Mads Pedersen, konstitueret rektor på Virum Gymnasium, er ikke i tvivl: Elevers sociale baggrund har betydning for en skoles frafald og karakterniveau.
Derfor medgiver han også, at gymnasiet nord for København på det punkt er privilegeret. Mange af eleverne har forældre med et højt uddannelsesniveau og gode job. De kommer fra hjem med bøger i reolen og diskussioner om samfundsforhold over middagsmaden. Og kun syv procent af dem falder fra på vejen fra 1.g mod studenterhuen.
”Selvfølgelig har det betydning, om forældrene er opmærksomme på deres børns skolegang og kan hjælpe dem fagligt,” siger Mads Pedersen.
Færre penge
Når regeringens planer om et socialt taxameter bliver en realitet, vil Virum Gymnasium efter alt at dømme blive en af de skoler, der får færre penge. Den nye taxameterordning vil nemlig ikke tilføre flere ressourcer, men omfordele de eksisterende midler mellem skolerne. Skal gymnasier med en stor andel gymnasiefremmede elever have flere penge, skal andre have færre.
På Virum Gymnasium erkender man, at gymnasier med en del elever fra uddannelsesfremmede hjem har en stor opgave at løfte og har brug for flere ressourcer.
”Jeg har al mulig forståelse for, at nogle gymnasier har det svært. Mange steder kæmper man med et stort frafald. De skoler har brug for at kunne gøre noget ekstra,” siger Mads Pedersen.
Ikke gratis
Men han har svært ved at se det rimelige i, at Virum Gymnasium og andre skoler derfor skal have færre penge.
”Vi har også brug for vores ressourcer. Vi ved godt, at vi ligger i et område, hvor forældrenes uddannelsesbaggrund er over landsgennemsnittet. Men vores elever har også problemer. Vi har blandt andet elever med selvværdsproblemer, problemer i familien og depressioner,” siger Mads Pedersen, der understreger, at skolen også har elever, der har det svært fagligt.
Ifølge Mads Pedersen bruger skolen rigtig mange ressourcer på vejledning, lektieværksteder, psykologordning og tolærerordninger til store klasser og valghold.
”Vi kører ikke med et stort overskud. Alle de her tiltag er ikke gratis, men vi gør det, fordi vi mener, det er nødvendigt. Og det er i høj grad årsagen til vores meget lave frafald. Det skyldes ikke kun forældrenes uddannelsesbaggrund,” siger Mads Pedersen.
ANTAL ELEVER: 1.060
KOMMUNE: Lyngby-Tårbæk
Kun en enkelt elev er faldet fra, så i dag er der 31 elever i 3.b på Virum Gymnasium. Mange af dem har veluddannede forældre. Civilingeniør, folkeskolelærer, laborant, universitetslektor … Eleverne mener, at det helt sikkert er en del af forklaringen på det lave frafald. ”Mange har mulighed for at hente rigtig meget hjælp,” siger 18-årige Rasmus Christensen. Men det er ikke kun forældrenes faglige kunnen, der har betydning. Det handler også meget om den holdning, der er i hjemmet. ”Mine forældre interesserer sig for det, jeg laver i skolen. De bliver skuffede, hvis jeg ikke laver mine lektier,” siger 19-årige Olivia Heinrich.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode