Forventningens glæde

Jeg får den hvert år. Den der forventningsfulde følelse man kan få, når man ved, at man snart skal møde en masse nye mennesker og igang med et nyt skoleår.

Jeg får den hvert år. Den der forventningsfulde følelse man kan få, når man ved, at man snart skal møde en masse nye mennesker og igang med et nyt skoleår.
I år har jeg ingen gengangerhold, så jeg skal lære knap 120 nye elever at kende. Det bliver spændende. Selvfølgelig har en anelse rutine sneget sig ind med tiden, så de første års stivnende rædsel over at blive kastet for ulvene er blevet afløst af en noget mere afslappet tilgang til skolestarten.

Det gode ved at være tvunget til at afholde al sin ferie i sommerperioden er, at jeg faktisk føler mig genopladt og klar til at starte på arbejde igen. Så selv om jeg igen og igen må forklare mine ikke-læreransatte bekendte, at en fuldtidsstilling som gymnasielærer sådan set indebærer lige så mange arbejdstimer og lige så meget betalt ferie som alle andre, og at vi faktisk arbejder mere end 37 timer om ugen for at nå vores timenorm på årsbasis, når alle de der andre tidspunkter, hvor eleverne holder fri, skal tælles med. Åhh, nå sådan?!? Det bliver jo spændende at se, om den nye overenskomst kommer til at anskueliggøre den problemstilling bedre?

For jovist skal vi til at tælle timer. Som repræsentant for de der lettere spacey, smådistræte og måske en kende verdensfjerne, kunstneriske lærertyper, så kan jeg godt på forhånd bekende, at timetælleriet kommer til at ride mig (og sikkert de andre kunstnere for ikke at tale om utallige andre helt almindelige lærere) som en mare. Man skal nok have gang i en form for arbejdsrelateret kaosteori for at beskrive min ideelle arbejdsform. Det har virket forbavsende godt for mig gennem årene, men det bliver godt nok et mareridt at registrere.

Men pyt skidt, nu er ferien slut og et nyt spændende friskt skoleår kan begynde. Endnu et kuld 1.g’ere skal introduceres til billedkunstens forunderlige verden, til filmsprogets terminologi og til dansk litteratur fra runestenene til idag – sådan cirka. Jeg skal starte en 1.g-klasse i dansk i år. Det er altid spændende. Især fordi man virkelig kommer til at kende eleverne, når man har dem i 3 år. Det er fascinerende at opleve, hvordan de går fra at være usikre børn, som netop har forladt folkeskolen, til at blive flyvefærdige voksne (sådan da) når de 3 år senere står med huen på og drømmene glimtende i øjnene.

Det er der, man virkelig indser meningen med arbejdet, og hvorfor kampen er værd at kæmpe, når man pisker eleverne igennem stoffet en fredag eftermiddag i ydertimerne…i november.

Så godt skoleår…også når vi når november.