Tekst_
Tina Rasmussen
Man kan ikke forebygge stress på gymnasierne, så længe lærerne forsøger at tackle problemet alene og i det skjulte, siger stressforsker Tanja Kirkegaard. Der er brug for kollektive løsninger.
Fokus: Stress
Alvorlig stress rammer Fortsat mange lærere. Nogle Bliver syge af det. Åbenhed og kollektive løsninger er afgørende, hvis der skal ske ændringer, lyder det fra eksperter. Tillid til ledelsen er også vigtigt, fortæller tidligere stressramt lærer.
Fokus: Stress
Alvorlig stress rammer Fortsat mange lærere. Nogle Bliver syge af det. Åbenhed og kollektive løsninger er afgørende, hvis der skal ske ændringer, lyder det fra eksperter. Tillid til ledelsen er også vigtigt, fortæller tidligere stressramt lærer.
Det er et alvorligt problem, hvis man som medarbejder ikke taler højt om arbejdspres og stress på sin arbejdsplads, men i stedet forsøger at tackle det selv.
Det mener stressforsker og cand.psych. Tanja Kirkegaard fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.
”Det er et problem, hvis man bare tilpasser sig og arbejder videre. Det er ikke den enkelte medarbejders opgave at håndtere stress,” siger hun.
Flere undersøgelser har vist, at en stor del af gymnasielærerne netop tackler arbejdspres ved at benytte sig af individuelle overlevelsesstrategier. For eksempel springer nogle over pauserne og arbejder til langt ud på aftenen, andre forsøger at gøre sig mere ligeglade og skruer ned for ambitionerne.
Fra sin forskning ved Tanja Kirkegaard, at det er typiske reaktioner for specielt vidensarbejdere, der er pressede på deres job – næsten uanset branche.
”Det er også typisk, at man forsøger at arbejde hurtigere, planlægger sin tid minutiøst og isolerer sig,” fortæller hun.
Måske kan det løse problemet nu og her, men på den lange bane er det ifølge Tanja Kirkegaard uholdbart. Hun mener, at alle individuelle strategier er bekymrende, hvis de står alene, fordi arbejdspresset bliver den enkelte medarbejders problem og ikke arbejdspladsens problem. Ofte tyr medarbejderne nemlig til strategierne i det skjulte og siger ikke noget til hverken kolleger eller ledelsen.
Man kan ikke komme et problem til livs, når det bliver holdt hemmeligt.
Som lærer bruger man for eksempel mere tid på forberedelsen, end ens leder ved, og man bliver på skolen efter arbejde for at snakke med en elev, der har private problemer.
Der kan være flere grunde til, at man ikke taler åbent om det pres, man oplever. På nogle arbejdspladser kan der for eksempel være en ’her arbejder vi os bare ud af problemerne-kultur’, påpeger Tanja Kirkegaard.
”Det er der tit de steder, hvor arbejdsformen er meget individuel. Det gælder for gymnasierne. Lærerne er vant til at klare tingene selv og glemmer helt, at der faktisk er nogle, der kan hjælpe dem.”
Øger presset på alle
Mange medarbejdere bebrejder sig selv, når de ikke kan leve op til deres egne faglige krav, fortæller Tanja Kirkegaard.
”Mange vender det indad. Det bliver enormt skamfuldt, at man ikke kan klare arbejdet, når ens kolleger tilsyneladende godt kan. Det er let at føle sig uduelig og tænke ’det er mig, der er for langsom’, eller ’det er mig, der ikke er dygtig nok’.”
”Man glemmer, at der er nogle fælles vilkår, og når man ikke får talt om det i fællesskab, så lever de individuelle strategier videre. Det samme gør opfattelsen af, at man er den eneste, der ikke kan klare det,” siger hun.
Det er ikke kun en uholdbar løsning for den enkelte lærer, men for skolen som helhed, fastslår Tanja Kirkegaard.
Der er så meget lindring i at kunne genkende sig selv i andre.
Hun er ved at afslutte et projekt for Dansk Magisterforening, som netop handler om arbejdsfællesskaber samt individuelle og kollektive måder at tackle arbejdspres på.
De individuelle løsninger øger belastningen for den enkelte lærer, men faktisk også arbejdspresset på hele lærerkollegiet, og lærere og ledelse får ikke den dialog, der måske kunne have ført til ændringer, understreger hun.
”Det kan blive en meget ond spiral. Man kan ikke komme et problem til livs, når det bliver holdt hemmeligt,” siger Tanja Kirkegaard, der har holdt oplæg om stress på en række gymnasier.
Åbenhed er første skridt
Alternativet er at finde kollektive løsninger på arbejdspresset. Ifølge Tanja Kirkegaard er det afgørende, hvis man vil forebygge arbejdsrelateret stress. Første skridt er, at lærere og ledelse ude på den enkelte skole i fællesskab kan tale åbent om arbejdspres, hvordan man kan lave god undervisning med de rammer, der nu engang er, om der er nogle belastninger, som mange lærere oplever og hvordan man løser dem i fællesskab.
”Pludselig er man ikke alene med problemet. Der er så meget lindring i at kunne genkende sig selv i andre,” lyder det fra stressforskeren.
Det er ledelsens opgave, at man får taget de snakke, pointerer hun.
”Hvad er det, der presser os? Hvordan kan vi i fællesskab mindske presset? Er der noget, vi ikke taler om? Det er den slags, man er nødt til at få talt om,” siger Tanja Kirkegaard.
Hun anbefaler, at ledelsen sætter lærerkollegiet til at komme med konkrete løsninger på, hvordan man kan mindske presset i hverdagen.
”Det er lærerne, der kender deres arbejde bedst, og dem, der bedst kan komme med løsningerne. Men lærere er også vidt forskellige. Der er ikke et ’onesize fits all’, men man kan lave et fælles idékatalog, som de forskellige team og faggrupper kan diskutere og bruge af.”
Og så er det selvfølgelig også et must, at det ikke kun bliver ved snakken, påpeger Tanja Kirkegaard.
”Det afgørende er, at der er en ledelse, der indgår i dialogen og hjælper med at finde løsninger,” siger hun.
Artikelserien er slut
Her slutter temaet om stress.
Relaterede artikler
Copyright Gymnasieskolen 2025
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode