Debat: Fagligheden er - naturligvis - i frit fald i gymnasiet!

Undervisningsministeren repræsenterer ikke gymnasiesektoren og ønsker heller ikke at gøre det. Det er en skam - for os allesammen.

Undervisning er et fælles anliggende - beslutninger kræver brede forlig, solide aftaler og en høj grad af legitimitet, medmindre man finder det vigtigere at ride egne kæpheste; måske er det netop det, der kendetegner vores nuværende minister fra Liberal Alliance?

På gymnasieområdet har det nok været særligt grelt, selv hvis vi for et øjeblik vælger at se bort fra de ødelæggende nedskæringer, som gentages år efter år. Der er op til flere uheldige eksempler. For eksempel blev en årelang udviklingsproces i forbindelse med anvendelsen af digitale hjælpemidler til studentereksamen fjernet med et pennestrøg af ministeren, vel at mærke uden reel inddragelse af undervisere, GL, lederforeningerne eller de faglige foreninger, som repræsenterer gymnasiets forskellige fag. Senest er en ny rigid og virkelighedsfjern fraværsbekendtgørelse blev trukket ned over hovederne på en måbende og helt uforstående sektor.

Ministeren har imidlertid erfaring med at nedsætte håndplukkede arbejdsgrupper - formentlig fordi hun her udenom de officielle interessenter kan sikre sig en opbakning og rygdækning for sine mærkesager. Det skete i forbindelse med implementeringen af den nye gymnasiereform hvor ministeren valgte sine egne folk, som kunne bekræfte hende i de synspunkter, som hun gerne ville have gennemført - sådan så det i hvert fald ud fra sidelinjen, hvilket også dengang medførte kritik. Dette har nu åbenbart vist sig nødvendigt igen. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) kom til ministerens udtalte skuffelse tidligere i år ikke frem til den ønskede konklusion om, at fagligheden i en række læreplaner var i frit fald i gymnasiet. Og derfor har ministeren nu håndplukket et panel: “Rådet for Faglighed i de Gymnasiale Uddannelser” - mon ikke rådet skal agere gummistempel for den i forvejen formulerede konklusion?

Når man ser på listen over de medvirkende i rådet, kunne man imidlertid få den fornemmelse, at ministeren her har valgt at tale med praktikerne og reelt inddraget sektoren, men det er der ingenlunde tale om. Særligt problematisk er det, at de faglige foreninger for gymnasierne ikke er blevet inddraget i arbejdet, dette ville formentlig også have sikret rådet en repræsentation af fag, som er nogenlunde dækkende. I stedet for har udvalget fået en kraftig slagside, så de fag der skal undersøges, til dels slet ikke er repræsenteret. Og hvorfor har ministeren ikke henvendt sig til gymnasielærernes fagforening, der organiserer over 90 % af lærerne? Det ville have givet rådet repræsentativitet og større legitimitet.

For godt nok der sidder der faktisk to medlemmer i rådet, som er med i GL’s hovedbestyrelse (og heraf er den ene nuværende næstformand i GL), men de har begge valgt ikke at repræsentere GL i ministerens råd. Det er ærgerligt; hvor ville det være stærkt, om GL kunne få en strategisk placering i et sådant råd. Men måske var det en betingelse for optagelse i rådet, at man ikke repræsenterede en fagforening? Hvis dette er tilfældet, burde man vel som hovedbestyrelsesmedlem takke nej!

Selvfølgelig skal man som minister sætte en politisk dagsorden. Og faktisk er det også lykkedes Merete Riisager i sin tid som minister at sætte nye, kvalificerende og brede dagsordener eksempelvis i forbindelse med faglighed og målstyring i Folkeskolen og almendannelse på gymnasieområdet.

Reel inddragelse af sektoren og “den brede aftale” er imidlertid en forudsætning for succes, og dette har ministeren i denne sammenhæng forsømt. Vi ved, at ministeren ikke genopstiller til næste valg, vi kan håbe, at rådet opløses i samme forbindelse, så der derefter kan blive etableret et godt og repræsentativt samarbejde om faglighed i gymnasiet: det fortjener sektoren.

På vegne af Liste 3 i GL, Burkhard Sievers, Peter Hall og Anders Frikke