Hvis vi skal redde verden, skal vi holde af den

Michael Paulsen følger en smal sti op ad en bakke. En hvid sommerfugl flyver forbi, og lyden af vinden blander sig med fuglefløjt. Her er ingen andre mennesker.

”Naturen er for mange mennesker noget, man tager ud i om søndagen. Noget, der er derude, noget flot, som man kan kigge på. De fleste mennesker opfatter ikke sig selv som en del af naturen,” siger han, mens han bevæger sig op ad bakken.

Om Michael Paulsen

​Lektor i pædagogik på Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse på SDU.

Leder af Elite Centre for Understanding Human Relationships with the Environment (CUHRE). Centret hører under SDU Climate Cluster, som ledes af klimaforsker Sebastian Mernild.

Michael Paulsen og ph.d.-studerende Mathilda Brückner, SDU, gennemfører forskningsprojektet Naturens Stemmer i samarbejde med Herlev Gymnasium og HF. Her afprøves tværfaglige og innovative undervisningstilgange, der kombinerer naturvidenskab og humaniora med fokus på bæredygtighed og relationen mellem mennesker og natur.

Vi er på Stige Ø lidt uden for Odense. Fra bakken på toppen af øen er der udsigt over byen, Odense Kanal, det gamle Lindø Værft og varmeværket med de høje skorstene.

Michael Paulsen er lektor i pædagogik på Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse på SDU og leder af forskningscentret CUHRE. Centret forsker i og undersøger, hvordan bæredygtighed og natur i højere grad kan blive en del af uddannelsessystemet og ikke kun i biologi og kemi, men i alle fag.

”Her kunne man have undervisning i mange forskellige fag,” siger han, da han står på toppen af bakken, vi netop er gået opad.

”Billedkunst eller dansk – tag for eksempel H.C. Andersen, og hvordan han inddrog naturen i sine historier. I samfundsfag kan man tale om, hvordan mennesker har præget naturen med forurening gennem tiderne, og så er det selvfølgelig også oplagt at undervise i naturvidenskab på øen,” remser Michael Paulsen op, mens han peger rundt i landskabet og klemmer øjnene sammen i den skarpe formiddagssol.

Fremmedgjort
Han har foreslået, at vi mødes på Stige Ø for at lave interviewet. Alternativet var en samtale over Teams eller på et kontor på Syddansk Universitet (SDU). Det havde sparet tid, men havde også været en understregning af den udfordring, som Michael Paulsen gerne vil snakke om i dag – vores fremmedgørelse over for naturen.

”Vi kan se i vores forskning, og anden forskning bekræfter det også, at engagement i bæredygtighed og klima ofte hænger sammen med oplevelser af naturens værdi. Hvis man ikke selv føler, at man er en del af naturen, så bliver det svært at engagere sig i klima og miljø. Klimakrisen bliver et abstrakt fænomen. Selvom man ved, at det er vigtigt, så er det svært at se, hvad det har med ens eget liv at gøre. Eleverne lærer om CO₂, teknologiske løsninger og samfundsforandringer i gymnasiet, men mange af dem er samtidig naturfremmedgjorte,” fortæller han.

Hans forskningscenter samarbejder blandt andet med gymnasier om at flytte undervisningen ud af klasseværelset og arbejde tværfagligt mellem for eksempel biologi, dansk og oldtidskundskab om at få en større forståelse for naturen. Undervisningen skal ikke blot være om naturen, men også med og for naturen i dens mangfoldighed, som Michael Paulsen udtrykker det.

Et bjerg af affald
Han har på vej ud til Stige Ø ridset områdets historie op. Fra 1967 til 1994 dumpede kommunen usorteret affald lige fra kaffegrums til køleskabe i fjorden. Over flere år hobede der sig et bjerg af miljøfarligt affald op, og kommunen besluttede efter mange år at lægge en membran af jord oven på ’bjerget’. Blandt andet fynboernes gamle havejord med blomsterfrø blev brugt, og dermed blev der skabt en fauna med haveblomster, som normalt ikke ses i den danske natur.

Med andre ord er Stige Ø vild natur med stor diversitet anlagt oven på et bjerg af affald og forurening. Et sted, som rummer mange historier og perspektiver til undervisning.

Michael Paulsen understreger, at mange skoler og gymnasier har gang i gode projekter om bæredygtighed, naturforståelse og klimaforandringer. Men han mener, at der er en tendens til, at man ude på skolerne lidt karikeret sagt, ”om mandagen sætter fokus på klimakrise og miljøproblemer, som eleverne i forvejen godt ved findes. Tirsdag, onsdag og torsdag skal eleverne analysere og arbejde med problemerne, og om fredagen præsenterer de deres forslag til at løse kriserne. Og ugen efter vender man tilbage til hverdagen og den almindelige undervisning igen”.

Skolen er firkantet
Michael Paulsen mener, at måden at indrette skole på og tænke uddannelse på skal laves om. Han minder om, at formålsparagraffen for gymnasierne for få år siden blev ændret, så miljø og klima nu også er en del af dannelsesperspektiverne for formålet med gymnasiet.

”Ledelserne har et stort ansvar for at gå forrest i denne udvikling,” siger Michael Paulsen.

Mange vil nok mene, at det i forvejen er svært at finde tid til det hele i gymnasiet. Hvad vil du sige til dem?

”Som barn og ung er vi i skole tusindvis af timer, og der burde være tid nok. Men når vi så ser ind i skolen, så er den opdelt i klasser, fag og timer, og alle har travlt med at nå læreplanerne. Læring er en proces og har altid noget med tid at gøre, så når man deler skolen op i små tidsblokke, så er der en masse ting, man ikke kan lære,” siger han.

Men naturen og klimaet er ikke delt ind i tidsblokke, minder han om.

Dyrk noget levende
Han nævner, at flere skoler og gymnasier i større eller mindre grad dyrker haver eller bede eller inddrager den lokale natur, og han opfordrer til, at mange flere kommer i gang.

”For en generation eller to siden var det mere almindeligt at dyrke køkkenhaver. Det har en stor værdi at dyrke noget i jorden og se det vokse. Eleverne kan lære meget af det, og der følger også en omsorg for at passe på sin have og følge med i det liv, som den har. Man kan godt sidde ned i et klasselokale og lære om dyrkningsmetoder og fotosyntese, men det forbliver en abstrakt oplevelse,” siger Michael Paulsen.

Og i klasselokalet lærer eleverne ikke at ”udvikle robuste værdier i forhold til at passe på liv og på verden,” som han udtrykker det.

”Den læring, som det giver at dyrke noget eller lære af skoven og naturen lige uden for gymnasiet i undervisningen, giver også eleverne handlekompetencer og håb, og det er der behov for,” understreger han.

”Hvis vi ikke havde relationelle forbindelser til andre mennesker, men kun lærte om dem som art eller biologi, så havde vi heller ikke lært at drage omsorg for hinanden. Den omsorg for verden og for naturen skal vi lære eleverne.”

Klamme tomatplanter
Han fortæller selv om et konkret eksempel, hvor han og en anden underviser fra SDU havde en gruppe studerende med ude på et lille regenerativt landbrug på Tåsinge.

”Mens vi var der, ville vi også gerne hjælpe lidt til på landbruget. Vi skulle pille nogle tomatplanter ned og fik udleveret arbejdshandsker. Alligevel var der flere af de studerende, som simpelthen ikke ville røre ved planterne. Der kravlede insekter på dem, og de var visne, og det var for meget for de studerende,” fortæller han.

”Vi spurgte de studerende, om de ikke spiser tomater. Og det gjorde de jo alle sammen, men de har mistet fornemmelsen for, at tomater også er natur og vokser på en plante.”   

Dit eget æbletræ
Michael Paulsen mener ikke kun, at strukturen i gymnasiet og i uddannelsessystemet skal brydes op. Han mener også, at den traditionelle akademiske tænkning med dybe rødder i oplysningstidens klassifikation af viden og læring bærer en del af skylden for udviklingen.

”Vi har jo lavet et skolesystem og et samfund, hvor det, som man kunne kalde, den generelle viden, har den højeste værdi. Den betyder, at vi for eksempel lærer om æbletræer som type og art, og hvorfor æbletræer blomstrer og så videre. Den viden, du har om dit æbletræ i haven, fordi du er vokset op med det, har passet på det og har omsorg for det, har ikke nogen værdi i uddannelsessystemet,” siger Michael Paulsen og holder en kort pause.

”Men det er jo den relationelle og personlige viden, vi bruger til at færdes i verden og blandt andre mennesker,” siger han.

Er der ikke behov for, at eleverne lærer engelsk og matematik, og at nogle af dem ender som eliteforskere, som finder den næste teknologi, der løser klimakrisen?

”Selvfølgelig skal eleverne også lære matematik og engelsk, men der er ikke nogen modsætning i at lære matematik og bryde undervisningen op og gå ud at lave en mere undersøgende undervisning,” siger Michael Paulsen, som med det samme anholder ordene ’eliteforsker’ og ’teknologi’ i spørgsmålet.

”Jeg mener, at vi skal holde op med at tro, at vi bare kan løse klimakrisen med teknologi og eliteforskning. Hvis vi fortsætter uændret med det samfund og det uddannelsessystem, som har været med til at skabe alle problemerne, så lægger vi blot mere brænde på bålet,” siger Michael Paulsen og uddyber:

”Hvis vi betragter verden og naturen ud fra en Lego-tænkning, altså at verden består af atomer eller klodser, så får vi også en opfattelse af, at vi kan rykke rundt på tingene, og at hver enkelt ting ikke har værdi i sig selv. Så giver det os som mennesker ret til at manipulere med naturen og med verden.”

Og derfor skal gymnasierne ifølge ham give de unge en større naturdannelse og en respekt for livet i jorden, havet og luften.

”Det nytter jo ikke så meget at have digitalt dannede elever og demokratisk dannede borgere, hvis livsgrundlaget på planeten forsvinder. Børn og unge vokser op i en verden, hvor klimakrisen ikke forsvinder. De skal have kompetencerne og forståelsen for, hvordan de agerer og lever i den verden på en bedre måde, end vi har gjort hidtil,” siger han.