Artikel
Spredning af stemmer kan blive den enes brød…
Valg kommunal

Spredning af stemmer kan blive den enes brød…

Nye lister og den ene næstformands manglende genopstilling gør det ­kommende valg til GL’s hovedbestyrelse uforudsigeligt og ekstra interessant. Stemmeprocenten kan vise sig mere afgørende end ved seneste valg.

Når der i begyndelsen af marts åbnes for stemmeafgivning til de kommende tre års pladser i GL’s hovedbestyrelse, er der især tre ting, som umiddelbart falder i øjnene i forhold til seneste valg.

For det første er der sket en strukturel ændring, så valgperioden fremover følger skoleåret. Det skal gøre tingene administrativt lettere i forhold til blandt andet medlemmernes frikøb fra det daglige virke som gymnasielærer.

For det andet er der denne gang hele fem lister at vælge imellem, i hvert fald i skrivende stund hvor der endnu er nogle dage til deadline for opstilling.

Liste 4, der også stillede op sidste gang – uden at være i nærheden af at komme ind – er på banen igen. Helt ny er derimod Liste 5, om end ­ikke helt ukendt, idet listen, der også er kendt som Hhx-, htx- og eux-­listen, igennem de sidste par år har huseret i kulissen og forlængst bebudet sit kandidatur.

Listen har indtil nu været personificeret af først og fremmest Jesper Breining fra College 360 i Silkeborg og kollega Dan Uhrenfeldt samt ­Gitte Husted Madsen fra NEXT Sukker­toppen. De har flere gange skabt debat, senest på efterårets repræsentantskabsmøde, og er blevet beskyldt for at promovere en uhensigts­mæssig splittelsesdagsorden i foreningen og i øvrigt at ville forringe forholdene for hovedparten af medlemmerne med ønsket om en fælles overenskomst. Som Liste 5’s navn da også antyder – de må ganske vist ikke formelt hedde det til hovedbestyrelses­valget, hvor listerne kun har numre – er den helt specifikke dagsorden de erhvervsgymnasiale medlemmers forhold. Målet er således at afslutte den forskelsbehandling, som mange medlemmer på erhvervsgymnasierne ifølge Jesper Breining oplever.

Der er en utilfredshed med GL og en følelse af, at der ikke rigtig gøres noget for os.

Jesper Breining, kandidat
Liste 5

”Der er en utilfredshed med GL og en følelse af, at der ikke rigtig gøres noget for os. Vi kan se, at vi ­mister medlemmer i vores sektor. Det er det, vi forsøger at gøre noget ved,” siger han.

Liste 5 ønsker en langt mere aggressiv og proaktiv tilgang for at ­løse problemerne og mener selv, at de allerede i de seneste år har været med til at få sat nogle ting på GL-dags­ordenen, for eksempel et styrket ­fokus på spørgsmålet om den alt for lille udmøntning af lokalløn på erhvervsgymnasierne.

Jesper Breining – som i øvrigt også stillede op ved seneste valg, dengang for Liste 3 – anerkender, at den nuværende formand, Tomas Kepler, har været dygtig til at tage problemstillingerne op, ligesom htx-lærer Anne Sophie Huus Pedersen er formand for GL’s overenskomstudvalg. Og Liste 5 har såmænd også allerede et godt samarbejde med forskellige aktører som eksempelvis Områdebestyrelsen for erhvervsgymnasier, hvor Jesper Breining er nyvalgt medlem. Men hvis der allerede er opnået betydende resultater, og GL åbenlyst har taget problemerne og ønskerne alvorligt med diverse krav, projekter og undersøgelser, hvorfor så egentlig en ny liste og spredning af stemmer i stedet for at stille op på en eksisterende liste?

”Der er reelle forskelle på ­visse områder. Vi er skuffede over, at hoved­bestyrelsen ikke har fremsat ambitiøse forslag til at løse udfordringerne på erhvervsgymnasierne. Men de ­andre lister er bundet af andre interesser,” svarer Jesper Breining.

Nogle vil måske sige, at de andre jo netop kæmper for hele medlemsbasen og de mange fælles problemstillinger og ikke kun for en minoritet. Og at det kan skabe splittelse. Har de en sag?

”Jeg ved godt, der er en frygt for splittelse. Men jeg kan ikke se, hvorfor det skulle splitte, at vi kæmper for at løse problemer, alle kan se eksisterer.”

Hvordan hænger det sammen med overenskomstspørgsmålet? Det har jo i mange år været arbejdsgiversidens våde drøm at få skovlen under GL-overenskomsten og få alle på den fælles AC-overenskomst.

”Det er ikke vores altoverskyggende mål at komme af med GL-overenskomsten. Nogle mener, det er en fordel at have denne egen platform, men vi siger bare, at det er vi ikke sikre på. Vi mener derimod, den giver et forhandlingspotentiale. Der er en risiko i enhver forhandling. Det, vi først og fremmest ønsker, er, at alle gymnasielærere har ens vilkår.”

Svært for nye lister
GL-formand Tomas Kepler er enig i, at der er nogle særlige udfordringer på blandt andet det erhvervsgymnasiale område, og det er da også en af de ting, han og Liste 1 går til valg på at løse.

Jeg tror på, at problemerne ­løses bedst i et tæt, troværdigt samarbejde.

Tomas Kepler, formand
GL

”Det er altid glædeligt, at der er medlemmer, der vil deltage i den demokratiske proces, og det er selvsagt vigtigt, at der ses med kritiske øjne på GL’s indsats, så man ikke risikerer at forsumpe i selvtilfredshed,” svarer Tomas Kepler direkte adspurgt om ­Liste 5’s kandidatur – dog med den tilføjelse, at man jo ikke er vant til lister, der kun repræsenterer enkelte skoleformer.

”Jeg tror på, at problemerne ­løses bedst i et tæt, troværdigt samarbejde. Også internt i GL, hvor skole­former ikke må blive til frontlinjer. Det er en linje, som, vil jeg mene, ­både har nydt stor opbakning og skabt resultater i den seneste periode, og som jeg gerne vil fortsætte. Vi på Liste 1 vil være kendt for at stå for klassiske fagforeningsdyder som kollektive aftaler, medlemsinddragelse, et solidarisk spor over for den voksende individualitet i samfundet. Det er en kerne i vores værdisæt, sådan som vi definerer det uafhængigt af andre listers ønsker og værdier.”

Anders Bærholm Frikke fra ­Liste 3 er den ene af de to nuværende næstformænd og havde som tidligere nævnt Jesper Breining med på listen ved sidste valg. På den baggrund er Anders Frikke ikke så bekymret for samarbejdet i hovedbestyrelsen, hvis Liste 5 skulle komme ind. Dog, synes han, har den nye liste et noget ensidigt fokus, al den stund at erhvervsgymnasielærernes grundløn (de centralt bestemte fagtillæg undtaget) på AC-overenskomsten er højere end de almengymnasiales på GL-overenskomsten.

”Problemet er jo dybest set udmøntningen af lokallønnen. Og så er der en række udfordringer med hensyn til rammer, ressourcer og arbejdsmiljø, som er fælles for hele sektoren,” siger Anders Bærholm Frikke.

Jesper Breining håber – naturligvis – og forventer, at Liste 5 kan få et mandat ved valget. Man skal naturligvis aldrig sige aldrig i politik, men tager man de analytiske og realistiske briller på, bliver det formentlig ikke helt let, hvis man kigger på det seneste valg. Her var stemmeprocenten 57 – eller hvad der svarer til 7.600 medlemmer. Det vil sige, at de 12 mandater, der er på valg, i gennemsnit har kostet 638 stemmer.

Der er i GL mindre end 3.000 medlemmer på erhvervsgymnasierne (svarende til cirka 17 procent af medlemsmassen) – som må formodes at være der, Liste 5 skal hente ­sine stemmer – hvoraf nogle jo stiller op og tager stemmer på de andre lister. Dermed kan stemmeprocenten gå hen og blive ganske afgørende.

Spørgsmålet bliver for ­eksempel også, om Liste 1 er i stand til at ’samle’ stemmerne op fra nu tidligere listekammerat og hhx-lærer Peter Madsen, som gik på pension sidste år, ­ligesom der er ledige stemmer i spil fra andre, der ikke genopstiller.

Desuden kan det få betydning for det samlede resultat og mandatfordelingen mellem de nuværende lister i hovedbestyrelsen, hvor ­mange stemmer Liste 4 og 5 tager samlet – og ­ikke mindst hvorfra – selvom de ­ikke skulle få stemmer nok til at komme ind.

Farvel til næstformand
Hermed er vi – i forlængelse af de om ikke ligefrem fritsvævende stemmer, så dog usikre af slagsen – ­nået til det i indledningen nævnt tredje iøjnefaldende forhold ved dette års hovedbestyrelsesvalg. Nemlig det faktum, at den anden af de to nuværende næstformand, Asger Boe Wille fra Liste 2, der også repræsenterer GL i AC’s bestyrelse, akademikerorganisationernes forhandlingsfællesskab, ikke genopstiller.

Det skyldes først og fremmest private årsager, forklarer han.

”Det politiske relationsarbejde koster en masse energi. Når man som jeg har små børn, kræver det en omfattende logistisk forhandling derhjemme. Min kone har absolut støttet op, men det har kostet en del kræfter for familien, og det kan jeg ikke blive ved med at byde den.”

Jeg ser det som et stort problem, at det til tider mere ligner, at det for eksempel er Enhedslisten, der dikterer, hvad GL skal mene, end omvendt.

Anders Bærholm Frikke, næstformand
GL

Asger Boe Wille lægger dog ikke skjul på, at andre – og i nogle tilfælde interne – forhold har spillet ind i beslutningen om at forlade det politiske arbejde i denne omgang. For eksempel ville han gerne have haft GL til at være mere opsøgende i spørgsmålet om lærernes materiale- og metodefrihed. For hans vedkommende handler det ikke om en snæver diskussion om Muhammed-tegninger i undervisningen.

”Vi oplever som lærere ikke kun ønsker oppefra i systemet om yder­ligere detailstyring af vores arbejde. Vi oplever også et stigende pres fra eleverne i den henseende, og det ­mener jeg ikke, vi har formået at ­gribe i tilstrækkelig grad i GL. Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over, at der ikke har været en vilje til at se det i et større perspektiv,” lyder det fra den afgående næstformand.

I næste åndedrag er der dog stor glæde og tilfredshed over den forgangne valgperiodes samarbejde i formandskabet, der skulle bygges på ruinerne af et kuldsejlet samarbejdsklima i den tidligere hovedbestyrelse.

”Jeg er meget tilfreds med de resultater, vi har opnået sammen. Og jeg vil gerne sige, at Tomas Kepler har været en dygtig formand og ­knoklet for at skabe indflydelse og samle hoved­bestyrelsen. Ligesom sam­arbejdet med den anden næstformand, Anders Frikke, har været afgørende godt.”

Næstformandskollega Anders Bærholm Frikke er ligeledes stolt over resultaterne og ”positivt overvældet over, hvad det mere og mere viser sig, vi kan bruge dem til på skolerne, selvom vi selvfølgelig gerne ville have haft mere”. Han kan dog godt blive bekymret for stabiliteten, når Asger Boe Wille, der i hans øjne har haft en fremtrædende rolle i påvirkningsarbejdet i blandt andet AC, ikke genopstiller.

”Det er for mig at se utrolig vigtigt, at GL forbliver i en rolle, hvor vi er i stand til at påvirke – og ikke at andre styrer, hvad vi skal mene. Jeg ser det som et stort problem, at det til tider mere ligner, at det for eksempel er Enhedslisten, der dikterer, hvad GL skal mene, end omvendt. Det handler om at sikre vores integritet. Vi skal kunne tale med alle kommende undervisningsministre, blå som røde,” siger Anders Bærholm Frikke.

Hvad Asger Boe Willes afgang i øvrigt kan få af betydning for Liste 2 og den nuværende konstituering med to næstformænd, må tiden vise.

Valg til GL's hovedbestyrelse

  • Fra mandag den 7. marts 2022 til mandag den 21. marts 2022 kl. 23.59 kan GL’s medlemmer stemme på de opstillede kandidater til foreningens hovedbestyrelse.
  • Der skal vælges 12 kandidater blandt de opstillede – det 13. og sidste medlem af hovedbestyrelsen vælges af og blandt medlemmerne i det stående udvalg for ikke-fastansatte (IFA).
  • Fem lister stiller op denne gang: De nuværende lister i hovedbestyrelsen – Liste 1, 2 og 3 – samt to nye lister, Liste 4 (der også stillede op ved seneste valg) og Liste 5.
  • Se mere om valget på GL' s hjemmeside.
  • Medlemmer, GL har mailadresse på, vil modtage en mail med adgangskode til den elektroniske valghandling. Alle stemmeberettigede medlemmer kan stemme via mit.gl.org. Det vil endvidere være muligt at stemme med NemID. Medlemmer, der ikke har oplyst mail­adresse, og som ikke er ansat på en skole, vil modtage valgoplysninger i e-Boks.
  • Resultatet af valget offentliggøres tirsdag den 22. marts 2022 kl. 12 på GL's hjemmeside, gl.org. Den nye hoved­bestyrelse konstituerer sig onsdag den 30. marts 2022.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater