Derfor får tosprogede gymnasieelever lavere karakterer

Tosprogede gymnasieelever har haft en særlig hård tid de sidste par år med nedskæringer af lærerkræfter på gymnasierne, og det har du, deres lærer måske også?
Årsagen til, at tosprogede gymnasieelever er ekstra hårdt pressede, med lavere karaktergennemsnit som resultat, er, at de lærer sproget i et andet tempo end modersmålstalende. Det gælder også, selvom de har gået mange år i folkeskole, hvis de ikke har fået den rigtige støtte i faget dansk som andetsprog – et fag, hvis lærerkræfter, der i øvrigt også er blevet sparet på.
Selvom børn generelt lærer sprog hurtigere end voksne, så lærer de ikke nødvendigvis et nyt sprog med hele sprogets kompleksitet, bare fordi de er omgivet af danske børn og danske lærere det meste af en skoledag. Når man er tosproget har man jo netop et fuldt udviklet sprog, nemlig modersmålet, i forvejen. Det nye sprog læres derfor parallelt med det sprog, man allerede mestrer. Alligevel er der ofte forskel i, hvordan man behersker de to forskellige sprog, og forskellene er mere udtalte, jo større forskel der er på sprogene, både lingvistisk og kulturelt. Ofte er modersmålets ordforråd knyttet til familie- og hjemmelivet, mens ordforråd, der har med skole, fritidsliv, samfund og kultur i Danmark at gøre, tilegnes på dansk. Som tosproget kan man altså ikke nødvendigvis oversætte alt fra det ene sprog til det andet, og det er derfor ikke alle, der kan trække på deres samlede sproglige resurser. Træk fra modersmålet vil desuden altid skinne igennem i tilegnelsen af dansk, og hvis ikke eleven i den proces både udfordres og støttes på den rigtige måde – af en lærer, der er uddannet til at undervise i netop tilegnelse af dansk som andetsprog -, så risikerer man, at det nye sprog, nemlig dansk, bliver for utilstrækkeligt til, at eleven kan udtrykke sig nuanceret nok til at kunne præstere i gymnasiet på niveau med etnisk danske elever.
Det er en udfordring, gymnasielærerne bliver overladt til at løse, når de modtager tosprogede elever fra folkeskolen, som reelt ikke har opnået et tilstrækkeligt nuanceret dansk, og som ikke har nok baggrundsviden om Danmark til at kunne klare sig igennem gymnasiet med mere end et i bedste fald middelmådigt resultat. Tosprogede elever kan derfor blive en tung udfordring for alle parter i klassen – en udfordring, som det i første omgang er lærerens opgave at løse, men som hun ikke har nogen mulighed for at kunne honorere, fordi hun ikke er uddannet til det.
At gymnasielærere landet over alligevel gør deres bedste for at løfte opgaven, kan jeg kun have respekt for. Et samarbejde med en lærer i dansk som andetsprog vil imidlertid kunne løse store dele af de problemer, gymnasielærerne står over for. Det kunne være som konsulentbistand efter behov, eller som mere formaliseret vejledning i tilknytning til studievejledningen.

Det er under alle omstændigheder på tide, at både politikere og gymnasieledere tager både lærere, danske og tosprogede elever og ikke mindst integration alvorligt, og sætter ind med kvalificeret vejledning i dansk som andetsprog i gymnasierne. Forhåbentligt vil tosprogede elever fortsat søge gymnasier og andre ungdomsuddannelser i de kommende år, men hvis gymnasier og politikere virkelig ønsker at ændre det faktum, at tosprogede elever klarer sig ringere end etnisk danske elever, så må de handle – f.eks. ved at indføre vejledning for lærere og tosprogede elever i dansk som andetsprog.
Lærerkræfter er der nok af – det er kun et spørgsmål om at tage beslutningen. Udgiften, der er forbundet ved at ændre praksis og indføre vejledning i dansk som andetsprog på gymnasierne, kan måske gå lige op med de udgifter, der er forbundet med frafald af tosprogede elever.

Lise Heidemann Andersen, konsulent i tosprogethed og underviser i dansk som andetsprog