Artikel
Corona-studenter scorer højere snit end årgangene før
studenter

Corona-studenter scorer højere snit end årgangene før

Nedlukninger og virtuel undervisning er ikke gået ud over studenternes karakterer. Tværtimod. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har mistet noget, siger uddannelsesforsker.

Landets 3.g’ere behøver ikke at være bekymrede for sommerens eksamener, selvom de har været hårdt ramt af nedlukning og virtuel undervisning på grund af corona.

I hvert fald ikke, hvis de kigger på de karaktergennemsnit, som de to første ’corona-årgange’ i 2020 og 2021 i gennemsnit har fået. 

I 2021 steg de gennemsnitlige eksamensresultater for studenter på stx, hhx og htx med 0,1 karakterpoint i forhold til året før, mens der var status quo på hf. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Dermed er udviklingen fra 2019 til 2020 fortsat. Her steg studenterne på stx, hhx og hf gennemsnitligt 0,2 karakterpoint, mens htx-studenterne steg 0,1 karakterpoint.

”Det er positivt, at de to årgange ikke står med dårligere karakterer på grund af corona. Karaktererne betyder meget for deres muligheder for at læse videre,” siger Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolerne Lærerforening (GL).

Bedømt på et andet grundlag
Den lille stigning skyldes flere faktorer, mener han.

”Eleverne er blevet bedømt på et andet grundlag end normalt. De var til færre eksamener, og der var mulighed for at lave lokale justeringer og udelade emner i eksamensspørgsmålene,” siger Tomas Kepler.

Han nævner også, at Børne- og Undervisningsministeriet i foråret 2020 ændrede vejledningen for, hvordan de afsluttende årskarakterer skulle uddeles efter en periode med nødundervisning. Her blev det slået fast, at lærerne også skulle medtage elevens faglige præstationer fra den almindelige undervisning, inden nødundervisningen trådte i kraft.

”Der er ingen grund til at tro andet, end at de ting har været væsentlige faktorer,” siger Tomas Kepler.

Har man vaklet mellem 4 eller 7, har mange nok valgt 7-tallet.

Tomas Kepler, formand
Gymnasieskolernes Lærerforening

3.g’erne var til henholdsvis tre og fire eksamener i 2020 og 2021. Normalt skal de til syv-otte eksamener. I de fag, hvor eksamen blev aflyst, fik de overført deres årskarakter som eksamenskarakter.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet gives der generelt lidt højere årskarakterer end eksamenskarakterer på stx, hhx og htx.

Tomas Kepler er ikke i tvivl om, at mange gymnasielærere har ”ladet tvivlen komme eleverne til gode”.

”Grundindstillingen hos mange lærere har været, at det her ikke skal gå ud over eleverne. Har man vaklet mellem 4 eller 7, har mange nok valgt 7-tallet i lidt højere grad end normalt,” siger han.

Lærere har knoklet
Professor Ane Qvortrup er leder af Center for Gymnasieforskning på Syddansk Universitet (SDU) og har stået i spidsen for en undersøgelse af elevernes og lærernes opfattelse af den virtuelle undervisning under nedlukningerne.

Hun mener, at de to corona-årganges karaktergennemsnit viser, at lærerne har knoklet for at levere virtuel undervisning af høj kvalitet – og er lykkedes med det.

”Lærerne har følt et kæmpestort ansvar for at få eleverne fagligt godt igennem. I vores undersøgelse er det meget tydeligt, at lærerne har prioriteret det, som eleverne har brug for til eksamen. Et stort flertal siger, at de har nået målene i læreplanen,” siger Ane Qvortrup.

I undersøgelsen siger lærerne også, at de har brugt mere tid på deres undervisning end normalt.

Lærerne har prioriteret det, som eleverne har brug for til eksamen.

Ane Qvortrup, professor
Center for Gymnasiesforskning, SDU

Men de pæne karaktergennemsnit er ikke det samme som, at eleverne ikke har mistet noget i den virtuelle undervisning, understreger Ane Qvortrup.  

”Lærerne siger, at de blandt andet har nedprioriteret det tværfaglige samarbejde og de mere undersøgende og dialogiske undervisningsformer. Dels fordi det har været svært online, dels fordi de har haft fokus på eksamen. Også de praktiske øvelser i visse fag har haltet,” fortæller hun.

Bekymrede elever
Elever, lærere og rektorer er lige nu uenige om, hvad der skal ske med sommerens afsluttende eksamener for 3.g’erne.

I Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) vil man have aflyst flere af dem, ligesom det skete for de to seneste årgange. Et borgerforslag stillet af fire 3.g’ere fra Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier foreslår det samme. Det rundede i sidste uge 50.000 underskrifter.

Eleverne er bekymrede for, at de ikke har lært nok i perioderne, hvor de var hjemsendt og fik virtuel undervisning.

Tomas Kepler bakker op om færre eksamener. Hvis eleverne kastede et blik på de seneste to årganges karakterer, burde de ikke være bekymrede, men han forstår godt, at de er det.

”De nuværende 3.g’ere er den årgang, der samlet set har været allerhårdest ramt. Det er underligt, hvis de skal være den årgang, der får færrest lempelser,” siger han.

Karaktererne viser jo, at de seneste to studenterårgange ikke er stillet dårligere.

Henrik Nevers, formand
Danske Gymnasier

Hos Danske Gymnasier, der er stx-og hf-rektorernes forening, ønsker man alle eksamener gennemført som normalt.

Formand Henrik Nevers peger på, at den enkelte skole igen i år kan udelade emner i eksamensspørgsmålene, og at der er vigtig studieforberedelse i at gå til eksamen. Studenternes karaktergennemsnit fra 2020 og 2021 taler også for at gennemføre eksamen normalt, mener han.

”Karaktererne viser jo, at de seneste to studenterårgange ikke er stillet dårligere,” siger han.

Se på det samlede formål
Elevernes bekymring overrasker ikke Ane Qvortrup. I undersøgelsen gav en stor del af eleverne udtryk for det samme. 

Som lærer skal man naturligvis tage elevernes bekymring seriøst, men den skal også have et modspil, så de får et mere realistisk billede af, hvor meget de faktisk har lært, mener hun. 

Hendes anbefaling er, at 3.g’erne ligesom sidste og forrige år skal til eksamen, men at politikerne nøje skal overveje antallet. Lidt færre eksamener end normalt vil give mulighed for ekstra undervisningstid, der kan bruges på de aktiviteter, der er blevet forsømt i nødundervisningen.

”Jeg synes, at man skal have det samlede formål med gymnasiet for øje. Eleverne skal ikke bare ud med et karakterniveau som tidligere årgange, men også have nogle af de studiekompetencer og den almendannelse med, som de er blevet snydt for,” siger Ane Qvortrup.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ønsker ikke at kommentere borgerforslaget eller sommerens eksamener i det hele taget. Ministeriet oplyser, at ”målet er en så normal prøveafvikling som muligt, men vi følger selvfølgelig situationen tæt”.

Studenternes gennemsnitlige karaktersnit

  Stx Hhx Htx Hf
2016 7,4 6,8 7,4 6,1
2017 7,4 6,8 7,5 6,1
2018 7,4 6,8 7,5 6,1
2019 7,4 6,9 7,5 6,1
2020 7,6 7,1 7,6 6,3
2021 7,7 7,2 7,7 6,3

 

Note: Karaktergennemsnittene er inkl. bonusfaktor A. Stx er inkl. toårige stx-studenter, og hhx er inkl. toårige hhx-studenter. Ministeriet har ikke tal for eux-studenterne. 

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Sådan så eksamen ud i 2021

1.g
En mundtlig eksamen.

2.g
En mundtlig eksamen.

3.g
Mundtligt forsvar af SRP/SOP, skriftlig eksamen i dansk og to mundtlige eksamener i studieretningsfag (A- og B-niveau) eller andet A-niveaufag. 

1.hf
To mundtlige eksamener i naturvidenskabelig fagggruppe.

2.hf
Skriftlig eksamen i dansk og tre mundtlige eksamener. 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater