Artikel
Eleverne reflekterer over egen læring på en ny måde
Eleverne reflekterer over egen læring på en ny måde

Eleverne reflekterer over egen læring på en ny måde

På Kalundborg Gymnasium bruger de en ny måde at evaluere på. Fokus flyttes fra de enkelte fag til læring generelt. På den måde kan eleverne følge med i deres egen samlede udvikling, forklarer lærer Annette Bach Møller.

Eleverne på Kalundborg Gymnasium skal seks gange gennem deres gymnasietid svare på et spørgeskema, som ­giver dem en læringsprofil. På den måde kan eleverne se udviklingen i deres samlede læring i gymnasiet. Løbende skal de have samtaler med deres lærer og ­reflektere over, hvad der sker med deres læring. Til det bruger de evalueringsmetoden Crick Learning for Re­silient Agency (CLARA), som stammer fra England.

Skolen havde en fornemmelse af, at eleverne havde svært ved at arbejde med den feedback, de fik af lærerne. Det fik skolen til at tænke i nye baner.

”Meningen med metoden er, at eleverne kommer til at tænke over deres egen læring og får et værktøj til at forbedre den,” siger Annette Bach­ Møller, der underviser i biologi, bioteknologi og billedkunst på Kalundborg Gymnasium og har været med i de to et halvt år, skolen har brugt den nye evalueringsmetode.

Hun sidder med en bunke papirer i hånden. På papirerne er illustreret noget, der ligner et spindel­væv. Det er en elevs lærings­profil. I profilen fokuseres der blandt andet på tilknytning, samarbejde, bevidsthed om egen læring, kreativitet og nysgerrighed.

I begyndelsen blev konceptet afprøvet på et par enkelte klasser, men efter at den nye reform er trådt i kraft, skal alle elever bruge det. Derfor er alle skolens 1.g-klasser i år startet med det. Gennem metoden arbejder skolen med kravet om løbende evalueringssamtaler og feedback.

Et øjebliksbillede
Annette Bach Møller hiver et eksempel på en elevs profil ud af bunken. ­Elevens første profil viser, at hun stort set har opnået den bedste score i alle de egenskaber, profilen vurderer ud fra.

Efter sommerferien svarer eleven på samme spørgsmål, men får nu en langt dårligere score.

Vi bliver nødt til at have en form for målestok. Med CLARA kan vi komme uden om karakterer og gøre elevernes læring målbar. 

Annette Bach Møller, lærer
Kalundborg Gymnasium

Annette Bach Møller fortæller, at det i samtalen med eleven viser sig, at eleven har det rigtig svært psykisk. Sammen snakker de om, hvordan de kan få hende tilbage på rette spor. Et halvt år efter er eleven tilbage med en profil magen til den første og trives igen.

”Det viser, hvor følsom profilen er, og at den også kan bruges som en slags termometer på, hvordan eleven har det. Men det vigtigste er læringen,” siger Annette Bach Møller, der forklarer, at hun i gennemsnit bruger en halv time per samtale.

Evalueringsmetoden knytter sig ikke til de enkelte fag, men handler om elevernes læring generelt. Derudover får eleverne også feedback i de enkelte fag.

”Det handler om, hvordan eleverne lærer og ser sig selv lige nu og her i alle fag samlet set. Det er et øjebliksbillede.”

Resultatet af profilen kan derfor ikke overføres til karakterer. Og det er noget af det gode ved den, mener Annette Bach Møller.

”Det er vigtigt, at elevernes karakterer og fravær bliver holdt uden for CLARA. De skal også have et frirum fra det en gang imellem. Skolen bruger det også for at skabe større trivsel og et mindre frafald. Det er ikke kun for at få hævet deres karaktergennemsnit,” siger hun.

En anden målestok
Ifølge Annette Bach Møller er karakterer ikke altid retfærdige, men en nødvendig præmis, som kan være demotiverende for mange elever.

”Nogle elever føler, at karakterer er en vurdering af dem som person. Det er det ikke. Det er en så objektiv vurdering af deres arbejde som muligt. Vi bliver nødt til at have en form for målestok. Med CLARA kan vi komme uden om karakterer og gøre elevernes læring målbar. Feedbacken er her mere rettet mod en generel adfærd,” siger hun.

Et centralt element i evalueringsmetoden er at skabe en god relation mellem lærer og elev. Ifølge Annette Bach Møller har hun altid haft en god relation til sine elever, men den nye metode har gjort den endnu bedre.

”Al forskning viser, at en god lærer-elev-relation er utrolig vigtigt, og det ved jeg også efter 16 år som ­lærer. Og det understøtter CLARA,” siger ­Annette Bach Møller.

Tema om feedback

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater