Her under Corona-krisen har GL’s hovedbestyrelse med formand Tomas Kepler i spidsen været meget aktive i forhold til at rådgive ministeren om, hvad man bør gøre på gymnasieområdet. Man ser mange artikler og nyhedsbreve fra GL, der udtaler sig hårdt og kontant på sine medlemmers vegne, selvom disse ikke altid helt kan se sig selv i de udmeldinger. Man har efterhånden vænnet sig til, at når GL markerer sig i medierne, så er det altid ud fra et elevsynspunkt. Det er synd for eleverne, at de skal fraværsregistreres, undvære internet til eksamen mm. Det er meget sjældent, at GL har formået at sætte sig på debatten som repræsentanter for lærerne. Hvad betyder det egentligt for lærerne og vores arbejdsvilkår, at der kommer en reform, ny fraværsbekendtgørelse, nye eksamensregler mm? Det lader ikke til være interessant og dermed synligt. Oftest tages i stedet elevernes og den uddannelsespolitiske position.
Det samme gælder her under Corona-krisen. I et brev til ministeren fra GL udtales nemlig, at man skal erstatte eksamen med årskarakterer på stx/hhx/htx, men det må ikke stå alene på hf åbenbart, fordi vi ikke har tradition for at give årskarakterer. Ligeledes skrives der, at eleverne skal have ret til reeksamen efter sommer. Alt det er vel velment og bunder sikkert i en hensyntagen for elevernes retssikkerhed, som jeg ingenlunde anfægter. Dog undrer det mig rigtigt meget, at man ikke også tænker på lærernes arbejdsvilkår i det her tilfælde. For det første er det ret nemt at se, at vi hf-lærere på denne måde bliver skævvredet i forhold til vores andre kolleger, hvad angår arbejdsbelastning. Vi skal gennemføre eksamen så vidt muligt (måske på helt nye digitale vilkår), og ellers kan vi se frem til et indtog af reeksaminer i efteråret, samtidigt med, at vi skal prøve at få nye hold op at stå – måske stadig virtuelt?
Vi bliver næppe kompenserede for denne skævvridning, og der er også en anden vinkel, der slet ikke er blevet belyst. Vores fagforening nævner nemlig ikke, at der reelt set også er tale om, at nogle af deres medlemmer bliver udsat for et dårligere arbejdsmiljø end andre. Mest åbenlyst er risikoen for smitte. Som fagforening mener jeg, at ens fineste formål er at beskytte medlemmerne og sikre dem et ordentligt arbejdsmiljø med rimelige lønvilkår. De anbefalinger, man nu er kommet med til ministeren, gør det direkte modsatte.
HF fylder ikke meget i det samlede billede, og på papiret kan det synes af få lærere, og vi er ikke særligt godt repræsenteret i hovedbestyrelsen. Jeg håber dog, at man vil tænke sig om og være varsom i sine udmeldinger, så man ikke ender med at kaste nogle af sine medlemmer ud i en urimelig arbejdsbelastning, der tilsyneladende ikke kan stoppe i dette skoleår, og derudover ud i direkte smittefare. Måske kunne GL undersøge muligheden for corona-tests af alle hf-lærere, inden de med frygt og bekymring sendes ud i klasselokalerne igen. Alternativt kunne GL lade det være op til ministeren at bekymre sig om elevernes retssikkerhed og i stedet forholde sig til deres medlemmers arbejdsvilkår.
Svaret er som altid, at hovedbestyrelsen er demokratisk valgt og derfor kan udtale sig på alle medlemmers vegne. Det har jeg stor respekt for, men generelt bør der i GL snart ske en forskydning i indsats, så lærernes arbejdsvilkår står over uddannelsespolitikken.
Kommentarer
Tomas Kepler
Kære Sandie,
Tak for dit indlæg. GL bestræber sig selvfølgelig og til enhver tid på at varetage lærernes arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og uddannelsespolitiske interesser bedst muligt i de gymnasiale uddannelser. Ofte er der heldigvis sammenfald med elevernes interesser. Det er kun godt, fordi det giver os et bedre grundlag for at varetage medlemmernes interesser, når flere står sammen om de samme synspunkter.
I den aktuelle coronakrise er vi udsat for en helt ekstraordinær situation. Gymnasielærere over hele landet har leveret en helt usædvanlig og fornem indsats for at få den virtuelle nødundervisning til at fungere så godt som overhovedet muligt under vanskelige betingelser. Det har jeg ikke alene stor respekt for, men jeg er også dybt taknemmelig personligt og som repræsentant for GL. Og jeg ved, at også elever, ledere og undervisningsministeren ved flere lejligheder har anerkendt gymnasielærernes ihærdige indsats i denne svære tid.
Når det gælder lærernes arbejdsvilkår, har vi eksplicit peget på, at en tilbagevenden til skolerne under en gradvis genåbning skal ske under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, som beror på sundhedsmyndighedernes tydelige anbefalinger. Samtidig har vi understreget, at der skal tages hensyn til lærere, der er særligt udsatte på grund af alder eller kroniske sygdomme hos dem selv eller i nærmeste familie.
På pressemødet i går noterede jeg mig, at statsministeren sagde, at "medarbejdere i risikogruppen eller med familiemedlemmer i husstanden i risikogruppen forventes ikke at møde på arbejde". Det er en imødekommelse af GL's konkrete input på forudgående møder med myndighederne og interesser for at sikre medlemmernes sundhed under den gradvise åbning, og jeg kan love dig, at vi nøje følger og forholder os til de anbefalinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne forud for genåbningen af skolerne.
Som organisation står vi også i en ekstraordinær situation, hvor det er svært at forene de forskellige interesser blandt medlemmerne, som især træder frem i spørgsmålet om, hvorvidt vi skal anbefale at aflyse hovedparten af eksamenerne eller ej. Det har bestemt ikke været en nem sag, men vores anbefalinger er præsenteret ud fra grundige overvejelser og rådgivning fra blandt andet vores udvalg indenfor de forskellige uddannelsesområder, herunder VUC og hf-udvalget. Samlet set er anbefalingen om at aflyse hovedparten af eksamenerne og forlænge undervisningsperioden den mindst ringe i en svær situation, vurderer vi.
Nu står vi over for en gradvis genåbning for 3.g, 2.hf-klasser, autismeklasser og elever på afsluttende del af eux' gymnasiale del. Uklart er det, hvordan det forholder sig med VUC og enkeltfag, uddannelsespakker m.m. Desuden er det endnu ikke besluttet, hvordan de gymnasiale eksamener skal afsluttes.
Disse uklare forhold arbejder vi nu intenst på at få indflydelse på, og jeg kan garantere dig, at det naturligvis også fortsat vil ske med stærkt fokus på lærernes arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og sundhed.
Med venlig hilsen
Tomas Kepler
Burkhard Sievers
Kære Sandie!
Tomas har allerede svaret ret så grundigt, og jeg kan se, at du sidenhen har anerkendt, at GL også indtager et fagforeningssynspunkt.
Jeg vil bare komme med en enkelt vurdering. I den nuværende situation er det meget vanskeligt at kæmpe en egentlig fagforeningskamp. Regningen/opgørelsen må vi have til gode og skal vi selvfølgelig huske.
Forestil dig en gruppe sygeplejersker, der i den nuværende situation ville true med strejke for at få højere løn eller lavere arbejdstid. Det vil der ikke komme ret meget godt ud af, fordi offentligheden har en vigtig dommerfunktion i forhold til erhverv, hvor der ikke direkte er et produktionsresultat. Sundhedspersonalet skal lige nu vise, at de kan klare udfordringen. Ved en senere forhandling, fx ved OK 21, kan de komme med dokumentationen over udført arbejde, og her vil de får medvind fra befolkningen, der hylder deres indsats, som de har leveret under krisen uden at brokke sig alt for meget.
Lægerne blev for en uge siden hængt ud, da det kom frem, at de skal have 1825 kroner i timen for at yde en indsats i forbindelse med Corona. Det vinder man i krisesituationer ikke sympati for.
Hvad har det med GL at gøre? Vi skal i den nuværende situation forhindre, at offentligheden får indtryk af, at vi ikke kan løse de nødvendige opgaver, når andre faggrupper kan. Det er bedre at skubbe eleverne foran sig, hvis vi vil gøre opmærksom på problemer. Men når krisen er overstået, så skal vi huske, hvad vi gymnasielærere har præsteret, og bruge det til at underbygge vores krav ved OK 21.