Et fagligt gymnasium
I Dansk Folkeparti ønsker vi det høje faglige niveau tilbage i gymnasiet.
Derfor vil vi af med de tværfaglige vildskud – AT, NV og AP, – og vi vil have mere tid til de rigtige fag.
AT skal afskaffes som selvstændigt eksamensfag og erstattes af 2-4 projektarbejder i løbet af de tre år. Her kan man arbejde tværfagligt, og man kan øve metode og synopsis.
Dette arbejde leder dermed frem til SRP, som skal have et mundtligt forsvar. SRP skal også forkortes til en enkelt uges arbejde, og der skal åbnes for større mulighed for at arbejde enkelt-fagligt.
AP og NV gøres overflødige, fordi vi ønsker grengymnasiet tilbage i den forstand, at man skal vælge enten en naturvidenskabelige eller en humanistisk retning, når man søger om at komme på gymnasiet. Det første år er man altså ikke i gang med sin studieretning. Men er man begyndt på den naturvidenskabelige hovedretning har man foruden en lang række obligatoriske fællesfag også fysik og kemi.
Er man begyndt på den humanistiske hovedretning skal man have latin og 3. fremmedsprog det første år.
I 2. g skal man vælge studieretning. Alle studieretninger skal være AAB eller AAA. Vi forestiller os 7 naturvidenskabelige og 4 humanistiske.
Den naturvidenskabelige hovedretning
Alle på den naturvidenskabelige hovedretning har Matematik på A-niveau, men man kan vælge at supplere dette fag med:
- Bioteknologi A + Fysik eller Kemi A
- Biologi A + Fysik eller Kemi A
- Fysik A + Kemi B
- Kemi A + Fysik B
- Biologi A + Naturgeografi B
- Samfundsfag A + Fysik eller Naturgeografi A
- Musik A + Fysik B
Den humanistiske hovedretning
Alle på den humanistiske hovedretning har Engelsk på A-niveau. Dette fag suppleres med følgende studieretninger:
- Fortsættersprog A + 3. fremmedsprog B (begyndersprog)
- Græsk A + Latin A
- Samfundsfag A + 2. eller 3. sprog A eller B
- Musik A + 2. eller 3. sprog A eller B
Både humanistisk og naturvidenskabelig hovedretning har følgende obligatoriske fag:
Dansk A, Historie A (som tilføres ekstra timer), Engelsk B, Idræt C, Matematik C, Religion C, 2. fremmedsprog B, Oldtidskundskab C, Biologi C, Kunstnerisk fag C, Samfundsfag C, Naturgeografi C.
Dertil kommer mulighed for at vælge et valgfag på C-niveau eller at hæve et fag fra C til B-niveau.
Vores skitse for et opdateret grengymnasium vil hæve gymnasiets faglige niveau betydeligt, og det vil målrette gymnasiet imod universiteterne. Der indføres derfor også adgangskrav.
Men det er jo ikke alle, der kan komme på gymnasiet med denne model. Derfor oprettes der samtidig en ny ungdomsuddannelse for dem, der ikke vil på universitetet.
Vi kalder det ”Forberedelses-skole”. Her vil der også være solide boglige fag, men ikke på A-niveauer. Der vil kræves et mindre karakterniveau for at få adgang, og skolen vil forberede eleverne til at gå videre på de korte videregående uddannelser (politibetjent, sygeplejerske, pædagog, ergoterapeut osv. osv.).
Forberedelsesskole kan afholdes i de klaseværelser på gymnasierne, der tømmes på grund af de højere krav og det snævrere sigte i det nye gymnasium. Dermed skal der ikke lukkes skoler, og der bliver ikke for langt til en relevant ungdomsuddannelse for de unge mennesker!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode