Artikel
Minister om styrelse: “En ny start”
Morten_Boedskov komp

Minister om styrelse: “En ny start”

Der skal nye boller på suppen i forholdet mellem arbejdsgivere og medarbejdere på det statslige område. Det er signalet fra skatteministeren efter oprettelse af ny styrelse.

“Så sker det: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er klar. Fra MODst til MEDst Glæder mig til samarbejdet .”

Sådan skrev skatteminister Morten Bødskov (S) fredag morgen, da han på Twitter annoncerede, hvem gymnasielærere og resten af de cirka 180.000 statsansatte fremover skal forhandle overenskomst med.

Senere samme dag tweetede han billeder fra lanceringsreceptionen i den nye styrelse. På kagen stod der med store bogstaver: “En ny start”. Signalet kunne ikke være tydeligere: Det seneste årtis konflikter mellem Moderniseringsstyrelsen og de ansatte på det statslige område er fortid. Bjarne Corydons opfindelse, der blev videreført af Sophie Løhde, afgiver nu en stor gruppe medarbejdere, der rykker over i den nye styrelse.

Respekt og dialog
Fredag udsendte Skatteministeriet en pressemeddelelse om den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse.

Morten Bødskov udtalte:

”De offentligt ansatte på statens område gør en kæmpe indsats. Sammen med ansatte i kommuner og regioner er de motoren i velfærdssamfundet. Det glæder mig meget, at vi nu har den nye styrelse på plads, så vi kan kickstarte samarbejdet med de offentligt ansatte, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer. Respekt og dialog er nøgleord for mig.”

Han uddyber:

”Det vigtigste brændstof for staten, når der skal leveres solid kvalitet for skattekronerne, er medarbejdere og deres kompetencer. Det er det benzin, den offentlige sektor kører på. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at vi har kaldt styrelsen, hvad den hedder. Medarbejdere, kompetencer, samarbejde, arbejdsmiljø, ledelse og udvikling. Det er her, fokus skal være,” siger Morten Bødskov.

I det nyeste nummer af Gymnasieskolen, der udkommer i dag, kan du læse, hvad chefforhandler Flemming Vinther fra Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og forhandlingsekspert Robert Ipsen mener om den nye konstellation.

Bladet gik i trykken, kort før annonceringen af den nye styrelse.

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater