Forståeligt, men trist…

Der er i øjeblikket ret stort fokus på de mange gymnasielærere – vist cirka 40%! –, som arbejder på nedsat tid.

Flere steder spekuleres over årsagerne til dette, og fx har GL også for relativt nyligt lavet en undersøgelse, som viser, at hovedårsagen er det arbejdspres, vi er under.

Det er der sådan set ikke noget at sige til. At mange er på deltid, er fuldt forståeligt, men samtidigt også enormt trist, fordi det siger noget om undervisningssektoren generelt – og om gymnasielærere som mennesker.

Med OK 13 fik ledelserne på skolerne mere magt, og man hører stadig om skoler, hvor der opereres med uigennemsigtig opgavefordeling, og/eller hvor overtid ikke belønnes, men klares med en samtale om, hvordan man kan arbejde mere effektivt.

Derudover er det i år 10 år(!) siden, det famøse omprioriteringsbidrag blev indført, og det førte til nedskæringer i en årrække. Mange opgaver, som før blev aflønnede, blev nu fx ”en del af forberedelsestiden” med de konsekvenser, det havde for arbejdspresset.

I praksis betyder det, at alle gymnasielærere løber væsentligt hurtigere, end da jeg selv startede i branchen i 2008. Hvis man er på samme ansættelsesgrad, vil man helt sikkert opleve at have flere elever at forholde sig til og flere ”konfrontationstimer”, som det så fint hedder.

Men for et engageret, ambitiøst og fagligt stolt folk som gymnasielærere kan det ikke undgå at slide. Enten må vi sænke barren væsentligt for, hvad god undervisning er og gå alvorligt på kompromis med den stolthed og de ambitioner; eller vi må slides op under presset.

Den tredje (og efter min mening bedste) mulighed er at gå ned i tid, med alt hvad deraf følger af lønnedgang, mindre pension osv. Og det er så også den mulighed, mange vælger. Velsagtens fordi de to første virker hhv. uprofessionelle og umenneskelige.

Jeg har (mindst) to håb for fremtiden – eller lad os kalde det to opfordringer:

1. At der bliver ført midler tilbage til sektoren, eller at GL får hjulpet med at trumfe tiltag igennem, som kan forbedre vores arbejdsforhold. Som GL siger, er det et strukturelt problem. (Gymnasieskolen nr. 5, 2025) Der skal handles oppefra.
2. At vi alle passer rigtigt godt på hinanden. Ræk ud! Bed om hjælp! Hjælp en kollega! Del noget forberedelse! Indtil der sker noget oppefra, er vi nødt til at passe på os selv og hinanden.

Og så er det desuden i hele denne diskussion enormt interessant, at der kom en EU-dom i 2025, som siger, at hvis man er på deltid og har overtid, skal man også have tillæg for merarbejde på lige fod med fuldtidsansatte. (Se fx Gymnasieskolen nr. 1, 2025) Jeg har ikke hørt, at den dom bliver eksekveret mange steder (nogen steder?) Indtil den (forhåbentligt) gør: Pas godt på din deltidsansatte kollega! – Der kan være mange grunde til, at man er på deltid. Arbejdspresset er en, du eller ledelsen måske kan hjælpe med. Og til alle deltidsansatte: Husk, at det er helt ok at sige nej til ekstra opgaver. Hvis ikke vi får løn som fortjent, så må ledelsen få løst de ekstra opgaver på en anden måde. Vi er nødt til at passe på os selv, hvis systemet ikke gør det. Det er forståeligt, men trist.