Elevfordelingen, der blev en politisk skandale 

Forleden talte jeg med en kær tidligere kollega, som fortalte, at hun var ved at miste tilliden til systemet. Først elevfordelingaftalen og nu de offentlige ejendomsvurderinger. Eksempler på to ellers meget forskellige sager, men hvor fælles for dem er, at man tager sig til hovedet og tænker, ‘HVORDAN kan sådan noget foregå, HVEM er det, der træffer så uigennemtænkte og tåbelige beslutninger’.

Vi er i gang med endnu et skoleår, og på nogle gymnasier er det i år ekstra spændende. Det er det blandt andet for de seks gymnasier, som sidste år ikke måtte optage elever. Der blev lavet en politisk studehandel, så de ikke kunne oprette 1.års-klasser, men stadig fik midler, som så gik til nye undervisningsprojekter, som skulle få flere elever til at vælge gymnasiet. Det er de fleste steder selvfølgelig ikke sket. Det er selvsagt temmelig svært at lave nye tiltag og nytænke forløb uden at have nogle elever at gøre det med. Den nuværende elevfordelingsaftale og det såkaldte 0-år er intet mindre end en politisk skandale. Mange skattekroner er brugt på en dyr fordelingsalgoritme og på et 0-år, som fra starten er en dødssejler, og den årgang, der nu på de seks gymnasier ikke er der, vil jo mangle i tre år og kan derfor virke selvforstærkende i en truende marginalisering af disse gymnasier.

Hvad så nu? Tesfaye melder snart det ene og snart det andet ud om, hvordan en fordeling kan laves eller ikke laves, og gode ideer modtages gerne. Ministeren ved tydeligvis ikke, hvad han skal gribe og gøre i og tør ikke tage politisk ansvar. Lav en gennemtænkt model med en stram kapacitetsstyring, hvor man skal gå på det lokale gymnasium. Vis dog mod og politisk handlekraft i stedet for at lave halve tiltag. Man tillader jo stadig teknisk overbooking, mulighed for at blive profilgymnasium og nem adgang til at skifte gymnasium, så snart der er plads, så der er frit spil i alligevel at omgås aftalen.

Professor Ane Qvortrup fra SDU er lige nu i gang med et større forskningsprojekt, hvor hun undersøger stemningen på de seks skoler, som ikke måtte optage elever sidste år. Hun forsøger netop at kortlægge, hvad det gør ved skolerne, at der mangler en årgang og at finde ud af, hvordan alle de tilførte elever oplever at være startet på en skole, der har fået det stempel at være en skole med særlige udfordringer. Det bliver meget spændende at læse resultaterne af forskningsprojektet, som kommer til november.

Jeg mener, at denne politiske skandale med al tydelighed viser, hvor vanvittigt det er, at vi som gymnasier skal løse et problem, som ligger et helt andet sted. På den københavnske vestegn, hvor jeg arbejder, er vi glade for de elever, vi har, og vi er så trætte af den skjulte racisme, der ligger i, at mange minoritetselever på samme sted skulle udgøre et særligt problem. Vi leverer tværtimod mange til de såkaldte velfærdsuddannelser.

Målet må og skal være, at så mange som muligt får en ungdomsuddannelse, og det får vores elever i hvert fald ikke, hvis de skal til at ‘busses rundt’ og køre langt for at komme til deres skole. Ja, der er en stor opdragelses- og dannelsesopgave i at have mange elever, som ikke kommer fra hjem med klaver, og som har ringere socio-økonomiske vilkår end flertallet, men så giv os nogle penge til at løse den opgave. Vi vil rigtig gerne løfte opgaven, vi har bare brug for at kunne ansætte trivselsmedarbejdere, psykologer og også gerne socialrådgivere og sundhedsplejersker. Det, at tvinge eleverne hen på skoler, hvor de ikke vil gå, løser ingenting.

Der er brug for en undervisningsminister, som tør træde i karakter på spørgsmålet om elevfordeling og kapacitetsstyring, og som tør lave en ordentlig, gennemtænkt og stram model. De her halve løsninger kan ingen være tjent med. Endnu et års kaos, hvor ingen ved, hvad planen egentlig er, kan vi ikke sidde overhørig en gang til. Jeg mener, at vi som sektor må efterlyse politisk mod, handling og nytænkning.