Vel inde i det nye skoleår er det tid til at give elevernes fordeling i klassen et tjek: hvem har sat sig hvor?

Ham, der trykker huen godt ned, har nok sat sig på bagerste række. Elever med 12-taller i øjnene har nok sat sig på forreste. En flok veninder m/k har nok sat sig sammen og lyder nu som en hel bisværm med deres summen, fnisen og hvisken.

Og så har pigerne med tørklæde nok sat sig sammen, araberne har nok sat sig sammen, og på oplandsgymnasier har drengene fra landet helt sikkert sat sig sammen. Eleverne sætter sig typisk sammen med andre, som de umiddelbart oplever et fællesskab med.

Fint nok, og det er vel for hulen ikke noget, læreren skal blande sig i – eller hvad?

Gymnasiet er som almendannende institution det helt rette sted at udfordre elevernes fællesskabsfølelser og gruppetilhørsforhold. Man kunne meget vel starte den første time med en skriftlig refleksionsøvelse: Hvorfor har du egentligt sat dig, hvor du har?

Jeg er blevet meget inspireret af lærere, som beder nye klasser om at sætte sig i alfabetisk rækkefølge. Så er det nemlig let for læreren at lære alle elevernes navne og føre fravær: Ahmed, Anne, Beate, Christoffer osv. Samtidig kan det medføre en gavnlig udvidelse af fællesskabet: fra den lille gruppe (vi arabere, os fra landet, fodbolddrengene osv.) til klassefællesskabet: vi i 1.B.

Den alfabetiske placering betyder, at vi får blandet eleverne både fagligt og socialt, hvilket ofte giver eleverne flere chancer for at deltage og lære. Fraværet af veninderne kan give mere fokus på undervisningen, og det der med at give op på forhånd på bagerste række mindskes, når man i stedet sidder ved siden af klassens søde pige eller ham, der altid får 12.

Det kan da godt være, at venindegrupperne og øvrige grupper stadig holder tæt sammen i frikvarterer og uden for skolen. Så meget vigtigere er det vel også at udfordre netop de gruppetilhørsforhold i undervisningen: Måske oplever Khaled, at han har en masse tilfælles med Kristoffer, som han begynder at ses med. Og Mikkel fra landet får en perspektivudvidelse ved at sidde mellem Malene og Miriam, og han får tilmed også en legal grund til at snakke med pigerne. Det er da ikke det værste, vi kan gøre for ham.

”Men,” siger nogle lærere til mig, ”de dygtige elever VIL ikke sidde på bagerste række.” Rigtigt nok, det gør de ofte ikke frivilligt. Det er da tankevækkende, ikke?