Gruppearbejde virker
For mig virker tavleundervisning ikke. I begge mine fag arbejder eleverne i grupper hele tiden.
I den ideelle verden er der masser af tid. Der kan vi møde vores elever på det niveau, de er på, og give dem netop den hjælp, de har brug for, på præcis den måde og det tidspunkt, de gerne vil have hjælpen. Der er tid til hyggesnak og sjov, faglige snakke og dybdegående diskussioner med alle elever, og alle elever er altid motiverede og engagerede…
I den virkelige verden er der 28 elever i klasserne, støjniveauet er højt, læreplanen er tætpakket, elevernes faglige niveauer er meget forskellige, og deres koncentrationsevne er kun til stede, hvis der ikke sker noget mere spændende på Facebook. Hvad gør man så?
For mig virker tavleundervisning ikke. Jeg kan ikke holde nok eleverne fanget ret lang tid ad gangen – konkurrencen med de sociale medier og populære spil er for hård. Jeg er ikke tilfreds med plenumdiskussioner, hvor kun en tredjedel af eleverne deltager aktivt, og jeg er holdt op med at tro på, at eleverne kun lærer stoffet, hvis de hører mig sige det på den rigtige måde. Jeg tror ikke på videnoverførsel. De lærer ikke stoffet godt nok ved passiv lytning. De skal arbejde med stoffet på en aktiv og reflekterende måde – og de skal alle arbejde!
I begge mine fag arbejder eleverne i grupper hele tiden. Der er ikke fælles tavleundervisning. Til gengæld har jeg tid til at hjælpe grupperne præcis hvor de er, samtidig med at jeg har fornøjelsen af at høre alle elever optagede af faglige diskussioner i timerne. De har ikke tid til Facebook, fordi de er optagede af at arbejde med produkter, fx wikier og film, og de er engagerede, fordi der er et konkurrenceelement ind over: de får point for forskellige delelementer undervejs, og til sidst i hvert forløb kåres der en vindergruppe.
Ind i mellem har jeg elever, der savner tavlegennemgange. Så tilbyder jeg det for interesserede elever, mens resten arbejder videre. Nogle vil gerne lave opgaver sammen med mig, mens andre blot skal bekræftes i, at de er på rette vej. Og jeg har faktisk tid til at imødekomme deres ønsker.
Der er stadig et stykke til den ideelle verden. Jeg kan ikke dække elevernes individuelle behov eller finde passende stilladsstørrelser til alle 28. Men jeg kan gøre det for grupperne, og i grupperne kan eleverne lære at tage sig af hinanden og hjælpe hinanden. Det fungerer faktisk rimelig godt, hjulpet af at eleverne føler sig ansvarlige for grupperne, fordi de arbejder sammen i et par måneder ad gangen, og fordi de laver gruppearbejdskontrakter i starten af hvert forløb. Gruppearbejdskontrakterne er synlige for hele holdet, og vi følger op på dem løbende og justerer på dem efter behov.
Der skal selvfølgelig stadig trænes mundtlighed, så eleverne forberedes til eksamen. Det gør vi, blandt andet ved at eleverne laver film og screencasts, hvor de holdes fast på fagsproget på en mere forpligtende måde end ved almindelige mundtlige oplæg. Filmene ses af responsgrupper, der diskuterer anvendelsen af fagsproget, og naturligvis også af mig.
Og både eleverne og jeg er gladere, mere motiverede og langt mindre udkørte sidst på dagen.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode