Artikel
Ingeniører og erhvervslivet: Regeringen styrker ikke naturvidenskaben
kemiundervisning

Ingeniører og erhvervslivet: Regeringen styrker ikke naturvidenskaben

Regeringens udspil om gymnasierne vil ikke få flere unge til at søge ind på naturvidenskabelige uddannelser, mener ingeniørerne og Dansk Industri.

Hvis regeringen ønsker at styrke naturvidenskaben, så er udspillet om fremtidens gymnasier ikke godt nok.

Det mener både Ingeniørerne i Danmark (IDA) og Dansk Industri (DI).

Dermed giver de naturvidenskabslærerne ret i deres synspunkt om, at regeringen svækker naturvidenskaben i gymnasierne – eller i hvert fald ikke styrker den – med udspillet om ændringer på gymnasieområdet.

”På det uddannelsesmæssige område er der ikke udsigt til, at regeringen styrker naturvidenskaben med deres udspil. Jeg mener, regeringen oversælger deres budskab, når de siger, at de styrker naturvidenskaben,” siger formanden for IDA’s uddannelses- og forskningsudvalg, Carsten Eckhart.

Regeringen kalder selv deres udspil en styrkelse af naturvidenskaben, men naturvidenskabslærerne mener tværtimod det er en svækkelse.

Lærerne kritiserer blandt andet, at regeringen i alt skærer 60 timer på det naturvidenskabelige grundforløb (NV) og de tre naturvidenskabelige fag på C-niveau, som eleverne skal have. Lærerne påpeger, at de elever, som i dag har en naturvidenskabelig studieretning, efter udspillet vil forlade gymnasiet med 60 færre timer naturvidenskab.

Læs: Naturvidenskabslærere fatter ikke Antorinis ”regnestykke”

Markant reduktion
Carsten Eckhart er helt enig i den kritik:

”60 timer er trods alt en markant reduktion. Vores ønske var ikke en reduktion, tværtimod.”

Carsten Eckhardt mener, at politikerne bør genoverveje NV, måske afskaffe det, og så i stedet give mere substans til de naturvidenskabelige fag.

Bekymring i industrien
DI ønsker også en styrkelse af naturvidenskaben i gymnasiet, og det sker ikke med regeringens udspil, mener DI.

”Vi er bekymret for, at man vil fjerne mange timer fra naturvidenskaben. Det naturvidenskabelige grundforløb er godt, fordi det giver eleverne en almen dannelse i naturvidenskab, som alle skal have for at kunne klare sig i dag. Vi har svært ved at se, at eleverne kan nå det samme på kortere tid,” siger underdirektør i DI Charlotte Rønhof.

Hun erkender dog også, at det kan være lidt svært at gennemskue, hvad regeringens samlede udspil vil betyde for naturvidenskaben. I sidste ende er det jo op til eleverne selv, hvilke studieretninger de vælger.

Charlotte Rønhof påpeger, at de naturvidenskabelige studieretninger i regeringens udspil er ”hardcore” naturvidenskabelige. Eleverne skal have to A- og ét B-niveau i tre ud af fire naturvidenskabelige studieretninger.  DI er bekymret for, om det kan betyde, at for mange elever bliver skræmt væk fra de naturvidenskabelige studieretninger.

”For de elever, som med det samme ved, at de vil være ingeniører og interesserer sig for naturvidenskab, er studieretningerne gode. Men vi har også brug for de elever, som i løbet af gymnasiet får vakt interessen for naturvidenskab,” siger Charlotte Rønhof.

Hun peger på, at flere ingeniørstudier i dag optager elever med en naturvidenskabelig ABC-studieretning, som nu forsvinder med regeringens udspil.

”Samlet set giver regeringens udspil dårligere forudsætninger for, at flere elever vælger tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Og dem kommer vi til at mangle,” siger Charlotte Rønhof.

Mere matematik
De fleste elever skal afslutte matematik på B-niveau ifølge regeringen. Selv om ingeniørerne kun har gode ting at sige om matematik, så mener Carsten Eckhart ikke entydigt, at det er en styrkelse, at flere skal afslutte faget på B-niveau.

”Vi skal være opmærksomme på, at flere elever ikke har lyst til at have matematik på B-niveau, og det betyder en risiko for, at niveauet falder. Hvis der ikke bliver tilført flere ressourcer til faget, er det ikke en styrkelse af matematikken i gymnasiet,” siger han. 

Ministeren fastholder: Vi styrker naturvidenskaben
I en mail fra undervisningsminister Christine Antorini til gymnasieskolen.dk fastholder ministeren, at regeringen styrker naturvidenskaben:

”Regeringens udspil styrker matematik og naturvidenskab. Flere elever vil få matematik og et naturvidenskabeligt fag på B-niveau, og kemi på C-niveau bliver obligatorisk. Det er rigtigt, at vi omlægger naturvidenskabeligt grundforløb i 1.g, så der fremover er lidt færre timer her, men det betyder samtidig, at der frigøres 60 timer til et ekstra valgfag på C-niveau, der for eksempel kan bruges til et naturvidenskabeligt fag. Desuden sikrer vi fagligt sammenhængende studieretninger på højt fagligt niveau, som er målrettet bestemte videreuddannelsesretninger, herunder inden for naturvidenskab,” skriver hun.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater