Lærere bruger hinandens viden for lidt

Der er brug for mere vidensdeling på landets gymnasier. Det vil give bedre undervisning og en mindre stresset hverdag for den enkelte lærer. Ikke mindst for nye lærere.

Sådan lyder meldingen fra flere eksperter.

Lars Due Arnov, der er lærer på Grib­skov Gymnasium og gymnasiekonsulent på Center for Undervisningsmidler ved UCC, er en af dem, der efterlyser mere vidensdeling.

”Der er sket noget inden for de sidste par år, men der er stadig mange gymnasier, hvor vidensdeling ikke er særlig udbredt,” siger Lars Due Arnov.

Han har i flere år afholdt kurser for gymnasier i vidensdeling og har derfor et klart indtryk af, hvorfor det typisk halter.  

”Mange steder tror man, at vidensdeling kommer af sig selv. At der automatisk opstår vidensdeling, når man sætter lærere sammen i et team. Men det gør der ikke. Det sker først, når ledelsen virkelig prioriterer området og sætter tid af til, at lærerne kan arbejde grundigt med det,” siger Lars Due Arnov.

Han mener, at man på mange gymnasier mangler viden om området. Rektorerne og de øvrige ledere er slet ikke klar over, hvilken kompleks opgave vidensdeling faktisk er, lyder det fra gymnasiekonsulenten.

Og det er et problem. For det har store konsekvenser, når man ikke deler og udnytter den eksisterende viden, fastslår han.

”Der er meget, der går tabt. Lærerne mister vigtig viden og innovative løsninger. Kvaliteten af undervisningen bliver dårligere. Man får i det hele taget en ineffektiv organisation,” siger Lars Due Arnov.

Del undervisningsforløb
Vidensdeling er et bredt begreb – også når man kun kigger på gymnasiet. Dels er der mange forskellige slags viden, lærerne kan dele med hinanden, dels kan vidensdelingen foregå på mange forskellige måder.

Vil man være en skole med en effektiv vidensdeling, er første skridt, at man får oprettet en elektronisk database, for eksempel i Dropbox, hvor lærerne kan uploade gode undervisningsforløb, tekster, arbejdsspørgsmål, øvelser og eksamenssæt, anbefaler Lars Due Arnov.

Her skal der også ligge standardiseret materiale som SRP-formuleringer og faste forløb.

”Alle skal ikke opfinde det hele fra bunden hver gang. Det gælder om at dele, udnytte og forbedre så meget eksisterende viden som muligt,” siger Lars Due Arnov.

Skal man kunne overtage et undervisningsforløb fra en kollega, er det nødvendigt, at der følger nogle ”mellemregninger” med, forklarer han.

”Det er for eksempel ikke nok, at der står, at eleverne i andet modul skal lave gruppearbejde. Man er nødt til at skrive, hvad gruppearbejdet præcis skal gå ud på.”

Ud over en database er det også vigtigt, at lærerne deler forløb, didaktik og ny faglig viden, når de mødes i deres respektive faggrupper.

På det punkt går det dog udmærket på en del gymnasier, vurderer Lars Due Arnov.

”Det er i faggrupperne, at den mest effektive vidensdeling foregår i dag,” siger han.

I klasse- og studieretningsteamene oplever han derimod, at der mest bliver snakket om koordinering og administrative ting.

Tavs viden
At der ikke foregår meget reel vidensdeling i de fleste lærerteam, er også det indtryk, uddannelsesforsker Steen Beck har.

”De fleste team har primært en koordinerende funktion. De får typisk ikke taget fat på de fælles didaktiske refleksioner,” siger Steen Beck, lektor og leder af Center for Forskning i Skoleudvikling på Syddansk Universitet.

Selvom nogle lærere er gode til at dele øvelser og tekster i deres faggrupper, og der er sket en stigning i antallet af Facebookgrupper, hvor lærere udveksler tips på tværs af skoler landet over, halter vidensdelingen i gymnasiet generelt, mener han.

En af årsagerne er, at meget viden om undervisning er tæt forbundet med konkrete erfaringer og derfor er svær at dele i et Googledokument. Det er den såkaldte tavse viden, forklarer Steen Beck.

”I forhold til lærergerningen kan det være meget svært at dele erfaringer med nogen, der ikke har de samme erfaringer som én selv. En ting er viden om praksis, en anden ting er viden i praksis,” siger han.  

Derfor er der i mange situationer brug for, at lærerne overværer hinandens undervisning, hvis der skal finde en effektiv vidensdeling sted, fastslår Steen Beck.

Lars Due Arnov er enig. Han nævner klasserumsledelse som et godt eksempel på tavs viden. For hvordan sætter man lige ord på, hvad man konkret gør, når der er uro i en klasse, eller når der sker noget uventet i en time?

