På Mariagerfjord Gymnasium er kollegial supervision blevet en del af skolens kultur

Ideen om at åbne klasseværelserne og dele viden, praksis og refleksioner gennem kollegial supervision kom oprindeligt som et ønske fra det daværende pædagogiske udvalg på Mariagerfjord Gymnasium.

Alle lærere var bestemt ikke lige begejstrede for ideen, men ret hurtigt fandt lærerne ud af, at det alligevel ikke var så farligt at åbne døren for kollegerne, men faktisk en ret god ide at forholde sig til undervisningen sammen.

Da Søren Urup i 2019 tiltrådte som rektor, var skolen på samme tid røget i et tilsyn fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet på grund af gymnasiets resultater på den socioøkonomiske reference. Og med baggrund i erfaringerne gjorde han kollegial supervision til et pædagogisk indsatsområde.

”Vi røg i tilsyn på grund af udfordringer med vores løfteevne af eleverne. Med vores hidtidige erfaringer er det helt åbenlyst, at det er vejen frem at bruge kollegial supervision til at løfte skolen i fællesskab – ved at reflektere og udvikle sammen,” fortæller Søren Urup.

Frirum til refleksion
Kort fortalt er kollegial supervision en systematisk metode til dialog og refleksion om undervisningen. Lærerne går sammen i grupper på tre og skiftes til at være henholdsvis fokusperson, supervisor og mediator.

Fokuspersonens undervisning observeres af de to andre, og efterfølgende taler man om det, der er foregået i klasserummet. Samtalen tilrettelægges ud fra en interviewguide – med åbne og neutrale spørgsmål om blandt andet didaktiske valg. Den enkelte lærer får dermed mulighed for at stille skarpt på sin egen undervisning, reflektere over dagligdagens praksis og få øje på nye muligheder. I fællesskab med sine kolleger.

Meningen med kollegial supervision er ikke feedback, gode råd eller en vurdering fra kollegerne, men til gengæld at skabe et frirum til selv at reflektere over egen praksis og relationerne i klasserummet. På den måde får man skabt et sprog for dialog og udvikling af undervisningen.

Mulighed for inspiration
Lærerne Christoffer Østergaard Carstens, Flemming Stubkjær Hüttel og Bo Jensen er alle begejstrede for, at kollegial supervision er en del af kulturen på Mariagerfjord Gymnasium. For det at lukke kolleger ind i undervisningen og observere de daglige dilemmaer giver en større åbenhed, en mere forpligtende samtale om pædagogik og didaktik samt en styrket faglighed, mener de.

Flemming Stubkjær Hüttel underviser i historie og idræt, og han ser kollegial supervision som selvudvikling – nærmest coaching.

”Det er en stor anerkendelse, at man som lærer får mulighed for at blive lyttet til og gå i dybden med sin egen praksis. Samtidig får man en større fornemmelse for sine kolleger, og det giver et langt tættere samarbejde,” siger han.

Christoffer Østergaard Carstens, der underviser i samfundsfag og historie, er enig. Den kollegiale supervision har gjort lærerkollegiet bedre til at sparre med hinanden og givet et større sammenhold og fællesskab, påpeger han.

”Metoden giver bedre undervisning, fordi vi deler viden og udvikler sammen. Og så er det berigende at komme ind at se andre undervise. Det giver mulighed for at blive inspireret,” mener Christoffer Østergaard Carstens.

Han fortæller om et konkret eksempel, hvor Flemming Stubkjær Hüttel brugte et selvudviklet spil a la Hint til at lade eleverne øve sig på begivenheder.

”Jeg var inde at observere Flemming, og den ide tyvstjal jeg – bare til begreber i stedet for begivenheder,” fortæller han.

Større åbenhed
Bo Jensen underviser i religion, historie og latin, og derudover er han tillidsrepræsentant. Han mener også, at metoden giver bedre undervisning og et samarbejde med fokus på udvikling.

”Det er med til at bryde alle barrierer ned – også omkring fag og anciennitet. Og så giver det en stor grad af åbenhed, hvor vi også kan tale om det, der er svært,” siger Bo Jensen.

For når undervisningsrummet åbnes for kollegerne, bliver det åbenlyst for alle, at de udfordringer, man selv har, er noget, alle bokser med. Dermed kan kollegial supervision også være med til at højne selvtilliden blandt lærerne.

Har man ikke arbejdet med kollegial supervision tidligere, kan man som lærer føle sig både blottet og sårbar. I begyndelsen fik skolen derfor hjælp af Lene Tortzen Bager, der er selvstændig konsulent og har mere end 20 års erfaring med metoden.

Skal arbejdet med kollegial supervision lykkes, er det vigtigt at holde sig til de definerede roller.

”Vi blev undervist i, hvordan man observerer, interviewer og refererer, men også hvordan man skaber et trygt og fortroligt rum, hvor man kan føle sig sikker,” fortæller Bo Jensen.

Bruges til aktionslæring
Arbejdet med kollegial supervision er en skal-opgave på skolen, hvor alle lærere har 15 timer i deres årsnorm til opgaven.

I de første år blev der arbejdet på tværs af klasser og fag med den kollegiale supervision, hvor lærerne selv lavede tremandsgrupper, alt efter hvem de havde lyst til at samarbejde med.

Siden 2021 har skolen arbejdet med professionelle læringsfællesskaber som et strategisk fokuspunkt, hvor kollegial supervision nu bruges til aktionslæring i de enkelte klasser. Så i dag sammensætter ledelsen tremandsgrupperne. Christoffer Østergaard Carstens, Flemming Stubkjær Hüttel og Bo Jensen er i dette skoleår i gruppe om 2.d som henholdsvis samfundsfagslærer, historielærer og religionslærer.

Den faglige argumentation
Meningen er, at hver gruppe skal gennemføre to-tre runder med kollegial supervision og aktioner på et skoleår.

Den første aktion for de tre lærere i dette skoleår handlede om, hvordan mundtligheden kan fremmes særligt blandt de fagligt svage og stille elever. Aktionen havde et særligt fokus på at få eleverne til styrke den faglige argumentation – i stedet for at gøre brug af følelser.

Det andet aktionstema var: ”Hvordan kan vi fremme faglig læsning og argumentation blandt de svage og stille elever?”.

”Ved hver aktion er vi så inde at supervisere, hvor vi tre på skift gennemfører aktionen, observerer og tager noter. Hen over et rul på tre måneder er det så meningen, at vi alle tre har haft alle roller,” fortæller Bo Jensen.

Fokus på udvikling
Aktionerne og den kollegiale supervision sker som en del af lærersamarbejdet om klasserne. For at få et større fokus på læring, pædagogik og didaktik.

”Tidligere havde vi lærermøder med alle lærere på klassen, men alt for ofte endte det ud i snak om problemer med enkelte elever, afleveringstidspunkter eller planlægning. Nu er der skåret i antal lærermøder, og i stedet kombinerer vi kollegial supervision med aktionslæring og har fokus på udvikling,” siger Bo Jensen.

Efter hver aktion i tremandsgrupperne holdes der i stedet et udviklingsmøde med deltagelse af de tre lærere i gruppen, en uddannelsesleder, en vejleder og en klasselærer. Og det besluttes, om aktionens fokuspunkt skal bredes ud til mere målrettede indsatser på klassen.

Med de færre klassemøder er lærerne i stedet forpligtet til at følge med på Teams – i forhold til de mere praktiske ting i klassen.

Hvor lærerne tidligere observerede et helt modul hos kollegerne, er det nu typisk skåret ned til en enkelt sekvens på omkring en halv time. Samtidig er det typisk kun én lærer, der observerer.

”En af udfordringerne med kollegial supervision er, at skemaer ikke er lagt ud fra tremandsgrupperne, så det er nemmere at få til at gå op, når det er kortere tid – og kun én lærer som observator,” fortæller Bo Jensen.

Aktionslæringen i kombination med kollegial supervision er fortsat under udvikling, men rektor Søren Urup er ikke i tvivl om, at kollegial supervision er kommet for at blive, for det er blevet en del af kulturen på skolen.

”Den privatpraktiserende lærer er væk, og vi er blevet rigtig gode til at se kerneydelsen – undervisningen – som et fælles projekt, vi udvikler sammen,” siger Søren Urup.