Artikel
Klimafolkemøde: “Det handler åbenlyst om almendannelse”
Folksamlet-e1613999255574

Klimafolkemøde: “Det handler åbenlyst om almendannelse”

I næste weekend løber Klimafolkemødet af stablen i Middelfart. I år er der satellit-scener på gymnasier i København og Sønderjylland. Klimaet er en altoverskyggende problemstilling, som eleverne bør konfronteres med så meget som muligt, siger en af arrangørerne.

Sommerens opblødning af corona-retningslinjerne har gjort mange glade. Et sted, hvor de nye muligheder er blevet modtaget med kyshånd, er i Middelfart. Her står kommunen sammen med blandt andet det lokale gymnasium bag det såkaldte Klimafolkemøde, der løber af stablen i næste weekend.

Sidste år betød corona-restriktionerne, at der var omfattende begrænsninger på blandt andet deltagerantallet ved mødet, men i år er alt åbnet op. På havnen i Middelfart bliver der sat syv scener op, hvorpå der bliver afholdt op mod 100 foredrag, taler, debatter og workshopper.

En af dem, som er involveret i Klimafolkemødet, er Anders Frikke, der er lærer på Middelfart Gymnasium & HF og næstformand i Gymnasieskolernes Lærerforening. Han er gymnasiets repræsentant i den overordnede planlægningsgruppe.

“Gymnasiet og eleverne skal involveres i verden og de store problemstillinger. Det handler åbenlyst om almendannelse, og klimadagsordenen er noget, man skal konfronteres med i alle de fagsammenhænge, hvor det giver mening. Og det er de fleste fag,” siger han.

Eleverne har brug for en platform, som de kan handle fra, især når det er et problem, man let kan føle sig magtesløs overfor.

Anders Frikke, lærer
Middelfart Gymnasium & HF

Derfor huser Middelfart Gymnasium & HF to ungdomsscener ved Klimafolkemødet. Derudover er der scener på Aurehøj Gymnasium og Alssundgymnasiet. Alle arrangementerne live-streames, og du kan følge med her

Vigtigere end det moderne gennembrud
Anders Frikke mener, at det er centralt, at klimaproblematikken bliver den dominerende problemstilling, eleverne forholder sig til, fordi den er så presserende.

“Vi læser det moderne gennembruds litteratur om de sociale vilkår på landet i slutningen af 1800-tallet. Men er det vigtigere end klimalitteratur, der beskæftiger sig med nutidens store udfordringer? Det er en vigtig diskussion at have. Jeg kender godt svaret. Det betyder ikke, at det moderne gennembrud ikke er vigtigt, men det er så nemt at gøre det, som vi altid har gjort. Vi skal turde tage moderne problemstillinger op,” siger han.

Hans håb er, at der om få år er klimadage på alle gymnasier.

“Vi står med civilisationens største udfordring. Klimadage ville betyde, at vi kunne rykke som sektor. Rykke på dannelse, uddannelse og at gøre skolerne mere bæredygtige. Det ville sætte gang i debatten på alle skolerne.”

Anders Frikke er ikke i tvivl om, hvor den bevægelse skal komme fra – eleverne. Og den er godt i gang.

“Alle de tre involverede gymnasier har miljøudvalg, der er meget aktive. Eleverne har brug for en platform, som de kan handle fra, især når det er et problem, man let kan føle sig magtesløs overfor. De brænder virkelig for det her emne og er mere involverede end lærerne. Det er eleverne, der har den styrende og koordinerende rolle.”

Klimafolkemødet afholdes i år for femte gang og er blandt andet finansieret af Region Syddanmark og Middelfart Kommune.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater