Artikel
Konflikten rykker nærmere: 10.000 tillidsrepræsentanter til historisk møde
_01A0350 copy

Konflikten rykker nærmere: 10.000 tillidsrepræsentanter til historisk møde

10.000 tillidsrepræsentanter mødtes i dag til kæmpe møde i Fredericia. Alle faggrupper vil arbejde sammen om at skabe opmærksomhed om de offentligt ansattes sag.

Lyden af cirka 20.000 hænder, som bliver slået sammen, runger gennem betonhallen i messecentret i Fredericia. Ved bordene sidder store grupper af pædagoger med pink huer og folkeskolelærere med hvide “En løsning for alle-T-shirt”. Ser man godt efter sidder der i menneskehavet også mænd i uniformer fra forsvaret og repræsentanter fra Politiforbundet.

Med andre ord er alle offentligt ansatte repræsenteret til Danmarkshistoriens største møde for tillidsrepræsentanter i Fredericia.

Op mod 200 tillidsrepræsentanter fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) er også mødt op i messecentret, hvor stemningen fra morgenstunden svarede til et større sportsstævne med flag og klappepølser ved indgangen.

FOA anslår, at op mod 10.000 tillidsrepæsentanter er mødt op i Fredericia for i fælleskab at sætte skub i en række lokale kampagner og aktiviteter over hele landet.

De mange tillidsrepræsentanter er sat sammen efter deres kommune, og tanken er, at resten af befolkningen ikke skal være i tvivl om, at de offentligt ansatte står sammen i denne konflikt.

Gymnasielærere er også med
Ved et af de lange Vejle-borde sidder Dorte Lind Damkjær, som er tillidsrepræsentant på Vejle Tekniske Gymnasium. Hun snakker med en tillidsrepræsentant fra 3F iklædt orange vest og en tillidsrepræsentant fra Danske Fysioterapeuter, som er trukket i en t-shirt med påskriften “En løsning for alle”. Selv er Dorte Lind Damkjær iført en mønstret skjorte.

Hun siger til sine TR-kolleger, at gymnasielærerne nok ikke er sådan nogle typer, som er klar til arbejdskamp med faner og den slags.

De tre tillidsrepæsentanter er dog enige om, at det er en god idé, at alle offentligt ansatte i Vejle Kommune mødes til en demonstration i byen, hvis de bliver lockoutet den 10. april.

De tre tillidsrepræsentanter er også enige om, at det gælder om at have befolkningens opbakning under en lockout – og at den bevares. Der skal ikke laves blokader og andre ting, som kan genere andre mennesker.

En del af en større sag
Dorte Lind Damkjær fortæller til gymnasieskolen.dk, at det faglige arbejde til hverdag handler om arbejdsvilkårene for kollegerne på Vejle Tekniske Gymnasium, men ved denne overenskomst mener hun, at hun og gymnasielærerne er blevet en del af en større sag.

“Jeg synes, det er positivt, at offentligt ansatte nu står sammen og kæmper for at få fornuftige resultater. Det er også godt, at vi kan stå sammen om at skabe opmærksomhed. 20 forkølede gymnasielærere, som stiller sig op på torvet, batter jo ikke noget,“ siger hun og smiler, mens snakken ved bordet går, og termokander med kaffe bliver sendt rundt.

Dorte Lind Damkjær mener, at overenskomstforhandlingerne i år handler om langt mere end arbejdsvilkårene for gymnasielærerne.

Hun nævner, at det vigtigste for hende er, at lov 409 bliver erstattet af en rigtig arbejdstidsaftale for folkeskolelærere og andre undervisere. Eller med andre ord, at der bliver rettet op på det politiske indgreb ved lærerkonflikten i 2013.

“Lov 409 er i den grad et brud på den danske aftalemodel, og det er det væsentligste krav for mig, at der bliver rettet op på det. Derefter kommer, at vi skal bevare retten til vores betalte frokostpause,” siger hun.

Kulturforskelle mellem faggrupper
I dag skal de mange tillidsrepræsentanter finde på aktiviteter før og under en eventuel konflikt.

Dorte Lind Damkjær peger på, at der er kulturforskelle mellem de mange faggrupper, og at gymnasielærere nok ikke er typerne, der mener, at et budskab leveres bedst med klappepølser og røde faner.

“I går havde vi GL-klubmøde, og der var der enighed om, at vi nok er bedre til at skrive debatindlæg og bruge sociale medier. Vi snakkede også om at bruge humor, som for eksempel at lave en eksamination for Sophie Løhde i den danske model,” siger Dorte Lind Damkjær.

GL, 3F og HK står sammen
Ikke langt derfra sidder Claus Lykkegård Due, der er tillidsrepræsentant for lærerne på Rosborg Gymnasium og HF, og snakker med sin HK- og 3F-kollega fra skolen.

De tre tillidsrepræsentanter fra gymnasiet i Vejle er vant til at arbejde tæt sammen og mødes på tværs af faggrupper.

“Jeg føler en stor solidariet mellem alle offentligt ansatte, og vi har alle interesse i at stå sammen om, at aftalesystemet i Danmark virker,” siger Claus Lykkegård Due.

Han mener, det er “sundt” at mødes med en række andre faggrupper og lave aftaler om, hvad der skal ske under en eventuelt konflikt.

“Jeg synes, det er vigtigt, at vi kan mødes med sygeplejersker og pædagoger under en lockout og vise, vi står sammen. Det er vigtigt, at vi kan bakke hinanden op,” siger han.

Claus Lykkegård Due mener, at overenskomstforhandlingerne handler om langt mere end løn og den næste overenskomst. De handler ifølge ham grundlæggende om hele det danske aftalesystem.

“Det handler om, hvorvidt vi kan have tillid til systemet. I 2013 var det aftalt spil, og hvis vi kommer ud i en konflikt, som ender med et politisk indgreb, vil det vise sig, om vi kan have tillid til systemet. Hvis det bliver et skævt politisk indgreb igen, så er det meget problematisk,” siger han.

Der forhandles stadig
Tidligere på formiddagen fortalte chefforhandler for de statsansatte Flemming Vinther fra scenen i den store hal, at der stadig forhandles i forligsinstitutionen.

Han sagde blandt andet, at det er et rimeligt krav, at de offentligt ansatte også får del i de økonomiske opgangstider, Danmark er inde i. Og selvfølgelig skal arbejdsgiverne ikke kunne fjerne den betalte frokostpause med et pennestrøg, sagde han.

Klapsalverne fra salen var igen højlydte.

Hvis der ikke kommer noget ud af forhandlingerne i Forligsinstitutionen, vil Danmarkshistoriens største konflikt på det offentlige arbejdsmarked bryde ud.

Fagbevægelsen har varslet strejker for cirka en tiendedel af de offentligt ansatte fra den 4. april, og arbejdsgiverne har svaret igen og varslet lockout af 440.000 offentligt ansatte fra den 10. april.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater