ChatGPT-problematikken: Fjern det skriftlige standpunkt fra karaktergennemsnittet
Hvis jeg havde trukket vejret lidt mere, havde jeg måske kun behøvet at skrive et enkelt indlæg. Beklager. Jeg fik dog en tanke i kølvandet på mit tidligere indlæg, som gør, at jeg skriver igen. Fordi det er løsningsorienteret.
Det er gået op for mig, at problemet i virkeligheden ikke er prøveformen. For der findes redskaber til at håndtere anvendelse af ChatGPT under prøvelignende forhold. Eksamensvagter, exam cookie, internetadgang etc. Pointen her er, at det kan kontrolleres.
Hvad der imidlertid ikke kan kontrolleres, er de forhold eleven skriver under uden for skoletiden, herunder hvorvidt de anvender kunstig intelligens til at besvare en skriftlig opgave, der vil indgå i deres karaktergennemsnit.
Hvis man ovenikøbet forestiller sig, at politikerne foretrækker en løsning, der ikke kræver yderligere ressourcer til gymnasieskolen, end de allerede afsatte (hvordan i alverden skulle man dog kunne få den tanke?), virker det pludseligt som en oplagt løsning at fjerne det skriftlige standpunkt fra elevens endelige karaktergennemsnit.
Det har to fordele. For det første: Det fjerner diskussionen om, hvorvidt anvendelsen af ChatGPT løfter eller svækker elevernes skriftlige kunnen på sigt. De elever, der ved at bruge ChatGPT rent faktisk lærer at blive bedre til at skrive, kan gøre det uden, at de får en unfair fordel over for de elever, der ikke gør det. Omvendt kan man som elev vælge ikke at bruge ChatGPT og træne sig ved at skrive det hele selv i håbet om, at det i sidste ende vil give pote. Uanset hvad man vælger, vil det handle om, hvor godt man besvarer den skriftlige eksamensopgave uden hjælpemidler. Derved sikrer man lige vilkår for eleverne.
Behøver det skriftlige standpunkt virkeligt at indgå i det endelige karaktergennemsnit i disse tider?
For det andet vil eleverne i højere grad blive trænet i at overholde fordybelsestiden. Jeg oplever ofte elever, der ikke præsterer lige så godt til eksamen, som de gør i en almindelig aflevering. Ofte er der tale om elever, der bruger rigtig meget tid på disse afleveringer i karakterjagten. Disse elever vil stadig have mulighed for at træne og dygtiggøre sig i hjemmearbejdet, som de plejer, men behøver ikke længere afholde en minieksamen for sig selv derhjemme i frygten for at fejle i livet. Kommer man med indvendingen, at man ved at fjerne inklusionen af det skriftlige standpunkt også fjerner elevens motivation til at dygtiggøre sig derhjemme, vil jeg modsvare det ved at henvise til HF-uddannelsen, der længe har afholdt skriftlige eksamener, hvor eleverne har trænet sig via afleveringer inden den endelige prøve. Hvis de kan, så kan andre også.
At træne er vigtigt. Derfor mener jeg heller ikke, at skriftligheden og fordybelsestiden skal fjernes fra gymnasiet, men behøver det skriftlige standpunkt virkeligt at indgå i det endelige karaktergennemsnit i disse tider?
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode