Artikel
Nedturen for VUC fortsætter – 60 millioner kroner i underskud
Laerer-i-klasse-undervisning.-VUC-aspect-ratio-348-234

Nedturen for VUC fortsætter – 60 millioner kroner i underskud

VUC-sektoren havde sidste år et samlet underskud på tre procent af omsætningen. Vi har brug for politisk handling nu, lyder det fra sektoren.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Shutterstock (Arkivfoto)

Krisen er dyb hos VUC. Helt usædvanligt for den danske uddannelsesverden står den samlede VUC-sektor nu med et underskud på tre procent af omsætningen i 2022. Det svarer til, at de danske VUC’er, som blandt andet tilbyder unge og voksne hf-enkeltfag, sidste år manglede 60 millioner kroner for at gå i nul. Det viser en opgørelse af resultaterne for VUC lavet af Danske HF & VUC, som repræsenterer VUC.

“Situationen er ganske alvorlig. Nu handler det ikke om, at enkelte afdelinger er nødlidende. Det handler om, at sektoren er nødlidende. Politikerne er nødt til at tage stilling til, hvad de vil med VUC-sektoren. Det er selvfølgelig uholdbart at køre med underskud,” siger formand for Danske HF & VUC Pernille Brøndum.

Hun efterlyser, at man politisk laver et helt nyt taxametersystem for VUC, som sikrer at de enkelte centre og afdelinger kan opretholde en ordentlig kvalitet for elever og kursister, og som giver sektoren en stabil økonomi.

Økonomien og taxameteret hænger ikke sammen med vores hverdag.
Pernille Brøndum, formand
Danske HF & VUC

I dag er taxameteret baseret på årselever, men det passer slet ikke til virkeligheden, mener Pernille Brøndum. Hun nævner som et eksempel, at VUC har kursister, der har fire timers undervisning om ugen i tre måneder. Dem skal der mange af for at komme op på taxameteret for en fuldtidsstuderende.

“Det kræver meget mere administration og forberedelse at have 20 elever på deltid i forhold til at have én fuldtidsstuderende. Økonomien og taxameteret hænger ikke sammen med vores hverdag,” siger Pernille Brøndum.
Hun nævner, at mange VUC’er er nødt til at have små hold i mange fag, da der ikke er nok elever til at oprette store hold. Det betyder, at taxameterindtægterne i mange tilfælde ikke svarer til de reelle udgifter til at uddanne eleverne. 

VUC-sektoren er ramt af elevnedgang, og det skyldes først og fremmest, at det går godt på det danske arbejdsmarked. Når det er nemt at få et arbejde, er der færre unge og voksne, som ønsker at tage en uddannelse. Og omvendt i krisetider bliver lysten til at uddanne sig større. Det kan især mærkes på hf-enkeltfag. I 2018 havde VUC  lidt over 13.000 årskursister på hf-enkeltfag, mens der i 2021 var sket et fald på cirka 2.500 årskursister, hvilket svarer til et aktivitetsfald på over 18 procent på tre år.

Nødt til at oprette små hold
Den tendens kender Martin Skov Petersen kun alt for godt. Han er tillidsrepræsentant på Horsens HF & VUC og sidder i det stående udvalg for VUC i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

“Vi er nødt til at have mange små hold, da der ikke er nok elever. Hvis vi ikke opretter holdene, så forsvinder eleverne helt. Vi kan oprette enkelte store hold, men det er slet ikke nok til, at det giver pondus,” siger Martin Skov Petersen.

Politikerne bliver nødt til at sørge for, at VUC’erne også overlever nedgangstiderne.
Martin Skov Petersen, tillidsrepræsentant
Horsens HF & VUC

Han peger på, at mange VUC’er får færre elever, men udgifter til bygninger og varme og så videre bliver ikke tilsvarende lavere.

“Politikerne bliver nødt til at sørge for, at VUC’erne også overlever nedgangstiderne, så vi er der i opgangstider,” siger han.

Ifølge ham bliver der også brugt mange ressourcer på at fastholde, støtte og vejlede mange af eleverne.

“Vi har en del sårbare elever og elever med psykiske problemer, og de kræver mange ressourcer, og hvis vi ikke giver dem den støtte, falder de måske fra,” siger Martin Skov Petersen.

Nedskæringer har gjort ondt
Selv i de store byer, hvor man har nemmere ved at fylde flere elever i klasserne, mærkes krisen også.

Aarhus HF & VUC har et underskud på knap fire millioner kroner i 2022, oplyser rektor Erik Ernø-Kjølhede.

“Det skyldes, at vi har oplevet et enormt fald af årskursister. Men det er også vigtigt at understrege, at der blev skåret kraftigt ned på taxametrene fra 2016 til 2019, og de nedskæringer er ikke blevet genoprettet. Vi står med et stort hul,” siger Erik Ernø-Kjølhede.

Fra 2016 til 2019 blev alle uddannelser ramt af det såkaldte omprioriteringsbidrag. VUC er blandt andet også blevet beskåret på taxameteret for fjernundervisning og ordblindeundervisning, nævner rektoren.

Det samlede underskud i sektoren er derfor meget forudsigeligt, mener han.

“Vi har spinket og sparet i de senere år, og underviserne underviser mere og har mindre tid til forberedelse. Vi har haft økonomiske problemer i flere år, men nu er vi nået et niveau, som politikerne ikke længere kan se igennem fingre med,” siger Erik Ernø-Kjølhede.

Man kan ikke bare lægge et fagligt miljø på køl, for så risikerer vi, at det ikke er der om nogle år.
Erik Ernø-Kjølhede, rektor
Aarhus HF & VUC

Han forklarer, at sektoren ikke bare kan slukke for aktiviteten og så tænde igen, når flere unge og voksne igen får brug for uddannelse.

“Man kan ikke bare lægge et fagligt miljø på køl, for så risikerer vi, at det ikke er der om nogle år. Skolerne har også en bygningsmasse, som man ikke bare kan skrue op og ned for fra år til år. Politikerne bliver nødt til at komme med en plan, som fremtidssikrer VUC,” siger Erik Ernø-Kjølhede.

GL: Regeringen har brug for VUC
I regeringens finanslovsforslag er der afsat 10 millioner kroner ekstra til VUC’er med økonomisk udfordrede afdelinger. Men det beløb er slet ikke nok til at dække de økonomiske problemer, VUC har, understreger formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler.

Han forstår ikke, at regeringen ikke tager VUC’s problemer mere alvorligt. Han peger på, at regeringen har en klar ambition om at hjælpe de 45.000 unge, der i dag hverken har en uddannelse eller er i arbejde.

“VUC er oplagt til at løfte en del af regeringens ambitioner på uddannelsesområdet. Det vil være tudetosset at lade den ene VUC-afdeling efter den anden bukke under for derefter at stå og mangle tilbud til mange af de unge, som mangler en uddannelse, og til de voksne, som skal videreuddanne sig.”

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater