Er den interaktive tavle død eller levende?
I forbindelse med en projektopgave på 5.semester på teknoantropologistudiet (AAUCPH) henvendte 3 studerende (Pelle Israelsson, Troels A. Andersen og Andreas F. Reffeldt) sig på Randers Statsskole og Gladsaxe Gymnasium for at undersøge, hvordan implementeringen af den interaktive tavle er foregået, og hvilken betydning, tavlen har for læringsrummets deltagere, elever såvel som lærer.
Som it-begejstret underviser er man altid glad for en sådan henvendelse, der åbner for en diskussion og belysning af brugen og effekten af de it-værktøjer, der er platformen for ens daglige arbejde.
Hvad var det så lige, at de tre fandt ud af via observationer og interviews med lærere og elever på de to gymnasier? Er den interaktive tavle død eller levende? Man hører jo fra flere steder, at lærere har opgivet den elektroniske tavle. Hvad kan årsagen til dette mon være?
Ikke overraskende påpeger projektopgaven, at skolerne ikke på forhånd havde lagt nogle planer for brugen af tavlerne, ej heller hvad tavlen kunne medføre af nye pædagogiske tilgange til formidlingen af de enkelte fag. Implementeringen af tavlen på skolerne havde på trods af kurser ikke givet flertallet af lærerne den nødvendige ballast til at kunne drage nytte af tavlen i deres undervisning, idet ”… den interaktive tavle ikke bidrager til undervisningen i sig selv…” men at ”…det er op til den enkelte lærers forståelse af sin rolle som underviser”, idet man som interesseret lærer ”… kan inkorporere nye elementer i sin undervisning.”
De studerende efterlyser således mere faglig diskussion af brugen af tavlerne. Rapporten slår også fast, at superbrugere og vidensdelingsnetværk er en nødvendighed for at kunne tilføre øvrige kolleger viden og energi til at overkomme de besværligheder af teknisk art, som al ny teknologi medfører.
Jeg kan kun nikke genkendende til de studerendes observationer og konklusioner. Jeg har gennem årene på mit eget gymnasium efterlyst en overordnet strategi omkring implementeringen af den interaktive tavle, idet jeg selv betragter tavlen som det vigtigste pædagogiske værktøj i mit lærerjob. Den interaktivitet, som tavlen naturligt skaber ved at kunne rumme alle medier i sin software, og den nemme måde både lærer og elever kommer i berøring og dermed faglig kontakt med teksten/filmen/billedet er uovertruffen.
I min egen skoletid lå bogen jomfrueligt uberørt af elevhænder adskilt fra mine mere eller mindre strukturerede noter om bogen. Eleven blev ikke på samme måde som via en elektronisk tavle inviteret ind i tekstens verden. Man var på afstand. Kunne ikke påvirke teksten med andet end sine tanker. I dag ændrer mine elever både fortællersynsvinkel og tekstens centraltid ved enkelte berøringer af teksten på den interaktive tavle, ligesom man via farver markerer vigtige tekstpassager. Tekstlæsning i dag favner både taktile, visuelle og auditive læringsstile. Men jeg skal ikke skjule, at det også har taget mig tid at omlægge min undervisning fra kridttavle til lystavle. Der skal, som de studerende påpeger i deres rapport, en totalt anderledes pædagogik og didaktik i spil for at skabe et digitalt læringsdesign.
På mit gymnasium har man indtil nu valgt både at have en elektronisk tavle og en kridttavle i alle lokaler. De studerende kalder det en ”tavlekrig”, hvilket rent faktisk har udspillet sig på mange gymnasier. De tre teknoantropologer konkluderer derfor med rette, at implementeringen af ny teknologi og kompetenceudvikling i forhold til det nye værktøj afgør succesraten. De foreslår som løsning eller imødegåelse af konflikter, at der sker en forventningsafstemning mellem ledelse og lærere om, hvad formålet med indførelsen af den ny teknologi er.
Endvidere kunne man anbefale, at man læste de studerendes rapport og hermed fik et indblik i, hvilke områder man skal reflektere over, så man undgår de værste konflikter mellem ledelse og lærere og lærerne imellem. Det har ingen gavn af, og slet ikke dem, som det hele drejer sig om, nemlig eleverne.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode