Helt overordnet set er Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) godt tilfreds med anbefalingerne til undervisning med generativ kunstig intelligens (GAI), som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har udsendt.
”Vi har været inddraget til at kvalificere anbefalingerne, og når jeg læser de konkrete anbefalinger, kan jeg godt se, at styrelsen har lyttet til os. Det er vigtigt, så det ikke kun er en profitorienteret tech-industri, der styrer udviklingen,” siger forperson for GL’s uddannelsesudvalg Kåre Blinkenberg.
Han hæfter sig især ved, at anbefalingerne tager afsæt i et ”forsigtighedsprincip”.
”Det følger godt med vores princip om at inddrage AI i undervisningen så meget som nødvendigt, men så lidt som muligt. Man skal ikke inddrage enhver ny smart dims i undervisningen, men der er behov for at besinde sig og tænke over, hvornår eleverne lærer noget af at bruge de her maskiner, og hvornår de bare er nye og spændende,” påpeger Kåre Blinkenberg.
Han synes, at STUK’s betoning af løbende dialog og inddragelse af lærerne er noget af det vigtigste i anbefalingerne.
”Hvis man skal have nogle fornuftige principper for AI i undervisningen, så nytter det ikke noget, at ledelsen sidder alene og beslutter dem. Man er nødt til at inddrage dem, der rent faktisk skal arbejde med dem. Jeg ved, at det allerede sker mange steder,” siger Kåre Blinkenberg.
GL har overfor STUK blandt andet lagt vægt på gode rammer for lærerne.
”Det er vigtigt, at man ikke bare smider en masse programmer ud til lærerne og kræver, at de skal bruge dem. Man er nødt til sikre efteruddannelse, så vi kan bruge det fornuftigt i den store udvikling, som lærerne står midt i. Vi er derfor meget glade for, at STUK anbefaler, at man skal evaluere påvirkningen af arbejdsmiljøet,” siger Kåre Blinkenberg, der forudser, at der ligger et vigtigt arbejde for skolernes arbejdsmiljøorganisation for at sikre et godt arbejdsmiljø.
Vi har en situation, hvor AI står lige uden for byporten og truer vores eksisterende uddannelsessystem.
Men der er også nogle af STUK’s anbefalinger, som GL absolut ikke er tilfreds med, fordi de pålægger skolerne et stort ansvar og arbejde.
”Hvordan sikrer man lighed på tværs af skolerne, når det er den lokale ledelse, der skal vurdere, om skolerne overholder gældende GDPR-regler? Der er brug for en egentlig central valideringsinstans. Det er også økonomisk irrationelt, at hver eneste skole skal bruge enorme ressourcer på at sætte sig ind i meget tekniske detaljer omkring de her forskellige programmer,” pointerer Kåre Blinkenberg.
STUK’s anbefalinger angår GAI i undervisningen, men vigtige emner mangler, understreger forpersonen for GL’s uddannelsesudvalg.
”Vi mangler svar på de store spørgsmål om eksamen og læreplaner. Anbefalingerne er et lille skridt på vejen, men vi mangler jo svar på de helt store og vigtige spørgsmål om, hvordan vi overhovedet sikrer uddannelse i denne verden,” siger Kåre Blinkenberg og tilføjer:
”Det ærgrer mig, at man politisk vælger at bruge al sit krudt på at nedbryde gode uddannelser for at skabe en helt ny ungdomsuddannelse. Når vi har en situation, hvor AI står lige uden for byporten og truer vores eksisterende uddannelsessystem.”
Kåre Blinkenberg beskriver udfordringerne med AI og eksamen, ”som en brændende platform, der allerede brændte i sommer”.
”Det kan kun gå for langsomt at sikre en ordentlig sikkerhed til eksamen,” siger han.
Kåre Blinkenberg efterlyser desuden en større refleksion over den generative kunstig intelligens, som bruges på skolerne.
”Skal vi overhovedet bruge de her maskiner, der ikke er transparente, og hvor vi ikke har mulighed for at gennemskue, hvad der ligger til grund for tech-firmaernes algoritmer? Der mangler det store arbejde med at udvikle nogle maskiner, som er transparente, og som vi har demokratisk kontrol over,” siger Kåre Blinkenberg.
Der mangler det store arbejde med at udvikle nogle maskiner, som vi har demokratisk kontrol over.
AI-forordningen
Den 1. august 2024 trådte den europæiske forordning om kunstig intelligens i kraft EU’s AI Act. Forordningen har til formål at fremme ansvarlig udvikling og udbredelse af AI i EU. Den giver udviklerne og de, der indfører AI klare krav og forpligtelser vedrørende specifik brug af AI.
Kilde: Europa-Kommissionen
UNESCO’s lærervejldning
FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur har udgivet en vejledning om de kompetencer, undervisere bør mestre for at integrere generativ kunstig intelligens i undervisningen.
Kilde: UNESCO
GL har fokus på vigtigheden af lærernes efteruddannelse i forhold til AI – det anbefaler STUK også.
”Men vi er bekymrede for, om skolerne har råd til efteruddannelsen. Vi har lavet adskillige undersøgelser, der peger på, at lærerne får mindre og mindre efteruddannelse, og at lærerne simpelthen ikke har tid til efteruddannelsen. Hvordan har man tænkt sig, at lærerne skal lave alt det ekstra arbejde, som AI giver?” siger Kåre Blinkenberg, der mener, at det kræver ekstra midler til efteruddannelse.
Han så også gerne, at der var en form for central strategi for lærernes efteruddannelse.
”Vi har for eksempel peget på UNESCO’s vejledning om, hvilke kompetencer lærere bør have for at integrere AI i undervisningen. Ministeriet burde også sikre, at der var nogle relevante kurser til lærerne. På den måde sparer man også skoler for en masse arbejde, og man kan sikre en vis kvalitet af kurserne.”
Skolens ledelse sikrer fælles retning og rammer for hensigtsmæssig og sikker brug af generativ AI
Skolens ledelse sikrer, at lærerne kan håndtere generativ AI i undervisningen
Skolens ledelse og lærere tilrettelægger undervisning i, med og uden generativ AI
Se den samlet rapport med anbefalingerne her.
Kilde: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode