Artikel
Jeg er meget bevidst om, at jeg er udlænding
gerd_new_zealand

Jeg er meget bevidst om, at jeg er udlænding

Høflige elever, ingen bandeord, skoleuniformer og masser af sport. Der er mange forskelle på skolesystemerne i Danmark og New Zealand, fortæller danske Gerd Banke, der er uddannet gymnasielærer i New Zealand.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Gerd Banke fejrede for nylig kobberbryllup med sin newzealandske mand, Rod, som hun mødte i universitetsbyen Dunedin omkring årtusindskiftet. Dengang var hun nyuddannet biolog og havde allerede besluttet at blive i New Zealand.

“Som nyuddannet overvejede jeg slet ikke på, at jeg skulle retur til Danmark. Jeg fik tilbudt jobs her, så det var meget nemmere for mig at blive. Livet i Dunedin var min hverdag, og hvis jeg flyttede tilbage til Danmark, skulle jeg begynde helt forfra. Ja, det ville have været en større udfording at vende ‘hjem’ til Århus end at blive,” mindes Gerd Banke.

Hun følte, at hun var i landet af de rette årsager og var vild med at bo her. I modsætning til andre udlændinge, hun havde mødt, var hun ikke rejst til New Zealand, fordi en mand havde lovet hendeguld og grønne skove. 

“Jeg blev ikke taget med til New Zealand, jeg var her allerede.”

At flytte til New Zealand er geografisk set næsten så langt væk, man kan komme fra Danmark, men mentalt og kulturelt er flytningen knap så voldsom. Newzealændernes samfundsmodel læner sig meget op ad den engelske, omend kiwierne, som newzealænderne kaldes, har deres eget syn på tingene.
15 procent af befolkningen er af Maori afstamning, hvilket giver landet en unik flerkulturel sammensætning. Og immigranter fra alle verdenshjørner sætter også krydderi på tilværelsen for landets 4 1/2 million indbyggere.

“Jeg husker mine første indtryk: det var nemt at gebærde sig her. Her er meget den samme humor, og folk var så imødekommende, høflige og venlige. Men jeg tror, man nok skal have været her et par år, før man virkelig ser og forstår de mange forskelle, der reelt er! De uskrevne regler. I andre lande, for eksempel et arabisk land, er de regler og forskelle langt mere åbenlyse, men her kan det tage tid at forstå forskellene,” fortæller Gerd Banke.

Anderledes skole-system
På skolefronten er forskellene mellem Danmark og New Zealand meget åbenlyse.

Uanset årgang går alle børn i skole fra kl. 9 til 15. De fleste begynder som 5-årige, omend skolegang først er obligatorisk fra børnene er 6 år til de fylder 16.
Skoleårene er inddelt i tre forløb: Primary er de første seks år (0-6), Intermediate er år 7 og 8, og Secondary er år 9 til 13, hvor de sidste tre år svarer til et dansk gymnasium, i New Zealand også kendt som high school.
En del elever vælger at forlade skolen efter år 11, når de er 16 år gamle, og får således ikke en studentereksamen, men den behøver man kun, hvis man vil læse videre på universitetet.

Lige fra begyndelsen bliver eleverne undervist ud fra de individuelle behov, de måtte have. Denne graduering følger dem igennem alle årene, for i New Zealand tager man store individuelle hensyn til elevernes niveauer og kundskaber.

“Lærerne har en forpligtelse til at lave differentieret undervisning, så alles behov bliver dækket på de respektive niveauer, eleverne befinder sig på. Og vi fejrer fremskridt og små sejre med ugentlige certifikater, som anerkender den enkelte elev,” siger Gerd Banke.

Skolerne har et velfungerende klasselærersystem, der tager vare på elevernes ve og vel i samtlige skoleår. Endvidere er der et såkaldt dean-system, hvor to lærere på hver årgang tager sig af problemer i samråd med både skolens psykolog og sygeplejerske.

Uniformer og dress-code
Gerd Banke bor i Nelson, der ligger på toppen af New Zealands sydø og har ca. 50.000 indbyggere.

Byen har fire high schools, og hun underviser i biologi og naturfag på den mest liberale af dem, Nayland College. Hun har elever på både 9. klassetrin og på de to sidste årgange.
Gerd Banke arbejder 86 procent af en fuldstids-stilling: 

“Jeg har 16 ugentlige undervisningstimer, men min arbejdstid er meget flydende, og jeg tæller ikke længere timer. Det forventes, at jeg kommer til alle relevante møder, og at jeg svarer på emails fra kolleger og elever både dag og aften.”

“I modsætning til to af byens ældste skoler, der er kønsopdelt og også er kostskoler, har vi har både drenge og piger. Vi er mere liberale med hensyn til skoleuniformerne, som dog kun er påkrævet de første to år, og vores er også mere praktiske end uniformerne på de andre skoler, hvor pigerne typisk går i kilt. På min skole kan de også vælge bukser og shorts. De sidste tre år følger eleverne skolens dresscode: Pigerne må ikke være i nedringede bluser. Drengene må ikke have bare skuldre og skal være glatbarberede. Som lærer skal man også være rimelig konservativt klædt, så jeg må ikke have jeans på,” uddyber Gerd Banke.

En anden markant forskel på Danmark og New Zealand er eksamensforholdene i gymnasiet.

“Vi eksaminerer eleverne med skriftlige opgaver i halvdelen af pensum i løbet af skoleåret,  derfor er der løbende mange opgaver at rette. Til gengæld afslutter vi året med kun skriftlige eksamener – ingen mundtlige – og det er censorer, der retter dem. De kan enten være pensionerede lærere eller lærere på deltid, og de får ekstra betaling for at rette opgaverne i sommerferien (fra jul til februar, red.). Resultatet er, at skoleåret er meget travlt, hvorimod slutningen er meget mere stille og rolig sammenlignet med et dansk gymnasium, hvor lærerne jo retter eksamensopgaver, er censorer og har elever oppe til mundtlige prøver.”

Sportsfikseret skolegang
I New Zealand fylder sport meget, og et kendt slogan lyder: “Kids in sports stay out of courts” og signalerer, at sportsaktive børn holder sig fra kriminalitet. Det virker ikke altid, men uanset er der enorm fokus på sport, som er en naturlig del af curriculum. Både lærere og forældre er meget engagerede i børnenes sportslige aktiviteter.

“Rugby, netball og volleyball er de store sportsgrene i New Zealand, og mange vælger  skole ud fra, hvor godt de forskellige sportteams klarer sig. Forældrene er meget involverede, henter og bringer børnene, hjælper med at organisere holdene og er ofte med på sidelinien ved eftermiddagens træning og weekendens kampe. For lærernes vedkommende er der en forventning om, at vi er med til at coache disse sportsteams, men for mig personligt er det svært, da jeg jo ikke har samme baggrund som mine kolleger. Jeg er ikke selv vokset op med fokus på disse sportsgrene,” siger Gerd Banke.

På Nayland College er der større diversitet i udvalget af ekstra ting, eleverne kan deltage i, og mindre fokus på sport sammenlignet med andre skoler.

“Vi er generelt mere kreative og utraditionelle her og tilbyder undervisning i pc, dans, film, drama, tegning med mere, fortæller Gerd Banke.

Høflige elever
At skolegangen er mere kreativ på Nayland College, ændrer ikke ved, at høflighed er på dagsordenen ganske som på alle andre skoler. Hvis en elev bander eller for eksempel siger: “Fuck you  til en lærer, så bliver eleven udvist nogle dage. Skolerne lægger vægt på at lære eleverne gode manerer, og eleverne tiltaler altid lærerne med efternavn.

Gerd Banke fremhæver, at man i Danmark opfordrer børn og unge til at stå frem og give deres holdninger til kende, og også til at være kritiske og stille spørgsmål. Det gør man ikke i New Zealand. Men på Nayland College er der ofte elever fra udlandet, og Gerd Banke oplever, at især de tyske elever opfører sig som de danske. Og hun nyder det!

“Mine tyske elever er bestemt kritiske og kommer med kritiske spørgsmål eller er opsøgende: ‘Hvorfor gør vi det og det ?’ og ‘Skal vi til eksamen i det her?’ Pudsigt nok så opfatter de newzealandske elever dette som utrolig uhøfligt, men jeg smiler bare og mindes min egen ungdom. De newzealandske elever kan da godt stille spørgsmål, men det er på en helt anden og meget mere høflig måde.”

Bliver aldrig perfekt
Efter de mange år i et engelsk-talende land oplever hun i dag, at hendes skriftlige dansk halter. Til gengæld har hendes engelskkundskaber slået en kolbøtte, men 100 procent newzealænder bliver hun aldrig.

“Jeg taler jo engelsk med accent. Sådan er det bare. Hver gang jeg får nye elever, spørger jeg dem, om de kan gætte, hvor jeg kommer fra. Det kan de som regel, især når jeg giver dem hints som Lego og vikinger. Jeg beder dem også irettesætte mig, hvis jeg bruger et forkert ord eller laver en sproglig fejl. Og heldigvis retter eleverne i de ældste klasser mig. De hjælper mig også, når jeg leder efter et ord, og det er bare fint. Men en indfødt lærer kan jo også lede efter et ord, så det er jo egentlig ikke, fordi jeg er udlænding, at dette sker. “

Hendes skriftlige engelsk er også med årene blevet vældig godt, men er ikke perfekt.

“Uanset er det bedre end mange kiwiers, men jeg er meget bevidst om, at jeg er udlænding. Der må simpelthen ikke være fejl i de ting, jeg skriver og giver til eleverne, deres forældre eller kolleger, så derfor får jeg altid en anden til at kigge mine ting igennem. Jeg er meget bevidst om, at der kan være en fejl, men det kunne der jo også være, hvis jeg var indfødt. Det er et underligt ingenmandsland at være i, for man er ikke perfekt og bliver det heller aldrig,” slutter Gerd Banke.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater