En humanioralærers velsignelser

Så sidder man der igen… Med en computer, der er ved at sprække af afleveringer, som venter på at blive rettet og bedømt.
Man sukker indvendigt og forsøger at sætte sig op til opgaven ved mentalt at opliste potentielle lyspunkter:

• Det er danskafleveringer, så det går hurtigere med at rette dem, end hvis det havde været engelskafleveringer…
• Det er 3.g’ere, så der er færre begynderfejl at rette…
• Der er kun 23 elever i klassen…

Og så går man ellers i gang, med kaffen inden for rækkevidde. Ud over de sproglige fejl står de indholdsmæssige klichéer og naiviteter da også jævnligt i kø.

Men ind imellem bliver man overrasket. Pludselig er der en aflevering, der rummer en lille perle af en sætning eller en knivskarp pointe, der kaster et lys over emnet, som man aldrig tidligere har set. Man holder en lille pause i det endeløse tasteri og stirrer ud i luften, mens man reflekterer:
’Tænk! Sådan har jeg aldrig set på det. Kan det virkelig være rigtigt?’

Inden for mine fag – dansk og engelsk – er det typisk, når eleverne skal skrive en fængende indledning eller når til diskussionsdelen, at disse små overraskelser kan dukke op.
Hver gang bliver jeg glad og også mærkeligt stolt på deres vegne over al den indsigtsfuldhed. (Og vel at mærke ikke fordi, jeg bilder mig ind, at al den viden er kommet fra mig!). Vi taler jo om teenagere – mennesker, der rent ud sagt er under ombygning både fysisk og mentalt; mennesker, der ifølge alverdens meningsdannere ser alt for meget reality-tv og sender alt for mange sms’er. Og alligevel kan en 18-årig ind imellem præstere en sætning, der på magisk vis opsummerer, hvad begrebet kærlighed går ud på, eller via et par velvalgte pointer tage temperaturen på hele vores samfund.

Det får mig til at tænke på noget, jeg engang læste: En humanioralærer argumenterede for, at man som netop humanioralærer konstant har den glæde at lære nye ting af sine elever, idet rollerne som ’giver’ og ’modtager’ ikke er så fastlåste, som det ofte er tilfældet med naturvidenskabelige fag, hvor der typisk kun er ét korrekt svar, og hvor det næppe er sandsynligt, at læreren rent fagligt vil lære noget nyt af eleverne. I et humanistisk fag som dansk eller fag er giveren til en hver tid den, der har ordet – og ikke per definition læreren. Der er også i høj grad mulighed for at inddrage egne oplevelser og refleksioner og dele dem med hinanden i jagten på mening. Humaniora giver rum til den frie refleksion og de mange sandheder.

Dén tanke kan jeg godt lide. (Og jeg håber ikke, at jeg her lægger mig ud med hele den naturvidenskabelige lærerpark!). Uanset hvad tror jeg, at det netop er dén egenskab ved mine to fag, der gør, at jeg ikke på sigt vil blive vanvittig af at have undervist i det samme stof år ud og år ind uden nye, tankevækkende indspark.
Den dag, jeg ikke længere lærer noget nyt af en tekstanalyse på klassen eller ved retningen af et essay derhjemme, så takker jeg af. Både for min og elevernes skyld.