Fællesskabet skaber skolens ånd

På syv år er jeg gået fra at være famlende nybegynder til at høre til blandt den mest erfarne halvdel af lærerværelset.

På mit gymnasium ser det store generationsskifte ud til at være klinget af. Den generation, der blev ansat i starten af 70'erne, er gået på pension og nye kræfter er trådt til Jeg er lærer på syvende år.
På de syv år er jeg gået fra at være famlende nybegynder til at høre til blandt den mest erfarne halvdel af lærerværelset. Jeg er gået fra at være den, der ydmygt spurgte erfarne kolleger om hjælp til at finde lige præcis den der tekst, du ved nok i virvaret af antologier, til at være den, der selvsikkert hiver en bog ud af hylden til den unge kollega. Det er tankevækkende.

Alligevel plages jeg stadig af usikkerhed og oplevelsen af kun at være en enkelt side foran eleverne i Litteraturens Veje. Men jeg ved, at min verden ikke kollapser, hvis jeg bliver spurgt om noget, jeg ikke kan svare på. At min autoritet stadig er intakt, hvis jeg beder en elev om at researche svaret på spørgsmålet til næste gang. At det at være lærer ikke er det samme som at være ekspert på alle punkter.

Syv års erfaring lyder ikke af meget på papiret, når man arbejder sammen med kolleger, der har mere end 30 år på bagen. Det kan mærkes på en skole, når så stor en del af personalet går på pension og bliver skiftet ud med unge kræfter. Det skal endelig ikke forstås som noget negativt. Nye kræfter betyder også ny dynamik og nye input, nye ideer og spørgsmålstegn ved "plejer". Det har de fleste arbejdspladser godt af.

Men hvordan bibeholder man egentlig skolens "ånd", når en stor del af kollegiet bliver skiftet ud? Det er en problematik, der givetvis kan give anledning til skærmydsler rundt omkring. På min skole spiller traditionerne en stor rolle. Skolen har over 450 år på bagen, så der er solid historisk ballast.. Bygningen i sig selv kommanderer også en ydmyghed overfor lærergerningen med søjler og klassicistisk arkitektur i rigt mål. Den hvisker nærmest, at der var lærere på skolen før mig, og der vil være lærere påskolen, længe efter jeg engang er færdig med kaldet. Det skal ikke forstås som et udtryk for stagnation og selvtilstrækkelighed. Måske tværtimod. Følelsen af at stå på skuldrene af de, der kom før en, inspirerer.
Lærerkollegiet summer nærmest af dynamisk virkelyst. Der er en vilje og interesse blandt kollegerne til at nytænke vores praksis og dele erfaringer med hinanden. Videndeling er blevet en integreret del af mange faggruppers daglige virke. Man kan sagtens forholde sig til en skoles traditioner og "ånd" og samtidigt udvikle undervisningen. Ånden ligger i fællesskabet. I følelsen af at have en retning.

Jeg hører til den store gruppe lærere, der endnu ikke er fyldt 40. Vi er allesammen blevet ansat nogenlunde samtidig. Vi skal sikkert følges ad de næste 30-35 år. I slutningen af 2040’erne rammer vi det næste generationsskifte. Det bliver spændende at se, hvor gymnasiet og skolensånd befinder sig til den tid. Vi er på vej i en retning nu. Vi har kampe at kæmpe, både overfor vores arbejdsgivere, skoleudviklingen og de forventninger samfundet stiller til os. Jeg håber, det er ligeså givende at være gymnasielærer i 2048, som det er idag.