”Supervision, hvor man observerer en kollegas undervisning og bagefter drøfter den i fællesskab, er et godt redskab, som gymnasierne kunne bruge meget mere,” siger Lars Due Arnov og understreger, at det er vigtigt, at ens supervisionsmakker er en kollega, man er tryg ved.

”De kan da bare spørge”
Det er ikke nok, at ledelserne prioriterer vidensdeling og sætter tid af til det. Lærerne skal samtidig være åbne for at dele deres viden med hinanden og lære af hinanden.

En af de klassiske forhindringer for vidensdeling er ifølge Lars Due Arnov erfarne lærere, der siger: ”Jamen, de unge kan da bare spørge, hvis der er noget, de vil vide”.

Men nye lærere ved typisk ikke, hvad de skal spørge om, påpeger han.

”Nye lærere har i den grad brug for, at erfarne lærere deler ud af deres viden. Alt er nyt, og nogle gange handler det bare om at overleve næste modul. Kan man bruge et godt forløb eller en god øvelse, som andre har gennemført, er det en stor hjælp.”

En anden forhindring er, at erfarne lærere kan føle, at de ikke får noget ud af vidensdelingen, men blot bruger en masse tid på møder og på at uploade undervisningsforløb.

”Det er klart, at man helst skal føle, at man får noget igen – hvis ikke noget konkret undervisningsmateriale, så i hvert fald en eller anden form for kollegial eller ledelsesmæssig anerkendelse,” siger Lars Due Arnov.

Middel mod stress
Også arbejdsmiljøforsker Tage Søndergård Kristensen har bidt mærke i, hvor lidt gymnasielærere bruger hinandens viden. Det undrer ham.

”Det er meget udbredt, at lærerne oplever, at de har for meget at lave og for lidt tid til forberedelse. Mere og bedre vidensdeling og genbrug af undervisningsforløb vil jo være en oplagt løsning på arbejdspres,” siger Tage Søndergård Kristensen.

Han har i de sidste år været ude på flere gymnasier, hvor man har arbejdet på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Hans oplevelse er, at modstanden mod vidensdeling ligger i selve kulturen i gymnasiet.

”Succesfuld vidensdeling kræver, at der er nogle organisatoriske og it-mæssige ressourcer til stede. Men struktur er ikke nok. Det handler også om at få skabt en kultur, hvor vidensdeling er en helt selvfølgelig del af ens arbejdsproces.

Gymnasielærere har desværre i høj grad stadig en forestilling om, at undervisningen er noget, man klarer selv,” siger Tage Søndergård Kristensen, der er tidligere professor i psykisk arbejdsmiljø på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø – og i dag selvstændig forsker og konsulent.

Han efterlyser ikke kun mere vidensdeling på det enkelte gymnasium, men også på tværs af skolerne.

”Det er både den forskningsbaserede evidens og de erfaringer, den enkelte skole gør sig, der skal deles langt bedre på landsplan end i dag. Det vil kræve webbaserede platforme og backup fra for eksempel universiteter og Undervisningsministeriet.”

Glem drømmen
Skal vidensdelingen for alvor rykke noget på landets gymnasier, er der dog brug for en helt ny organisationsform, der er mere direkte forbundet med lærernes ageren i klasserummet, mener Steen Beck.

Han anbefaler aktionsforskningsprojekter i stil med dem, han og kollegerne på Center for Forskning i Skoleudvikling i det sidste halvandet år har sat i gang på flere gymnasier – og med gode resultater. Her har grupper af lærere i samarbejde med en forsker arbejdet med bestemte temaer og skabt pædagogiske og didaktiske forbedringer, som lærerne har afprøvet i deres undervisning.

”Det er en meget praksisnær vidensdeling – og mit bedste bud på vidensdeling, der for alvor fungerer. Lærerne afprøver noget, diskuterer med hinanden og justerer tingene. Dermed bruger de hinandens erfaringer til at udvikle ny viden,” forklarer Steen Beck og tilføjer:

”Lærere er forskellige og skal ikke arbejde med det samme. Men alle er forpligtet på at yde noget, og her kan de netop indgå i projekter om noget, de finder meningsfuldt.”

Han mener, at landets rektorer skal glemme drømmen om, at alle lærere på en skole ved det samme.

”Det er jo en våd ledelsesdrøm, at alle lærere har den samme viden, og at et par stikord på gangen straks vil skabe en summen af fælles energi. Men dels er det et urealistisk organisationsideal, dels er det ikke værd at stræbe efter. For ser alle det samme, er de også fælles om at have blinde pletter.”

”På den længere bane vil de praksisnære projekter, som mindre grupper af lærere går sammen om, give meget mere,” siger Steen Beck.