Hvis en elev gentagende gange prøver at snyde sig til topkarakterer i gymnasiet, kan konsekvensen blive bortvisning.
Med den nye gymnasiereform får skolerne nemlig bedre mulighed for at sanktionere elever, der snyder. Formand for Danske Gymnasier Anne-Birgitte Rasmussen mener, at det vil være oplagt, at skolerne bruger denne mulighed til at bortvise elever, der gentagende gange prøver at snyde med deres afleveringer.
”Jeg tror, at langt de fleste af skolerne vil tænke det ind i deres ordensregler, at det bliver muligt at bortvise elever for snyd,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Hendes erfaring er, at de hidtidige sanktioner ikke har afskrækket elever i at forsøge at snyde flere gange. Hun mener derfor også, at det er godt, at gymnasiereformen har forsøgt at imødekomme problemet uden at bremse den digitale udvikling.
Politikerne har ønsket at bremse de stigende antal sager om snyd, som de mener, hænger sammen med elevernes adgang til nettet. Derfor er det med gymnasiereformen blevet indført, at elever får direkte -03 for en opgave, hvor der er blevet påvist snyd. Desuden styrkes ledernes muligheder for at sanktionere elever, der har snydt.
”Jeg er glad for de nye tiltag. Vi skal jo ikke lukke ned for adgangen til internettet, så vi må finde en anden løsning,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Stort arbejde at dømme for snyd
Anne-Birgitte Rasmussen håber, at den laveste karakter på skalaen kan være med til at afskrække eleverne fra at fuske med opgaverne. Hun beskriver det som en ”tung proces” at dømme eleverne for at snyde, men mener også, at det er vigtigt, at der bliver gjort et grundigt arbejde i disse situationer. Det er til gengæld vigtigt, ifølge hende, at der er noget vægt bag konsekvenserne, hvis en elev bliver taget i at snyde.
Presset vil altid være der
Nogle elever har peget på, at karakterræset i skolen får elever til at ty til snyd. Et af eksemplerne på dette har været, at det ikke altid er fagligt svage elever, der har betalt sig fra at få andre til at lave deres opgave. Anne-Birgitte Rasmussen mener dog ikke, at det ændrer på, at der skal slås hårdt ned på snyd.
”Det er ligegyldigt, om det er dygtige eller svage elever. Det kan godt være, at eleverne bliver presset nogle gange, men det vil de blive utallige gange i løbet af deres liv. De skal lære at finde gode veje rundt om det og ikke gøre noget så forkasteligt som at snyde,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Snyd ved de store opgaver
Der har især været fokus på snyd ved studieretningsprojektet (SRP). Det er flere gange blevet påvist, at elever har købt sig til færdige opgaver over nettet. Med den nye reform bliver der dog indført mundtlige eksamener til SRP og det nye studieområdeprojekt (SOP) i hhx og htx. Det kan der ifølge Anne-Birgitte Rasmussen være god fidus i.
”Vi synes, at det er en god ide, at der kommer en mundtlig eksamen til studieretningsprojektet. Det kan både være godt i forhold til at forebygge snyd, men det kan også være en god oplevelse at gå op og forsvare sit studieretningsprojekt,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Hun peger også på, at reformens nye tiltag omkring mere lærer-elev tid, vejledning og feedback kan være med til at afhjælpe problemet med snyd.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode