Frem med fordybelsen

Når man øver sig, bliver man som regel bedre. Det kan de fleste mennesker med en vis livserfaring nok nikke genkendende til. De fleste vil formentlig også være enige i, at fred og ro til at fordybe sig i øvelsen er befordrende for udbyttet af øvelsen. Hvis man derimod kun øver sig ganske kort tid ad gangen og uden helt at nå et vist koncentrationsniveau, så tager det lang tid at blive bedre. Med andre ord er koncentration, fordybelse og ro til øvelse vigtige forudsætninger for at blive bedre til noget – for at lære.

Ikke desto mindre kan jeg med min daglige gang på en Stx-skole godt opleve, at netop plads i skemaet til koncentration, fordybelse og ro ikke kendetegner hverdagen. Ikke for eleverne – måske heller ikke altid for medarbejderne. Der er tusinde ting at gøre, og de mange skift, afbrydelser og gøremål bryder fokus. Men hvorfra kommer uroen, de mange fokusskift og afbrydelser?

Det nemme svar vil jo være vore digitale platforme. Og ja, de spiller helt bestemt en rolle. Men når jeg tænker tilbage på mine godt tyve år som medarbejder i gymnasieskolen – og erfaringer fra forskellige skoler – er der også en hel del strukturelle aspekter, der har gennem tiden har gjort sig gældende i forhold til at mindske fordybelsen, roen og koncentrationen.

Mine to år i pædagogikum var præget af mindst én stor forestående reform og strukturændring. Det var reformen i 2005, der var på vej. På mange måder var reformen kærkommen, synes jeg. Der var mange gode idéer og tiltag, som ruskede op i sektoren. Men i tilbageblik på pædagogikumtiden, så mindes jeg særligt ét credo, som jeg her mange år efter godt kan synes, kom til at fylde for meget: den konkrete tilrettelæggelse og planlægning af undervisningen.

Mit pædagogikums altoverskyggende enkeltord, som bestemt har mange gode egenskaber i sig, synes at have været sekvensering. Der skulle sekvenseres i undervisningen, gerne mange sekvenser, mange skift, og ikke for lange sekvenser, selvom sekvenserne gerne måtte variere lidt i længde. Desuden skulle indholdet i timen gerne gøres færdig hver gang, for det var ikke godt at skulle fortsætte noget fagligt arbejde næste time, som man ikke var blevet helt færdig med. Jeg er klar over, at det nok er en fortegnet erindring, som kan beskydes for at være tilpasset dette indlæg, men min erindring fra diverse kurser siger mig nu alligevel, at det ikke er helt ved siden af. Og hvorfor skulle undervisningen tilrettelægges sådan: Jo, med mange sekvenser og skift i aktiviteter kunne man lettere fastholde elevernes opmærksomhed, for de var ikke i stand til at koncentrere sig længe ad gangen.

I dag har jeg helt klart en oplevelse af, at mange elever har svært ved at koncentrere sig ret længe ad gangen; for langt de flestes vedkommende kortere end i 2005. Den digitale virkelighed og den måde, den har udviklet sig de seneste mange år, har medvirket til kortere attention span hos vores elever, der for manges vedkommende er vant til at blive bombarderet med indtryk fra mange platforme. Selv en ny film af en times varighed kan være særdeles vanskelig at fastholde elevernes opmærksomhed på. Så det store fokus på sekvensering i starten af nullerne kom – formentlig ganske tilfældigt – til at spille uheldigt sammen med den teknologiske udvikling.

Men så har vi jo til gengæld forsøgt at rette op på det siden dengang. Vi er opmærksomme på at lægge bort og lukke i, når det gælder skærme. Der er diskussioner på lærerværelser over det ganske land om nytten af mobilhoteller og skærmfri undervisning. Så vi gør da, hvad vi kan. Ikke?

Skulle man komme på at læse ”Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser” (Gymnasiebekendtgørelsen), så kan man jo prøve at lægge mærke til, hvad der står om fordybelse. 28 gange forekommer ordet fordybelse i bekendtgørelsen. Man skal ikke længere end til §2, stk. 2 før ordet optræder første gang, nemlig hvor der står: ”De gymnasiale uddannelser i stk.1 er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion, og som primært sigter mod videregående uddannelse.”

Som læser af bekendtgørelsesteksten kan man med rette have en forventning om, at fordybelsen er vigtig i de gymnasiale uddannelser. Og få er vel uenige i, at en boglig uddannelse, som alle fire gymnasiale uddannelser kategoriseres som, forudsætter fordybelse, hvis man ønsker et nogenlunde resultat; alene af den grund, at det boglige arbejde forudsætter læsning, læsning tager tid, og dermed bliver man nødt til at have fokus på tid til fordybelse, hvis man gerne vil have noget ud af sin uddannelse. Men hvordan står det til med fordybelsen igennem bekendtgørelsesteksten?

Ud af de 28 gange ordet fordybelse forekommer i bekendtgørelsen, er de ni forekomster i relation til det almene gymnasium, Stx. Seks af disse ni forekomster af ordet fordybelse er i forbindelse med ordet tid, altså fordybelsestid. Men det forekommer underligt, at hvis ”[d]e gymnasiale uddannelser […] er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion […],” som der altså står allerede i §2, så bruges ordet fordybelse ikke alene mere end sølle tre ud af ni gange i teksten. Elevernes fordybelse er åbenbart ikke mere vigtig end som så, hvilket sådan set flugter ganske fint med virkeligheden, nemlig at mange elever har det vanskeligt med fordybelse.

Som skrevet i starten, så er min påstand dog, at netop interessen for og evnen til at fordybe sig er særdeles vigtig for læring. Det lader også til at have været et vigtigt udgangspunkt for bekendtgørelsesteksten. Men så spændes fordybelsen for tidsvognen og bliver del af et målingsbegreb. I det daglige erstattes begrebet fordybelsestid tilmed meget ofte med det tidligere begreb, der angav ”[o]mfanget af elevernes selvstændige skriftlige arbejde”, som der står i §19, stk. 2, nemlig elevtid. Med andre ord har fordybelse en yderst begrænset plads.

Hvis gymnasieskolen skal støtte de unge menneskers læring, så bliver vi nødt til at give fordybelsen meget mere opmærksomhed og plads. Vi skal turde lade eleverne få tid til at arbejde i dybden med det faglige indhold. Vi skal tro på, at med fordybelse kommer både læring og motivation. Vi skal tro på, at træning med evnen til fordybelse – i fred og ro og med koncentration – følger faglig indsigt, gladere børn og fagligt interesserede elever. Giv eleverne plads til at fordybe sig. Det må både ske ved at ændre på dagligdagen ude på skolerne: 1) i skemaet med færre forskellige fag hver dag, 2) i timerne med også lange sekvenser til at støtte det arbejde og fokus, man opnår ved at arbejde med det samme gennem længere tid, 3) ved i timerne (i de fag, hvor det giver mening) at arbejde med læsning som en del af undervisningen – og gerne også skemalagt læsetid flere gange om ugen – da læsning er vigtig træning i fordybelse. Eleverne kan ikke forventes at klare det selv i deres hverdag. Fordybelsen skal også styrkes ved, at der bliver luget ud i de utroligt mange læreplanskrav, der er i mange fag. Giv nu ro til læring gennem fordybelse. Det kommer helt sikkert godt tilbage.