Artikel
“Pædagogikum fik det hele til at falde på plads”
Pædkand Marie Kluge

“Pædagogikum fik det hele til at falde på plads”

Mange kasketter og travlhed gjorde det svært at bevare overblikket under pædagogikum, mener gymnasielærer Marie Kluge. Men det gav mening til sidst.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

”Tingene er faldet på plads for mig,” slår Marie Kluge fast, da gymnasieskolen.dk fanger hende midt i eksamens- og censortravlheden.

I det senest år har gymnasieskolen.dk fulgt den unge latin- og oldtidskundskabslærer gennem pædagogikum.
Et år med kurser, observation af undervisning, teorilæsning og travlhed er overstået. Nu mangler kun karakteren for opgaven i teoretisk pædagogikum.

”Men det er jo bare en karakter. Jeg føler virkelig, jeg er blevet meget klogere. Især gav det hele meget mere mening under opgaveskrivning, fordi man får lov til at dykke ned i teorien og vinkle det i en retning, som, man synes, er spændende,” siger Marie Kluge, der underviser på Herlev Gymnasium og HF.

”I løbet af året var det indimellem svært at bevare overblikket og se sammenhængen, fordi vi skulle nå så meget. Men det har opgaven ændret på,” fortæller hun.

Web 2.0 og almendannelsen
Ud af de to mulige opgaveemner valgte Marie Kluge emnet: Web 2.0 og elevernes vidensproduktion.

Hun var dog knap så begejstret for emnet til at begynde med.

”Mit problem var, at Web 2.0 jo kun er et værktøj, så det, syntes jeg, var svært at skrive en hel opgave om. Men det hjalp, da jeg koblede værktøjet til almendannelsen,” siger Marie Kluge.

Hendes problemformulering kom til at lyde:
Hvordan kan Web 2.0 og elevernes egne vidensproduktioner styrke almendannelsen i gymnasiet?

I forbindelse med opgaven havde hun planlagt et undervisningsforløb for sin 3.g-klasse i oldtidskundskab, hvor de skulle finde sammenhænge mellem københavnske bygninger og antikken og derefter opdatere Wikipedia. Eleverne fulgte en rute via Google Navigator og fandt taksonomiske arbejdsspørgsmål på et Google Doc, som hun havde udarbejdet.

Marie Kluge er ret tilfreds med forløbet.

”Jeg synes, at de lærte at undres, iagttage og formidle. Sidenhen har jeg også bemærket, hvordan eleverne har ændret mening om, at Wikipedia og internettet ikke altid er det ultimative sandhedsvidne. Det var overraskende for en del,” siger hun.

Mange kasketter forvirrer
Det har været et lærerigt år, mener Marie Kluge, men også psykisk hårdt.

”Da jeg kom tilbage til skolen, efter at jeg havde afleveret teopædopgaven, var jeg helt udkørt, og jeg følte, at jeg ikke havde nogen kræfter tilbage,” siger Marie Kluge. 

Det har især været hårdt at springe mellem at være på praktisk pædagogikum, teoretisk pædagogikum og almindelig lærer, fortæller Marie Kluge.

”Det er jo tre forskellige kasketter, som man har som pædagogikumkandidat, og det kan godt være trættende og forvirrende indimellem,” siger hun og uddyber:

”Bare det at sidde på skolebænken igen med totalt ukendte mennesker, som man pludselig skal samarbejde med, kan være hårdt.”

Skal hun give nye pædagogikumkandidater et råd, er det, at de skal forsøge ikke at være så hårde ved sig selv.

”Man tror, at man skal kunne det hele og føler indimellem, at man ikke slår til. Men de fleste af os har jo undervist før og kan sagtens,” siger Marie Kluge. 

Ny serie: Et år med pædagogikum

Gymnasieskolen.dk følger gymnasielærer Marie Kluge, Herlev Gymnasium og HF, gennem pædagogikum på godt og ondt i dette skoleår.

Læs alle artiklerne i serien:

Pædagogikumkandidat: "Hvor finder jeg lige 80 timer?"

Pædagogikumkandidat: "For stor forskel på pædagogikum"

"Pædagogikum fik det hele til at falde på plads"

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater