Spurgt

Pludselig var der generativ AI over det hele. Særligt ChatGPT, som for en del elever er ved at møffe Google til side. Det giver selvfølgelig anledning til overvejelser. For mit eget vedkommende foresvæver en forskydning i den gode gamle kommunikationsmodel. Fra at have lagt vægt på budskab og modtager må vi øge interessen for afsenderinstansen.

Men tillad mig at starte et andet sted: Jeg spiller som så mange andre guitar i min fritid. Jeg er ikke særlig god til det, så er der egentlig nogen grund til det? Har det nogen værdi? Kigger jeg mig omkring til koncerter eller på Youtube, er det tydeligt, at andre tager sig bedre af guitarspillet. Svaret er selvfølgelig ja, det har en værdi, ikke mindst for mig selv og mine venner, som hygger sig med guitarspillet.

Analogien til generativ AI er, at nogen – eller rettere noget – nu skriver bedre end mig. Er der så egentlig nogen grund til, at jeg skal gøre det? Er der nogen grund til, at jeg som elev skal prøve at lære det? I et øjeblik af hårrejsende selvransagelse må læreren konstatere: Næh. Det, eleven skriver, ligger som regel et sted mellem dårligt og middelmådigt. Hvor mange tekster bliver der ikke mere eller mindre møjsommeligt skrevet, som blot får et strejf af opmærksomhed fra den lærer, der er betalt for at give det? Skulle teksterne stå på egne ben ude i mediemarkedet, ville det se sort ud. Som hvis jeg skulle leve af at spille guitar.

Men altså, kommunikationsmodellen, gode folk som Laswell og Jakobson, beskriver de grundlæggende elementer i menneskelig kommunikation. Fra afsenderen går budskabet via mediet til modtageren, og forhåbentlig går det rent ind. Det kræver, at budskabet er velformet, så retstavning må være i orden, og virkemidler beherskes. I timerne bruger vi også tid og kræfter på at lære fagbegreber til at analysere og på at få overblik over litteraturhistorien og dens centrale skikkelser. Er det bare mig, eller har vi efter bedste nykritiske metode primært fokus på teksterne og så deres virkning på modtageren?

Generativ AI er på mange måder en såkaldt gamechanger, mange ting er oppe i luften. Kommunikationsmodellen behøver ikke at være en af dem. Den er stadig anvendelig i vores tilgang til undervisningen, men vægtningen skal måske justeres. Vi er vant til at have opmærksomheden rettet mod noget, teksten, budskabet, modtageren. Det bliver iklædt billedsprog fra optikken, som når man fokuserer på noget, ser det i forskellige perspektiver og betragter det på kort og langt sigt. Men opmærksomheden udgår også fra noget, fra afsenderen.

Som nissen hos spækhøkeren
I det, der med rette bliver beskrevet som opmærksomhedsøkonomien, er der rift om den knappe ressource, som vores opmærksomhed udgør. Engang var information kostelig og svært tilgængelig, men siden telegrafen ophævede sammenhængen mellem transport og kommunikation, er det kun gået én vej. Nu oversvømmes vi af den, og med generativ AI vil højvandet forme sig som en grumset tsunami, som man risikerer at drukne i. Er man i tvivl, kan man kaste et blik på eleven, der adspredt sidder med sin telefon og swiper på Tiktok. Overskuelige og appellerende informationsbidder – i en uendelighed.

I H.C. Andersens eventyr Nissen hos spækhøkeren låner den lille nisse på forunderlig vis madammens mundlæder. På sin vis virker det gamle eventyr påfaldende moderne med det løsrevne snakketøj, som nissen kan låne ud til både det ene og det andet, der så ellers kan buldre løs. Som bekendt er det ofte de tomme tønder, der buldrer mest. Der er ikke noget relevans kriterium, hverken for mundlæderet eller dem, der må lægge øren til. Er ChatGPT ikke som madammens mundlæder?

De unge er begyndt at sige ‘spurgt’. Det er ungdomsjargon og betyder noget i retning af: ‘Hvem har spurgt dig?’ Det er en måde at sige, at man faktisk er ret ligeglad med det, der bliver fortalt. Det kan man se som en rimelig forsvarsmekanisme mod madammens mundlæder, eller hvad vi nu skal kalde den forvikling af elementer, der oversvømmer dem med fragmenteret og irrelevant information. Når nogen siger ‘flood the zone’, så må man prøve at få sit på det tørre. Men hvad efterspørger de unge så? Er det relevans eller underholdning?

Mediet former budskabet
Neil Postmans bog, nyligt oversat til dansk, har den sigende titel: Vi morer os ihjel. Selvom bogen er skrevet i 1980’erne, har den aktuelle pointer. Postman forholdt sig til fjernsynets massive påvirkning af den offentlige samtale. Fjernsynet afstedkommer den tredje store krise inden for vestlig uddannelse; den første var, da Athen gik fra mundtlig til skriftlig kultur, den anden, da vi i 1500-tallets Europa gennemgik en radikal transformation som følge af trykpressen. For at forstå fjernsynets påvirkning skriver Postman, at vi må læse Marshall McLuhan. McLuhan er kendt for aforismen: Mediet er budskabet.

Pointen er epistemologisk: Mediet former budskabet; mediet er en erkendelsesform, vejen til budskabet går via mediet, og dermed er mediet med dets form definerende.

Når vi, eller rettere Postman, taler om fjernsynet, så går hans kritik i første omgang på, at vi typisk ikke forholder os til mediets indflydelse. Han er mildt sagt skeptisk over for den måde, som fjernsynet fremstiller information på, nemlig primært som underholdning. Jeg antager, at han ville blive forfærdet over det aktuelle medielandskab, selvom det bekræfter hans antagelser. Reception og organisering af information er blevet et glitrende konfettirørsskud. Lad os antage, at generativ AI blandt andet fungerer som et medie, som et formende og formidlende led mellem afsender og modtager, hvad karakteriserer så dette medie?

Et bud er, at det almene karakteriserer generativ AI som medie. Man prompter, og på baggrund af den kollektive mangfoldighed af data, som AI mere eller mindre retmæssigt har trænet på, bliver svaret udformet. Svaret er specifikt, javel. I forvejen har vi vænnet os til at få vores information kurateret af algoritmer i informationsbobler og ekkokamre, men paradoksalt nok er det specifikke svar fra ChatGPT så alment som et ordbogsopslag. Afsenderinstansen som teknik er effektiv, men upersonlig. Teknikken kan svare på lærerens spørgsmål, men kan den sætte ord på mine følelser? Står man som elev ikke fremmedgjort med det svar, der ikke er kommet ud af en selv, men ud af en uoverskuelig, kollektiv datamængde?

Hjælp til at rense filteret
Uddannelse skal ikke først og fremmest underholde for at legitimere sig. Der er underholdning nok derude, rigeligt, men inden for skolens rammer bør vi tilstræbe en meningsfuld relevans for eleven, der nok er forvænt med morskab og underholdning, men som stadig gerne vil have en meningsfuld tilværelse og ikke leve i fremmedgjort distance.

Det, vi som skole bør tilbyde dem, er at få renset det filter, ‘spurgt?-filteret’, de nok så oplagt har fået installeret. Der er gode grunde til, at de ikke tager hvad som helst til sig og kan virke blaserte. Vi må hjælpe med at forstå og rense filteret, så det kan lukke for det adspredende og irrelevante og åbne for det modsatte, det specifikt personlige og genuint meningsfulde, der vel at mærke ikke står i modsætning til at være forbundet med andre. I samspillet med de andre og verden lærer man sig selv at kende.

Det kræver måske nok, at vi går på kompromis med den nykritiske metode, hvis vi interesserer os for teksternes afsender. Det kræver en sær besindelse at vende interessen fra den alment korrekte form til det specifikt udtrykte indhold fra en afsender af kød og blod, holdninger og følelser. Sært fremmedartede discipliner som intuition, hukommelse, krop, fænomenologi og eksistentialisme må måske tages i betragtning, når vi vender os mod tekstens afsender og det delvist førsproglige. En poetik a la Per Højholts, der blot betragter sproget som materiale, vil være svær at opretholde. Til gengæld kan vi svare eleven på, hvorfor hun selv skal skrive og ikke bare lade ChatGPT om det. Generativ AI kan måske nok være en formuleringsmakker, men hun vil gerne selv stå som egentlig afsender. Måske vil hun også få appetit på at læse de gamle mestre og se, hvordan de greb det an. Hun vil ikke bare låne madammens mundlæder, hun vil smøre sit eget.

Medskabende borgere
Det er svært at se for sig, at intuitionsevne bliver et kriterium til eksamen, men for eksempel i skriftlig dansk har vi et krav om at argumentere for sin egen holdning i den debatterende stilgenre. Når man på den måde søger at overbevise andre, indgår man i den demokratiske proces. Man dannes til at indgå i den samfundsmodel, som vi skatter så højt.

At forholde sig til verden og til tekster med bevidsthed om afsender ligger dog også ud over det politiske. Det ville være særligt stygt, hvis vi som embedsmænd belærende skulle bestemme, hvad eleverne skal tænke, men vi kan godt forlange, at de som en del af deres uddannelse lærer at tænke. Måske har man som elev ikke en stålsat holdning. Alligevel kan man lære at mærke efter, tænke over og formulere det specifikke ved sin væren i verden. Man kan få en fornemmelse af sit personlige standpunkt og evnen til myndigt at sætte sit eget frem blandt andres. Vi skal ikke skabe passive forbrugere af hverken tekster eller nye medier, opmærksomhedsleverandører til tech, men medskabende medborgere.