Hun er ekspert i særlig arbejdsmetode: “Den kan løse flere af gymnasiets udfordringer”

Når landets gymnasielærere står i klasselokalet og underviser, kan der sagtens sidde et par kolleger i hjørnet og kigge med. Kollegial supervision, hvor lærere skiftes til at overvære hinandens undervisning og bagefter har en dialog om det, der er foregået i klasserummet, foregår efterhånden på en del gymnasier. Det viser en undersøgelse, som Gymnasieskolen har gennemført.

I undersøgelsen svarer 53 procent af lærerne, at de er på en skole, hvor lærerne observerer hinandens undervisning. Ud af dem er 83 procent positive eller meget positive over for det.

Lene Tortzen Bager er ph.d., selvstændig konsulent og en af landets førende eksperter i kollegial supervision. Hun har mere end 20 års erfaring med metoden og har i de seneste 10 år hjulpet mere end 60 gymnasier i gang.

Gang på gang har hun set, hvordan arbejdsmetoden kan øge kvaliteten af dialogen om undervisningen og lærernes arbejdsglæde.

Ifølge hende er den helt store styrke ved kollegial supervision, at den enkelte lærer får mulighed for at stille skarpt på sin egen undervisning og udvikle den i samarbejde med kolleger.

”Når lærerne reflekterer over det, de gør i praksis, og deler deres pædagogiske og didaktiske overvejelser med kolleger, sker der flere ting. Det er en øjenåbner i forhold til, hvad de egentlig kan, hvilket får mange til at føle en større ro. Samtidig får mange øje på nye muligheder og lyst til at eksperimentere, når de ser kollegernes undervisning. Der opstår et fællesskab, hvor man lærer af hinanden,” siger Lene Tortzen Bager.

Blandt de lærere i undersøgelsen, der ikke har arbejdet med kollegial supervision, svarer mere end halvdelen, at de godt kunne tænke sig det.

489 gymnasielærere har deltaget i undersøgelsen.

Sårbart at åbne døren
Kort fortalt er kollegial supervision en systematisk metode til dialog og refleksion om undervisningen. Konkret grupperer lærerne sig tre og tre og skiftes til at være henholdsvis fokusperson, supervisor og mediator.

Fokuspersonen vælger et fokusemne, som er udgangspunkt for de to andres observation af undervisningen. Efterfølgende taler man om det, der er foregået i klasserummet. Det er primært supervisoren, der stiller spørgsmål, mens mediatoren lytter til samtalen og runder af med at opsummere hovedpointerne i samtalen.

Et fokusemne kan for eksempel være klasseledelse, differentieret undervisning eller dialogen med eleverne.

Stort set alle de lærere og skoler, Lene Tortzen Bager har hjulpet i gang, har haft lyst til at fortsætte arbejdet med kollegial supervision. En af skolerne er Mariagerfjord Gymnasium.

Læs: På Mariagerfjord Gymnasium er kollegial supervision blevet en del af skolens kultur

Nogle lærere starter med at være skeptiske, for mange føler, at det er sårbart at åbne døren til deres undervisning, fortæller Lene Tortzen Bager.

”Men de finder ud af, at det giver et bedre kollegialt klima. De pædagogiske udfordringer, man troede, man var alene med, kan man se, at kollegerne også arbejder med. Dermed bliver det nemmere at gøre pædagogiske udfordringer til noget, man som skole samlet må se på.”

I undersøgelsen svarer 83 procent, at de selv har haft et udbytte af at observere en kollegas undervisning eller af selv at blive observeret.

Regler og roller er afgørende
Det er hendes erfaring, at metodens roller og regler kan være svære i starten. Det er for nogle en helt ny måde at forholde sig til hinanden på. Men det er helt afgørende, understreger hun, for ellers har det ikke noget med kollegial supervision at gøre.

Hun oplever, at det især kan være svært at lade være med at komme med forslag og løsninger. Men efter lidt øvelse kan langt de fleste mærke, at samtalemetoden kan noget særligt.

”Det giver et andet rum med en stilhed og en eftertanke, som alle har brug for.”

I undersøgelsen svarer knap halvdelen af lærerne, at de foretrækker at være i gruppe med fagkolleger. Men når Lene Tortzen Bager sætter gang i en proces på en skole, anbefaler hun altid, at grupperne i første omgang skal være tværfaglige.

”Fagkolleger kommer hurtigt til at snakke fagdidaktik og lave faglige vurderinger af hinanden. De blandede grupper er vældig gode, fordi man får set eleverne fra forskellige vinkler og får øje på de udfordringer, der går igen i flere fag,” siger Lene Tortzen Bager, der har skrevet bogen Kollegial supervision i gymnasiet – kompetencer til en styrket læringskultur. Her beskriver hun blandt andet, hvordan man kommer i gang med metoden, håndterer bump på vejen og får arbejdet til at føre til en styrket læringskultur.

Styrker læringskulturen
Kollegial supervision kan ifølge Lene Tortzen Bager give et udbytte på flere planer. Det kan ikke kun styrke den enkelte lærers kompetencer, men også styrke fællesskabet, læringskulturen og arbejdsmiljøet på skolen generelt. Men det kræver, at ledelsen og hele lærerkollegiet på skolen er involveret. Lene Tortzen Bager anbefaler, at det er sådan, gymnasierne arbejder med metoden.

Undersøgelsen viser imidlertid, at det på flertallet af de skoler, hvor der forgår kollegial supervision, er frivilligt, om lærerne vil deltage eller ej.

”Udbyttet er størst, når skolen som helhed arbejder med kollegial supervision. Det styrker skolekulturen, når man rammesætter kollegial supervision som den fælles måde, man skaber faglig og didaktisk udvikling på. Og man kan skabe en sammenhæng til det kvalitetsarbejde, skolen i øvrigt har fokus på,” siger hun.

”Det er et middel til at skabe et professionelt læringsfællesskab og dermed løfte kvaliteten af undervisningen. Man får set opgaven, man er fælles om, meget tydeligere, og man får en anden forståelse af kollegerne og forskelligheden i lærerkollegiet.”

Lene Tortzen Bager peger desuden på, at der ikke skal gå for lang tid mellem seancerne. I undersøgelsen svarer knap halvdelen af lærerne, at det foregår en gang om året eller sjældnere.

”En gang om året er alt for lidt. Så bliver det jo bare en stikprøve og ikke et forløb, hvor man kan komme i dybden med de emner, man har oppe. Det er min vurdering, at man minimum skal gøre det tre-fire gange i løbet af et skoleår.”

Pressede lærere
Lene Tortzen Bager oplever, at de skoler, der arbejder med kollegial supervision i dag, er kendetegnet ved at have en ledelse, der ønsker en skolekultur båret af reflekteret dialog og fællesskab omkring undervisningen. Aktuelt arbejder hun med metoden på tre almene gymnasier.

Generelt er det hendes indtryk, at gymnasiernes interesse for kollegial supervision er dalet i de seneste år. Hun tror, at årsagen skal findes i det stigende arbejdspres, som mange af landets gymnasielærere og -ledere oplever.

Presset skyldes ikke kun mange opgaver, men også modstridende krav og høje følelsesmæssige krav. Det kan føre til mistrivsel og moralsk stress.

”Gymnasierne er underlagt en kraftig målstyring. Når alle de krav, man skal leve op til, er detaljeret beskrevet, er det svært at få tid til det, der ikke er absolut nødvendigt,” siger Lene Tortzen Bager.

Hun forstår derfor godt, at det kan gå ud over ting som kollegial supervision, men prisen for at lade være kan være høj, siger hun og nævner flere stresssygemeldinger som en risiko.

Hun ser kollegial supervision som en del af løsningen på flere af gymnasiets udfordringer.

”Det må være en ledelsesopgave at hjælpe lærerne med at finde ud af, hvordan de kan være i tidspresset på en måde, så de får følelsen af at komme godt i mål. Kollegial supervision kan give lærerne et tæt og tillidsfuldt samarbejde om undervisningen. De oplever, at de løser deres opgaver og er en del af et stærkt kollegialt fællesskab, og det er det allervigtigste for at opnå trivsel og psykologisk tryghed,” siger Lene Tortzen Bager.