Psykolog Dorthe Birkmose har beskæftiget sig med moralsk stress i mange år.
Psykolog Dorthe Birkmose er dybt bekymret. Den måde, som gymnasielærere beskriver deres arbejdsliv på i en ny undersøgelse, er alt andet end positiv. Og den bør ifølge hende få advarselslamperne til at blinke rødt både ude på skolerne og blandt politikerne på Christiansborg.
Om Dorthe Birkmose
- Cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2001.
- Selvstændig psykolog siden 2004.
- Har beskæftiget sig med moralsk stress og forråelse i mange år og skrevet bøger om emnet. Holder i dag udelukkende foredrag.
Hun har beskæftiget sig med moralsk stress i mange år og har set, hvordan netop den form for stress er blevet et stigende problem blandt pædagoger, folkeskolelærere, socialpædagoger og andre ansatte i velfærdssektoren.
”Undersøgelsen viser, at gymnasielærerne har en dyb faglig frustration over, at de ikke kan få lov til at gøre deres arbejde ordentligt. Den giver et tydeligt billede af, at der er moralsk stress på landets gymnasier, ligesom der er på de øvrige velfærdsområder,” siger Dorthe Birkmose.
Mens den gængse form for stress opstår, når der er en ubalance mellem krav og ressourcer og mellem restitution og overpræstation, så rammer moralsk stress, når man som fagperson føler, at man ikke kan udføre sit arbejde på en måde, man kan stå inde for og være stolt af.
”Når man gang på gang må gå på kompromis med sin faglighed og sine værdier, bliver man ramt af meningsløshed og dårlig samvittighed,” fortæller Dorthe Birkmose.
”Som gymnasielærer vil det rive og flå i ens moral, når man ved, at man ville kunne gøre det bedre, hvis rammerne var nogle andre. Eleverne har fortjent bedre, og man har selv fortjent at få lov til at gøre det bedre.”
Fordi moralsk stress netop rammer ens værdier og faglige stolthed, rammer den dybere og er den farligste form for psykisk slid, understreger hun.
”Pølsefabrik”
I en ny undersøgelse har forskere på Københavns Professionshøjskole fået mere end 700 gymnasielærere til at beskrive deres arbejdsliv med egne ord. Lærerne fortæller om et stort og stigende arbejdspres. Om mange elever, mange lektioner, mange opgaver. Om et mere og mere krævende relationsarbejde, fordi mange elever i dag har forskellige udfordringer og mistrives. Og om øget kompleksitet, meningsløse ”hurlumhej-opgaver”, der stjæler tid fra kerneopgaven og en fordeling af arbejdsopgaver, der nogle gange opleves som uretfærdig.
Mange lærere føler, at de konstant er bagud, og at de svigter eleverne.
Læs: Forskere bekymrede over gymnasielæreres stigende arbejdspres
Det er ikke nyt, at landets gymnasielærere oplever et stort arbejdspres. Det har tidligere undersøgelser også vist. Men graden af frustration i den nye undersøgelse kalder ifølge Dorthe Birkmose i den grad på handling.
Man prøver at finde en måde at overleve på. Problemet er bare, at ingen af strategierne virker.
Hun hæfter sig ved, at lærere i undersøgelsen bruger ord som ”pølsefabrik” og ”robot” om gymnasiet og lærerjobbet, og at mange overvejer at skifte branche – ikke fordi de er trætte af at undervise eller af eleverne – tværtimod, men fordi de er usikre på, om de kan holde til arbejdet.
”Gymnasielærere har brug for at lykkes med deres fag og relationsarbejdet. De vil gerne gøre en forskel for de unge mennesker, som de føler et ansvar for. Bliver de forhindret i det, er det klart, at de vil reagere.”
Forråelse og ’quiet quitting’
Når medarbejdere – og ledere – oplever, at de skal gå på kompromis med deres faglighed, har Dorthe Birkmose observeret, hvordan de tyer til forskellige individuelle strategier for at håndtere det.
”Typisk vil man flakse lidt fra den ene mestringsstrategi til den anden i forsøget på at håndtere et umuligt krydspres og den dårlige samvittighed. Det er helt naturligt, og jeg har dyb respekt for, at man prøver at finde en måde at overleve på. Problemet er bare, at ingen af strategierne virker.”
5 typiske måder at håndtere moralsk stress på
- Man gør sig selv ligeglad.
- Man praktiserer ’quiet quitting’.
- Man laver skyggearbejde.
- Man forlader sit fag.
- Man venter og håber på bedre forhold.
Kilde: Psykolog Dorthe Birkmose
Mange vil i perioder prøve at gøre sig ligeglade. Dorthe Birkmose kalder det den ”stilfærdige form for forråelse”.
”Det er en passiv resignation. Man tager ja-hatten på, trykker pyt-knappen i bund og prøver at trøste sig selv ved at sige, at ”sådan er vilkårene, og det er jo besluttet ovenfra”. For at kunne holde det ud. Men man er jo ikke ligeglad.”
Nogle reagerer med ’quiet quitting’ – og det vil der komme mere af i kølvandet på kravet om tidsregistrering, vurderer Dorthe Birkmose.
”Hvis man igen og igen oplever, at der ikke er nogen imødekommenhed fra politisk hold, og man har en leder, der siger, at ’nu skal vi også passe på, at du ikke har luft i skemaet’, så stopper man med at gøre noget ekstra. Man siger ikke op, man bliver på arbejdspladsen, men gør kun det absolut nødvendige. Man møder og går til tiden og følger retningslinjerne, men ikke en snus mere end det.”
Begge reaktioner vil give et dårligt arbejdsmiljø og uengagerede lærere og vil gå ud over eleverne, påpeger hun. Den bekymring har nogle af lærerne i undersøgelsen netop, og den indgår i deres overvejelser om fremtiden, for de ikke har lyst til at blive en forrået og kynisk lærer.
Konflikter på lærerværelset
Andre vil begynde at ’skyggearbejde’. For at kunne levere en faglig standard, de kan stå inde for, vil nogle arbejde mere, end de timer, de får løn for og tidsregistrerer.
”Men det går jo heller ikke. De risikerer den klassiske form for stress, hvor man overpræsterer sig selv i stykker – og de gør det ovenikøbet i ensomhed. De siger hverken til kolleger eller ledelse, at de opretholder en højere faglig standard, end der er afsat ressourcer til,” siger Dorthe Birkmose.
Atter andre vil gå ned i tid eller finde et andet arbejde.
Dorthe Birkmose forklarer, at det er de erfarne, dygtige og ambitiøse medarbejdere, der bliver ramt hårdest af moralsk stress, og nogle vil overveje at ”tage flugten”.
”Dermed bliver det farligt for den enkelte skole og for samfundet generelt. Det er jo de erfarne, dygtige og ambitiøse, vi gerne vil holde på.”
Moralsk stress er ikke et individuelt problem, og derfor kan det under ingen omstændigheder løses individuelt.
Hun understreger igen, at alle mestringsstrategierne er helt forståelige. For moralsk stress er en sund reaktion på nogle arbejdsvilkår, der er blevet for ringe. Men ingen af strategierne vil nogensinde løse problemet med moralsk stress. Og som en uheldig ’sidegevinst’ vil skolerne stå med splittede lærerværelser.
”De, der for eksempel udfører quiet quitting, vil blive irriterede på dem, der udfører skyggearbejde – og omvendt. Frustrationerne kan let føre til konflikter og resultere i lærerværelser med A- og B-hold. Men i virkeligheden er der jo ingen konflikt. Det er det samme problem, lærerne reagerer på, men de gør det bare på hver deres måde.”
Vil man løse problemet med moralsk stress, er første skridt at indse, at der er tale om et symptom på organisatoriske problemer, fastslår Dorthe Birkmose.
”Moralsk stress er ikke et individuelt problem, og derfor kan det under ingen omstændigheder løses individuelt. Organisatoriske problemer kan kun løses organisatorisk.”
Skru op for kritikken
Hvis man vil forebygge og undgå moralsk stress, er det en forudsætning, at lærere og ledelse på den enkelte skole får talt åbent om det, anbefaler den erfarne psykolog.
Sammen er lærere og ledelse nødt til at få skabt en kultur, hvor alle trygt kan give udtryk for kritik af de arbejdsvilkår, der er barrierer for, at de kan udføre det arbejde, de faktisk har fagligheden til, siger Dorthe Birkmose.
”Vi har brug for noget mere kritik. Jeg ved godt, at det ikke er let, men der er flere, der skal sige noget mere og højere. Det er ikke nok, at tillidsrepræsentanten eller en enkelt lærer fra et team siger noget, for så bliver vedkommende upopulær og udråbt til at være månedens brokhoved.”
Dorthe Birkmoses 3 råd til at mindske moralsk stress
- Kritisér arbejdsvilkårene. Det skal flere lærere og ledere turde gøre.
- Reducér pseudoarbejdet mest muligt. Tid og penge bør ikke spildes.
- Stil krav og værn om ’organisatorisk slack’.
Hun minder om, at kritik ifølge ordbogen egentlig bare er at påpege, at noget ikke er godt nok, fordi man ved, at det kan blive bedre.
Men hvis man som medarbejder skal kunne udtrykke kritik på arbejdspladsen, er man dybt afhængig af, at der er nogen, der efterspørger og tør høre kritikken, understreger hun.
”Vi er nødt til at have flere åbne drøftelser: Hvad er årsagen til mestringsstrategierne, og er der nogle barrierer, vi kan fjerne eller komme lettere omkring, så vi kan udføre vores arbejde på en tilfredsstillende måde?”
Pseudoarbejde er ifølge Dorthe Birkmose en af de helt store barrierer for, at lærerne kan udøve deres arbejde på en måde, der skaber stolthed. Eller det som en lærer i undersøgelsen kalder for ”hurlumhejopgaver”.
Pseudoarbejde er for eksempel, når man holder møder uden indhold eller indsamler data, som ikke skal bruges til noget. Når man deltager i en temadag, hvor den viden, man får, aldrig implementeres, eller når man skal bruge tid på at registrere den tid, som man har for lidt af, som Dorthe Birkmose siger.
”Det er alt det arbejde, man kan bruge oceaner af tid på, men som ingen steder fører hen. Det, som hverken gør noget for undervisningen eller for relationsarbejdet. Det skal man have talt om, så man kan få det elimineret – lærerne skal råbe ’pseudo’, hver gang en opgave er spild af tid.”
Brug for politisk hjælp
Noget pseudoarbejde kan man sandsynligvis godt skrue ned for på den enkelte skole, men Dorthe Birkmose er udmærket klar over, at en del af de krav, der udfordrer lærernes arbejdsliv, er politiske beslutninger, og derfor kommer den enkelte skole aldrig til at kunne løse opgaven med moralsk stress alene.
”Gymnasielærerne er nødt til at have hjælp fra det politiske niveau til at få større fagligt råderum og reduktion af pseudoarbejdet.”
Lederne bør bære kritikken hele vejen til det politiske niveau.
Men giver lærerne ikke udtryk for deres kritik, bliver det aldrig nogensinde anderledes, fastslår hun.
”Som professionel har man faktisk pligt til at ytre sig om arbejdsforhold, der er for ringe. Så lærerne bør ikke bøje nakken, og lederne bør bære kritikken hele vejen til det politiske niveau. Det samme bør fagforeningerne.”
Hun efterlyser desuden ’organisatorisk slack’, hvis problemet med moralsk stress skal løses.
’Slack’ betyder uudnyttet potentiale, og Dorthe Birkmose bruger den danske matematiker Agner Krarup Erlangs verdenskendte kø-teori til at forklare, at vi har brug for at have 30 procent uudnyttet potentiale i enhver situation, for at et menneske og en arbejdsdag kan fungere optimalt.
Ifølge kø-teorien kører trafikken perfekt på en motorvej, hvor 70 procent af asfalten er fyldt op med biler. Så snart 80 procent af asfalten er fyldt op, opstår der køer. Og når 90 procent af fyldt med biler, går trafikken i stå.
”Hvis en arbejdsdag skal lykkes 100 procent, er gymnasielærerne og deres ledere altså nødt til at have 30 procent tid og ressourcer, der ikke er budgetteret med. For så har de et ekstra gear, når det uforudsete sker – og det gør det altid: Kolleger bliver syge, så timer skal dækkes, en konflikt i en klasse eksploderer, en elev bryder sammen og har brug for en snak.”
”Og så længe politikerne ikke er klar med ekstra ressourcer til gymnasierne, må man skaffe den nødvendige slack ved at reducere pseudoarbejdet,” siger Dorthe Birkmose.
Kommentar til artiklen
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Relaterede artikler
Copyright Gymnasieskolen 2024
Lad mig bruge en metafor.
Lærerne smider kul på, så sveden hagler af dem og kedlen er rødglødende. Men varmen løber op i skorstenen i stedet for ud i radiatorerne.