Begrebet ”curlingbørn” giver forfejlet opfattelse af unge

Verden har stået på den anden ende her til morgen. Ungerne var ikke tilfredse med, at mor skulle på arbejde, og derfor blev jeg også lidt forsinket. Lidt forhutlet åbner jeg derfor døren til klasseværelset og vælter ind foran tavlen, hvor jeg kaster min taske på en stol. Retter lidt på tøjet og kigger op. Altså, jeg er ikke for sent på den, har bare ikke haft tid til at sunde mig og lægge mit ansigt i de rette folder. Får øje på Trine, der kaster blikket ned og væk. Står lidt og kigger imens klassen finder sin ro. Der sidder en håndfuld oplagte elever lidt til venstre i første række. Resten har travlt med at holde masken.

Vi går i gang, og eleverne er godt med. Jeg er faktisk lidt overrasket, for jeg ved godt, at halvdelen tumler. Tumler med meget. Får mindelser om mig selv som teenager, men kommer i tanke om at mine problemer den gang var, hvad jeg anser som bagatel-agtige teenage problemer. Kan han også li’ mig, og hvordan kommer jeg i snak med ham? Hvordan ser jeg ud i den her bluse, og burde jeg tabe mig et par kilo? Den slags. Bagateller.

Her sidder Louise, hvis søster døde i efterårsferien. Nina som for tiden bor hos sin tante. Jakob hvis vægt nu er under 50 kg. Trine med blikket, der flakker og de røde pletter på halsen. Sara, hvis sætninger hverken har hoved eller hale. Mads, der aldrig smiler og endelig Rebecca, Rebecca til 12. Rebecca, der altid er velforberedt, iklædt det helt rigtige tøj og lidt streng ved de andre. Rebecca, der nyder kvalitetstid med sin far hver anden søndag og via skype.

Dagens lektion handler om magt, magt i små og store sammenhænge. Symbolsk magt, diskursiv magt og kulturel magt. En ting er sikkert, det er mig magtpålæggende at fortælle deres historie. De unge. Og ja, Johan har det sgu nemt, for nemt. Men hvad med de andre? Mine øjne og mit hjerte fæstner sig ved Rebecca. Det er ikke til at se det, endnu. Men det kommer, og jeg ved det. Jeg kan mærke det. Det er den maske, der aldrig krakelerer, den maske, som dækker over noget. Det er sorg, ensomhed, utryghed og mangel. Og nej det er ikke kompetencer, Rebecca mangler. Slet ikke. Faktisk bruger hun alle sine vågne timer på at blive så fucking kompetent. Men det er klart, at der er et mismatch her. Man burde vel egentlig være glad og fri, hvis man både er smuk, velklædt og fucking kompetent?

De ved ikke, hvad de skal, de ved ikke, hvad de vil og mange, alt for mange, har svært ved at mærke sig selv. Min fornemmelse er, at de sejler rundt på et stort hav og søger efter et fyrtårn. Noget, de kan holde fast i og sigte mod. Voksne, der giver dem en tryg base og tør give retning. Voksne med tid, tid til kærlighed og nærvær. Voksne, der kan mærke sig selv. Men de voksne, de har for travlt og nej, de kan ikke mærke sig selv. De tæsker derud af, og de ved heller ikke, hvad der pludselig er sket med deres teenagebørn. Det siges jo, at der sker noget, når man bliver teenager. Det er noget med, at man tager et slags teenage-opgør med sine forældre. Så det er nok ok, at forbindelsen er mere end flimret for øjeblikket.

Jeg står i afmagt og tænker alle disse tanker og ved instinktivt, at de fleste af mine elever overhovedet ikke har brug for afstand til deres forældre. Begrebet curlingbørn virker absurd. Jo, måske Johan. Men hvad med de andre 29 elever i klassen?