Artikel
”Min pc samler støv”
No image

”Min pc samler støv”

IPad’en vinder frem som undervisningsredskab – også i gymnasiet. Otte skoler har i et år deltaget i et pilotprojekt for at finde frem til, hvad den nye dims kan bruges til. Erfaringerne viser, at iPad’en kan føre til øget læring, mere motivation og bedre inddragelse af eleverne.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Da Jesper Fischer skulle undervise sin hhx-danskklasse på Zealand Business College i novellesamlingen Mount København, startede han og eleverne med at analysere teksterne. Men klassen er en såkaldt iPad-klasse, hvor alle elever har en iPad hver, så da de skulle perspektivere teksterne, satte han sine elever til på ­iPad’en at overføre bjerget til deres lokalmiljø og bygge et Mount Næstved.  
Eleverne fik frie hænder til både indhold og præsentation. De brugte Google Maps til at finde ud af, hvor bjerget skulle ligge, de fandt ud af, hvilke lokale og internationale virksomheder der havde interesse i at bygge det, hvilke dyr der kunne leve på bjerget, og de skulle tænke over, hvordan det påvirkede borgerne i området at have et højt bjerg som nabo. Nogle lavede en film, mens andre blandt andet brugte tegneprogrammet Educreations. 
”Vi startede helt traditionelt, men med iPad’en løftede vi det et niveau op. Eleverne skulle tænke over, hvad det betyder, når vi leger Gud og laver om på naturen. Nogle fandt ud af, at der skulle være en vulkan, så vi ikke løb tør for energi, og én ville bygge hoteller, fordi der opstod nye turistmuligheder. Til at sætte tanker i gang og perspektivere er iPad’en fantastisk,” fortæller Jesper Fischer.

Alle får sagt noget 
Jesper Fischer er fra en af de otte skoler, der har været med i et pilotprojekt om undervisning med iPad, som Erhvervsskolernes Forlag har stået for på vegne af Danske Erhvervsskoler. De otte lærere har mødtes fysisk, holdt fyraftensmøder over Skype, hvor de har skiftedes til at holde oplæg, skrevet en blog og været på besøg hos hinanden for at udveksle erfaringer. 
En af de andre lærere i projektet er Dorthe Jespersen, der underviser i dansk på erhvervsgymnasiet i Grindsted. Hendes klasse fik udleveret iPads efter efterårsferien sidste år, og det har tvunget hende til at tænke anderledes i forhold til didaktik og pædagogik. 
”Jeg har blandt andet bedt eleverne om at lave et visuelt produkt – en analyse af en roman, en personkarakteristik eller noget om romanens tema. Det skal de så for eksempel lave en film om, hvor de har indtalt resultatet. I almindeligt gruppearbejde er det måske halvdelen af eleverne, der får sagt noget, her får alle sagt noget – også de stille,” siger Dorthe Jespersen. 

Appellerer til flere elever 
Ifølge Karin Eckersberg, specialkonsulent hos Erhvervsskolernes Forlag, der har været tovholder på projektet, skal undervisningen i højere grad end tidligere afspejle den verden, eleverne lever i. 
”Der er forskel på den verden, eleverne møder i deres fritid, og den, de møder i undervisningen. I fritiden er de hele tiden i dialog med hinanden. Hvis vi i skolen lukker for porten til for eksempel Facebook, er det som at sidde i et fly uden internetadgang. Forskellen på de to verdener betyder meget for elevernes motivation. Og iPad’en fungerer multimodalt, hvor flere sanser kommer i spil,” siger hun og forklarer, at når man kan arbejde i billeder, tekst og lyd på én gang, appellerer det til flere læringsstile og dermed flere elever, og derfor er der potentielt flere elever, der er motiverede til at være aktive. 
Jan Boddum Larsen, som også er med i projektet og underviser i matematik og fysik på TEC i Lyngby, er enig: 
”Det rammer de indadvendte elever, som lige skal sove på det, inden de svarer. De kan lave noget derhjemme og får chancen for mere taletid. Ellers er der en tendens til, at vi forsømmer dem i det nuværende skolesystem.” 
Når eleverne skal lave præsentationer på iPad’en, indlærer de stoffet, forstår det og formidler det videre, lyder det samstemmende fra de tre lærere. Karin Eckersberg kalder det ”lærertricket”. 
”Når eleverne for eksempel laver en film om det, de har lært, skal de forklare noget stof for andre. Det kræver, at de rent faktisk forstår det, de har lært. Det er det, man gør som lærer. Så det at lave film er en ny læringsform, som fremmes med ­iPad’en,” siger hun.

Modstand fra kolleger 
Den nye læringsform er altså sjovere, mere motiverende og mere aktiverende for eleverne. Men det er også noget, både elever og lærere skal vænne sig til. 
”Som lærer skal man være modig. Man skal selvfølgelig kende sit fag, men med det tekniske skal man turde få hjælp af eleverne. Man skal ikke bare tage ansvar for, at man har undervist, men også for, at eleverne har forstået det. Derfor er man nødt til at have en dialog,” siger Karin Eckersberg. 
De klasser, der i perioder har kørt som iPad-klasser, har dog også oplevet ulemper. Selv om det giver et bedre flow at aflevere ting i Dropbox eller på Facebook frem for via en USB-pen, er der systemer såsom Fronter, der ikke er optimeret til iPad. Og så er der modstanden fra kollegerne, hvis reaktion ofte lyder: Det er pc’en altså bedst til. 
”Og det er da mere oplagt at bruge ­iPad’en i dansk og engelsk end i fysik for eksempel,” medgiver Mette Kathrine Nielsen, der underviser i engelsk på Næstved Tekniske Gymnasium og også har deltaget i iPad-projektet. 
Hun har skullet undervise sine kolleger i iPad-brug. 
”Men generelt kan iPad’en bruges i alle fag til præsentationer, formidling og fortællinger. Min pc samler i hvert fald støv nu,” siger Mette Kathrine Nielsen. 

Gode iPad-apper

Nogle er gratis, andre koster fra 12 til 65 kroner.

  • Creative Book Builder – lav din egen bog 
  • Educreations – præsentationer på en smart, nem og flot måde
  • Notability – tag noter til faget
  • Socrative – stil spørgsmål på klassen, eller lav en quizz
  • VideoScribe – lav dine egne animerede videoer
  • Popplet – mindmap på iPad’en
  • Explain Everything – animerede fortællinger og præsentationer
  • Strip Designer – lav en tegneserie på iPad’en
  • Pages – tekstbehandlingsprogram
  • Keynote – den lækre og moderne udgave af PowerPoint
  • Nearpod – kobl din egen iPad til alle elevernes, vis dem præsentationer, og giv dem opgaver
  • Doceri – kombinationen af screen-casting, desktopkontrol og interaktivt whiteboard.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater