Brug “muslingen” i it-klassen
Kan man forvente, at gymnasieelever, når de præsenteres for et digitalt undervisningsmiljø med brug af pc, iPad og smartphones, ved, hvordan de skal opføre sig? Har eleverne ikke lært en ordentlig it-adfærd i folkeskolen, så må vi gymnasielærere træde i karakter og fortælle eleverne, hvordan de skal opføre sig i vores undervisning. Så enkelt er det. Vi lærer dem jo også, hvordan og hvor man søger informationer på nettet, og at de skal oplyse kilderne i de skriftlige opgaver.
Eleverne skal simpelthen have at vide, at man ikke sidder med hovedet i skærmen og læser facebook-opdateringer og sender beskeder til venner og bekendte, når læreren underviser.
Der er kun en person, der har ansvaret for, hvad der foregår i undervisningslokalet, og det er læreren, så tag magten og vis eleverne, hvad du forventer af elevadfærd i dit IT-klasseværelse.
Her kommer en måde at gribe det an på, som jeg har afprøvet med succes i alle mine klasser. Jeg nægter at stå og råbe til mine elever for at få opmærksomhed, så i stedet har jeg indført muslingen, som kort beskrevet er et signalord til eleverne om at lukke deres pc-låg ned og kikke op, så jeg har deres fulde opmærksomhed. Kan de ikke selv finde ud af at lukke pc-låget, går jeg stille og roligt rundt og giver en hjælpende hånd. Når jeg er færdig med at tale, giver jeg tegn til dem om, at de nu kan åbne pc-låget. Denne lille øvelse, som det stærkt kan anbefales, at man hurtigt lærer nye elever, er forbløffende effektiv og bruges også af elever, der står ved tavlen, når de skal præsentere noget for klassekammeraterne.
Det virker i øvrigt stærkt adfærdsregulerende, når elever beder kammerater lukke pc-låget.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode