Artikel
”På hyttetur tjekker man hinanden ud i virkeligheden”
Hvalsø_hyttetur_lejrskole_01

”På hyttetur tjekker man hinanden ud i virkeligheden”

Dårligt mobilsignal er et godt udgangspunkt for 1.m’s hyttetur. Det tvinger nemlig lærere og elever til at lære hinanden at kende og danne nye fællesskaber, når de spiller Uno og ser hinanden med morgenhår.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

”Det næste døgn skal jeg på hyttetur med 28 teenage-1.gere. Wish me luck!”.

Sådan skrev gymnasielærer Rikke Tranberg Madsen på Twitter, og det kunne Gymnasieskolen ikke sidde overhørig.

I hytten Syvstjernen langt, langt inde ad en snirklet og kuperet skovvej øst for Hvalsø trisser eleverne fra 1.m, Greve Gymnasium, og deres to lærere Rikke Tranberg Madsen og Jeppe Sehested Jensen rundt. Hættetrøjer, løse bukser og uldsokker er et gennemgående tema i den kølige spejderhytte, og en enkelt dreng sidder med fingervanter på.

”Jeg synes, at det er sjovt at være af sted. Vi lærer eleverne at kende på en anden måde, og det kan vi bruge i undervisningen. Vi får tre måneders forspring i at lære eleverne at kende i forhold til deres andre lærere,” fortæller Rikke Tranberg Madsen og understreger, at hun dog ikke var så nervøs for at skulle af sted med de 28 teenagere, som hun til daglig underviser i dansk.

Ét stort fællesskab frem for de små
”Det er sjovt, at det bliver oldschool ting, som de laver sammen,” siger hun. Hun peger på to borde, der er blevet skubbet sammen, så 16 elever kan sidde rundt om det. Her bliver spillet Uno hen over bordet, lagt kabale, grint og snakket, drukket cola og spist chips. Der er pause, mens madholdet står for at stege kylling og snitte grøntsager til aftensmaden. Aftenens menu er madpandekager.

”Her kan alle være med uden at udstille sig selv. Hvis vi tager af sted om et halvt år, vil eleverne nok snarere dyrke de små fællesskaber, måske endda ude på værelserne,” reflekterer Rikke Tranberg Madsen.

Der er meget ringe mobildækning ude i skoven, men det er kun en fordel.

”Der er rigtig dårligt mobilsignal, og det er rigtig dejligt. Vi behøver slet ikke have mobilregler,” siger Rikke Tranberg Madsen.

”Det gør også at eleverne er mere sammen, for de kan ikke lige ringe hjem til mor eller andre”, indskyder Jeppe Sehested Jensen, der er klassens historielærer.

Klassen har studieretningen samfund og identitet, og eleverne mødtes første gang lige efter nytår, men virtuelt havde de allerede set hinanden.

Intimitet med morgenhår
”Da jeg startede i gymnasiet, gik jeg rundt og hilste på folk og spurgte, hvem de var. Nu har de allerede tjekket hinanden ud på nettet, inden de mødes”, fortæller Jeppe Sehested Jensen.

”Ja, eleverne havde allerede oprettet en Messengergruppe på Facebook, inden de var startet i klassen. Men på hytteturen tjekker man hinanden ud i virkeligheden,” fortæller Rikke Tranberg Madsen. Begge lærere er enige om, at hytteturen er meget vigtig for det sociale i klassen. Både for at eleverne lærer hinanden at kende, men også for at de får nogle fælles oplevelser, som de kan tale om senere.

”Bare det at se hinanden om morgenen, det er meget intimt. Og eleverne ser også os lærere om morgenen med morgenhår, og måske er vi lidt gnavne,” siger hun og ler.

Begge lærere er enige om, at det er det sociale aspekt, der er i højsædet på hytteturen, og der skal skabes fællesskaber på kryds og tværs i klassen.
Der har dog også været et par tilnærmelsesvis faglige indlæg. Jeppe Sehested Jensen har forfattet en quiz, hvor eleverne i grupper skal koble udvalgte historiske begivenheder med udvalgte årstal.

”Når man kommer ind i ny klasse, kan det være svært at tale med de andre. Hvis der er en faglig opgave, er der noget at snakke om. Det er ikke fagligheden, der er i spil, det handler om at få eleverne rystet sammen,” forklarer han og slår ud med armene mod eleverne.
Ovre i hjørnesofaen hænger et par piger  i vindueskarmen og kigger på deres mobiler. Her kan de muligvis fange et sparsomt signal. Ved siden af har to andre piger pakket sig ind i tæpper og hyggesnakker.

Klagesammenhold blandt eleverne
Gustav Bugge er elev i 1.m, og han synes, at det både er hyggeligt og giver en rigtig god start på fællesskabet at være af sted på hyttetur.

”Jeg tager en masse ny viden og sammenhold med hjem. Jeg glæder mig især til i morgen tidlig. Der får man det ægte indblik i folk,” siger Gustav Bugge og fortæller, at der allerede er opstået et specielt sammenhold med nogle fælles samtaleemner for eleverne.

”Man får et klagesammenhold. Vi skulle bære kasser med mad, fra vi blev sat af bussen og op til hytten, der var glat på vejen, og der var virkelig koldt i hytten, da vi kom,” fortæller han og tilføjer, at alle eleverne hurtigt var enige om, at det var noget møg – og dermed havde de noget at være fælles om.

Sociale spilleregler er vigtige
Alle de nye klasser på Greve Gymnasium tager af sted på et døgns hyttetur, og næste dag bliver spejderhytten overtaget af en ny klasse. Én ting er dog fælles for alle klasserne, og det er, at eleverne skal blive enige om, hvad den gode klasse er.

Da eleverne tidligere på eftermiddagen gruppevis diskuterede de sociale spilleregler, var der stor enighed.

”Vær jer selv, respekter hinanden og lærerne, bidrag til fællesskabet, inkludér alle, sig fra, hvis du føler dig forstyrret i undervisningen, væk med telefonen under gruppearbejdet, tænk, før du snakker og vær åben,” lød forslagene fra de forskellige grupper.

Disse og flere andre forslag blev skrevet sammen til ’De ti bud’ for 1.m, og det er Rikke Tranberg Madsens plan at tage budene op igen om nogle måneder for at minde klassen om, hvad god opførsel er.

”Det er nemmere at tage en snak, hvis den har været startet tidligere,” forklarer hun og fortsætter:

”Vi har meget fokus på, at god opførsel ikke kun er i klassen, men også for eksempel på Facebook. Dannelsesbegrebet er meget aktuelt i det virtuelle univers.”

”Det er vigtigt at tænke på, at gymnasieårerne er mere end blot faglighed,” slutter Rikke Tranberg Madsen.

Ude fra køkkenet begynder der at dufte af stegt kylling til tonerne af popmusik fra en lille højtaler. En pige dokumenterer den overfyldte kyllingepande med sin smartphone. Måske skal billedet deles med vennerne, hvis hun ellers kan fange det sparsomme signal.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater