de ansatte på gulvet, og de borgere, som systemet burde tjene. The system cannot fail, uanset hvor voldsomt misforholdet bliver mellem finansiering og de opgaver, de fagprofessionelle skal varetage.

Det kunne være sjovt hvis ikke det var så tragisk, at David Hellemann ønsker sig mere ‘borger-orienterede’ offentligt ansatte, og nu står vi så med et system, han selv om nogen har stået centralt i at fremelske, hvor ledere har øjnene stift rettet mod budgettet og ovenfra kommende diktater, og hvor ikke bare de offentligt ansatte, men også brugerne, risikerer at blive castet i rollen som systemets ‘fjender’, ligesom Hellemanns egennyttige offentligt ansatte og Zieglers ‘voldelige unge’. Skal det være tingenes tilstand i den offentlige sektor? Hvis man vil noget andet, og det håber jeg inderligt, man vil, så kræver det nok både en politisk vilje til at reformere den ovenfor beskrevne lydighedskultur og til at tøjle Finansministeriets enøjede bundlinie-tænkning, en beredvillighed til at investere mere i den offentlige sektor og til at se sådanne investeringer som andet end bare udgifter, og et ægte ønske om at genetablere et samarbejdsklima mellem offentlige arbejdsgivere og -tagere, hvor man ser værdien i at behandle sine ansatte som aftalepartnere. Til finanslovsforhandlingerne i efteråret 2017 og overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 kan offentlige ledere, folkevalgte såvel som embedsmænd, for alvor vise, hvilken vej man vil. David Hellemann er for længst kommet videre fra Finansministeriet. Kan Finansministeriet komme videre fra David Hellemann?
Tomas Kepler
Medlem af hovedbestyrelsen i GL for Liste 1