Det nytter nemlig!

Mejlgade suser forbi, tankerne tordner derudaf og lige pludselig hører jeg en stemme:
”Hej Eva! – hej!”. Bremserne hviner, hvis de kunne, og så står jeg ved siden af Fie, der ivrigt fortæller om op og ned-ture post-Katedralen. En påbegyndt uddannelse, kedsomhed, depression og nu en ny start. Lidt paf står jeg og skal faktisk afsted med censor-gerning i sigte. Er beklemt ved at afbryde den glade og åbenhjertige strøm af ord, følelser og gamle minder. Vi siger farvel – og vi ses på facebook!

Få dage senere ringer Anne. Det er søndag, og jeg har unger til op over begge ører. Kan knap høre, hvad der bliver sagt, men finder en lukket dør og fatter så, at det er Anne:
”Har tænkt på dig, det er jo 3 år siden, men kan du huske mig?”. Ja da for h.. man husker da sådan nogle som dig! Anne forklarer at hun er færdig med første trin i sin uddannelse og vil spørge, om jeg vil komme til reception næste weekend – i København. Jeg taber kæben – jamen det vil jeg da vildt gerne, men det kan jeg bare ikke. Lægger røret på og føler mig varm indeni. Hold da op, troede man var glemt, yt, passé. Men nej, nogen husker, dig.

Så bliver det AT-tid, kaffekoppen i hånden, synops under arm, indfinder jeg mig ved det grønne bord. Josefine kommer ind, pletter på halsen, let rystende stemme. Jeg giver et glas vand, kigger på Josefine, så censor, og så går vi i gang. Falder i svime over ordene, der vælter ud af Josefines mund. Mad og mennesker får et helt klart fokus, og vi hører om de senmoderne tendenser til kognitivt zapperi, for mange bolde i luften og udfordringen i at finde ud af, hvad det vil sige at være en succes. Mad programmet i fokus afspejler netop den eskapisme, vi er nødsaget til at forfølge i dag. Back to basics, ud i naturen, det nære, det nemme og det traditionelle. Personlige fortællinger med et fast fokus. Jeg forstår det ikke, pludselig er det mig, der sidder med aha oplevelsen. Hvordan rykkede Josefine så vildt, at hendes abstraktionsniveau og anvendelse af teori nu næsten passerer mit eget? Havde jeg noget at gøre med det? Bliver i tvivl om, hun var nået derhen helt af sig selv, men lader alligevel stoltheden ramme mig. Hoptimist er jeg, jeg håber og vælger at tro, at et års intensiv samfundsfag alligevel har haft sin rolle at spille.

Så er det tid til Signe, Signe der for mig repræsenterer både mig selv og alle andre piger, der har bøflet med en spiseforstyrrelse. Hun lægger ud med en plan. Herefter følger teori, empiri, statistik og det ene velargumenterede argument efter det andet. Jeg har set lyset. Pigernes kontrolprægede forhold til mad kommer til udtryk på mange måder, men udtrykker først og fremmest skamfølelsen forbundet med en oplevelse af manglende selvrealising. Dernæst er det en reaktion på alt det, vi ikke kan styre i dag. For alting flytter sig. Bare ikke jeg, jeg sidder helt stille med en klump i halsen. Huen er i hus, spørgsmål er overflødige og Signe får sit 12-tal.

Jeg går hjem med min cykel. Skal fordøje dagens indtryk. Mit samlede indtryk er, at det nytter det hele, det nytter nemlig, det nytter helt vildt!