
Mange lærere tester i højere grad eleverne på skolen for at undgå, at eleverne bruger geenerativ AI til deres skriftlige arbejde.
Mange lærere tester i højere grad eleverne på skolen for at undgå, at eleverne bruger geenerativ AI til deres skriftlige arbejde.
”Jeg har mødt flere grædende lærere i dette skoleår, end jeg nogensinde har gjort.”
Bodil Aase Frandsen Schmidt, som er forperson for Engelsklærerforeningen for Gymnasiet og HF, er ikke i tvivl om, at det skriftlige arbejde i gymnasiet er voldsomt udfordret af generativ kunstig intelligens (GAI).
”Lærerne er frustrerede over, at eleverne ublu bruger AI. Rettearbejdet bliver meningsløst, og lærerne kan blive i tvivl, om de karakterer, de giver, er retvisende,” siger Bodil Aase Frandsen Schmidt.
Er retssikkerheden truet?
Bodil Aase Frandsen Schmidt fortæller, at de fleste skoler og lærere forholder sig til den nye udvikling med GAI, men hun ved fra medlemmer af engelsklærerforeningen, at der er forskellig praksis ude på skolerne.
Forperson
Engelsklærerforeningen for Gymnasiet og HF
”Misbruget af AI bliver forsøgt inddæmmet, men der er forskellige politikker på skolerne. Nogle steder er der omlagt skriftlighed, og elever laver test og opgaver med Examcookie i klasselokalet, så karakteren bliver mere retvisende. Og så er der også skoler, hvor man ikke har taget så mange tiltag. Spørgsmålet er, om retssikkerheden er truet i forhold til standpunktskarakterer,” siger Bodil Aase Frandsen Schmidt.
ExamCookie er et overvågningsværktøj, som kan installeres på en computer ved en prøve.
Mere forsøgsarbejde
Hun mener ikke, det er holdbart, hvis lærerne er nødt til at kontrollere og teste eleverne for alt det skriftlige arbejde, som skal udløse karakterer og i sidste ende stå på elevernes studentereksamensbevis.
”Jeg savner, at der bliver sat mere forsøgsarbejde i gang, så vi kan forholde os til udfordringerne. Vi kan ikke lægge alt elevtid (skriftligt arbejde red.) i klasselokalet. Jeg tror ikke, pen og papir er vejen frem, men der skal ske noget på området,” siger Bodil Aase Frandsen Schmidt.
De fleste lærere har erkendt, at eleverne bruger AI derhjemme.
Gymnasieskolen har i denne artikel talt med forpersoner for fire faglige foreninger. Udfordringen med AI og skriftlighed er meget forskellig fra fag til fag, og det samme er løsningerne også, mener de.
Forperson
Foreningen af Danske Biologer (FaDB)
”Jeg tror, de fleste lærere har erkendt, at eleverne bruger AI derhjemme, hvis de skal lave en opgave. For at give en reel skriftlig karakter, laver vi derfor prøver på skolen,” siger Christian Rix, som er forperson for Foreningen af Danske Biologer (FaDB).
Med andre ord mener han, at der bliver uddelt korrekte og troværdige årskarakterer på årets studentereksamen.
”Vi har tidligere brugt en vekselvirkning mellem hjemmearbejde og prøver på skolen, når vi skulle give karakterer for den skriftlige dimension. Vi har aldrig kunnet nøjes med at vurdere elevernes hjemmearbejde,” siger Christian Rix.
Mundtlig og skriftlig karakterer slået sammen
Børne- og Undervisningsministeriet sætter et forsøg i gang til næste skoleår, hvor den skriftlige og mundtlige standpunktskarakter skal slås sammen til én samlet standpunktskarakter blandt andet i biologi B. Forsøget skal ifølge ministeriet undersøge, om én samlet standpunktskarakter kan flytte fokus i undervisningen fra færdige produkter til skriveprocessen og dermed styrke elevernes skriftlige kompetencer.
Christian Rix er positiv over for forsøget:
”Fordelen kan også være, at læreren ikke skal uddele en standpunktskarakter udelukkende baseret på det skriftlige arbejde,” siger han.
Opgaven er nu at integrere AI i undervisningen på en fornuftig måde, mener han.
”Måske kan AI være en form for Study buddy for eleverne derhjemme. AI kan være et øverum hjemme og på skolen. Men selve bedømmelsen af elevernes viden og kompetencer til de skriftlige prøver skal være uden AI,” siger han.
Skriftlighed i ny proces
”Både og,” lyder svaret fra Annette Skovgaard på spørgsmålet om standpunktskaraktererne i skriftlig dansk er udfordret af GAI.
Hun er forperson for Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux og eud.
”Vi er i gang med en udvikling, hvor det skriftlige hjemmearbejde i højere grad bliver funderet i undervisningsprocessen. Det er processer, hvor målet ikke er selve ’outcomet’ af det skriftlige arbejde, men hvor det skriftlige arbejde bruges til at skabe læring, erkendelse og nye forståelser for eleverne,” siger hun.
Med andre ord er det nok de færreste lærere, som giver skriftlige standpunktskarakter udelukkende baseret på elevernes hjemmearbejde.
I forhold til standpunktskarakterer så kræver det selvfølgelig en ekstra opmærksomhed.
Forperson
Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux og eud.
Annette Skovgaard mener dog, at det til en hvis grad er muligt for dansklærere at vurdere elevernes skriftlige niveau også uden kun at lave test og kontrol.
”I forhold til standpunktskarakterer så kræver det selvfølgelig en ekstra opmærksomhed på, hvordan elevernes arbejde er fremkommet. Men vi kender elevernes taksonomiske niveauer, det er vi trænet til. Derfor kan vi også se, hvis en elev har været fristet til at bruge AI, og det ikke er deres selvstændige arbejde,” siger Annette Skovgaard.
Hun mener, at gymnasiesektoren og lærerne står med flere udfordringer med GAI nu, som er meget væsentlige at løse. Og de udfordringer handler ikke blot om, hvordan den korrekte standpunktskarakter uddeles.
”Generativ AI kan revolutionere hele skriftligheden. Det er hovedopgaven for os lærere at forholde os til, hvordan vi bevarer læringspotentialet i det skriftlige arbejde. Skriftligheden er et værktøj til forståelse og erkendelse, og det sætter kognitive spor i hjernen, som vi ikke opnår ved at ‘copy paste’,” siger hun.
Skriftligheden handler dog langt fra kun om læring, mener hun. Den handler også om dannelsesaspektet, herunder digital dannelse og udviklingen af demokratiske medborgere, som er et af gymnasiets formål.
”Samtidig skal vi finde strategier for, hvordan eleverne kan analysere og mestre at bruge AI i undervisningen. Den udvikling bliver der arbejdet seriøst med rundt om på skolerne, og den udvikling skal også ske nationalt for eksempel ved at se på læreplanerne,” siger hun.
Forperson
for Matematiklærerforeningen for STX og HF
Chatbot er den nye onkel
Matematiklærerne oplever ikke, at GAI har gjort en forskel i forhold til at uddele standpunktskarakterer.
”Problemstillingen med at bedømme hjemmeopgaver er ikke ny i matematik. Eleven kunne have en dygtig søster eller onkel, som hjalp med opgaven. Det er lang tid siden, at vi har givet standpunktskarakterer baseret på hjemmeopgaver,” siger Søren Bredlund Caspersen, som er forperson for Matematiklærerforeningen for STX og HF.
Han erkender dog, at med udbredelsen af chatbots er det også blevet nemmere for eleverne at snyde til en test i klasselokalet.
”Vi skal som lærere være endnu mere vaks i testsituationen. Hvis det er en test uden hjælpemidler, er det nemmere at kontrollere,” siger Søren Bredlund Caspersen.
Han ser dog et behov for at forholde sig til prøven i skriftlig matematik.
Ifølge ham vil det kun være et spørgsmål om tid, før en elev kan downloade en AI-model til sin egen computer, som kan bruges uden at være på internettet.
”I princippet vil det ikke være snyd at bruge en AI-model til prøven med digitale hjælpemidler, hvis du kan tilgå den uden adgang til internettet,” siger Søren Bredlund Caspersen.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode