GL har fokuseret for meget på lønudviklingen siden OK13. Det er på tide at prioritere arbejdsvilkårene

Hvad er det vigtigste for GL's medlemmer? Fokuserer man på, hvilke resultater vores fagforening har opnået i forhandlingerne siden OK13 må det altoverskyggende vigtigste for GL's medlemmer være lønnen. For lærernes løn er det altoverskyggende resultat af GL's forhandlinger siden OK13.

Det går godt for danske gymnasielærere. Vi er nærmest lønførende i vores sektor. Se selv her: Statsansattes løn stiger i gennemsnit 4.600 kroner  

Faktisk ligger vi i gennemsnit over økonomer og jurister ansat i staten. Tag dén, DJØF! Jeg tillader mig dog at udfordre GL's hovedbestyrelse på, om det virkelig er, hvad en gymnasielærer i herrens år 2020 har brug for? Flere penge til privat forbrug? Jeg tror det ikke.

Det er klart, at det er en smule forkælet at indtage dette standpunkt, da GL netop har sørget for, at min realløn er mere end konkurrencedygtig og attraktiv. Jeg mangler ikke noget, og jeg er ikke engang ansat på fuld tid. Det vil jeg da gerne kvittere for, og det er hermed gjort.

På mit arbejde er det anderledes dog. Jeg mangler en tilstrækkelig mængde af tid til at udføre mine arbejdsopgaver tilfredsstillende. Og det er der grundlæggende 2 årsager til. Den ene er, at tiden, der er afsat i ledelsens budgettal til hver enkelt opgave, hele tiden bliver mindre og mindre, og den anden årsag er, at der hele tiden kommer flere og flere nye opgaver udover selve undervisningen. Resultatet af disse to gør, at jeg bruger meget mindre tid til gennemførelse af min undervisning.

På grund af dette sørger jeg for at genbruge flere forløb, indgå i kollektiv forberedelse og så vidt muligt at få ”empoweret” elever til at forholde sig til hinandens arbejde i stedet for at jeg gør det. Det giver mig en grundlæggende dårlig smag i munden.

GL har sørget for, at jeg må tidsregistrere mit arbejde som ”værn mod det endeløse arbejde”, men hvad hjælper det, når ledelsen bruger deres budgettal til at forstørre mængden af arbejde, jeg skal nå på 1680 timer?

Jeg kan godt nå mit arbejde inden for normen. Og jeg tror endda, at jeg under pres kan arbejde endnu hurtigere, hvis jeg VIRKELIG spekulerer i at springe over, hvor gærdet er lavest. Men det er altså ikke det, jeg vil kære GL. Heller ikke, hvis jeg får flere penge for det.

GL er selvfølgelig også opmærksomme på problemet med lærernes fremmedgørelse fra deres arbejde. Vores formand Thomas Kepler siger d. 06. januar i Gymnasieskolen:

”Men vi kan arbejde for det, vi ser som det rette modsvar, nemlig at vi står sammen, organiserer os bedre og leverer kollektive modsvar i stedet for, at vi lader os individualisere, sådan som jeg desværre i høj grad synes, det er sket de seneste seks år.”

Vores ”kollektive modsvar” på det grundlæggende problem – manglende arbejdstid, har indtil videre været lønstigninger og at indføre tidsregistrering, der giver en presset ledelse ammunition til at formindske ”akkorderne” forstået som ledelsens estimat af størrelsen på en arbejdsopgave yderligere. Hvis en lærer kan nå alle sine arbejdsopgaver indenfor 1680 timer, har man jo således ”bevis” for at det kan lade sig gøre. Derfor er jeg nødt til at konkludere, at tidsregistreringen på sigt netop vil føre til individualisering af arbejdsvilkår og et ”race to the bottom”. Det modsatte af, hvad vores formand mener, vi skal gøre. At registrere sin tid er inspireret af DJØF'ernes arbejde i staten. Individuel lønforhandling er normen for ACere i staten. Individuel tidsregistrering fører til individuelle lønforhandlinger.

Jeg har ikke selv løsningen på den gordiske knude, men jeg tør godt pege på, at vi som fagforening skal opgive vores altoverskyggende fokus på realløn i en årrække og fokusere på at få skabt arbejdsvilkår, der tillader den pædagogiske refleksion over sit arbejde, hvor man tilpasser sin undervisning efter elevernes behov.

Jeg er også nødt til at tilføje, at GL er stærkere, end vi selv tror, hvis vi bare turde at stille krav. Vi har de facto monopol på middelklassebørnenes adgang til universiteterne. Dermed ikke en opfordring til generalstrejke eller lignende, da mindre sagtens kan gøre det. Er det ikke på tide at smide fløjlshandskerne, Tomas Kepler?