Artikel
Henrik Stagetorn: Min gymnasietid
henrik_stagetorn

Henrik Stagetorn: Min gymnasietid

Det var et stort kulturchok, da Henrik Stagetorn kom fra den lille kommuneskole i Slangerup til en gymnasieklasse i København. Forsvarsadvokaten kom dog hurtigt efter det.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
"Min første tid i gymnasiet var et voldsomt kulturchok. Jeg kom fra Slangerup, som er en soveby, og hvor jeg havde gået på kommuneskolen fra første til niende klasse i 70’erne. Her var niveauet ikke så højt, og den sidste hønsestrik havde ikke forladt skolen endnu. Mine forældre mente, jeg havde brug for noget andet, og jeg begyndte derfor på Zahles Gymnasieskole i København. Det faglige niveau var højere, og der gik nogle mere strømlinede typer, end jeg havde været vant til. Jeg var dog god til at tilpasse mig, og det bekom mig vel, at niveauet var højere. Det var rigtigt set af mine forældre, at jeg havde brug for det."

Hvordan oplevede du det kulturchok?
"Jeg husker tydeligt den første dag på gymnasiet. Jeg havde været på et udlandsophold og kom først tre-fire dage efter første skoledag. Jeg kan huske, hvordan det var at træde ind i klassen som den nye og blive målt og vejet. Mit tøj var ikke det helt rigtige – det var ikke smart nok i forhold til de andre, og jeg begyndte i en klasse med 20 piger og 2 drenge. Jeg husker, at det føltes som, at blodet faldt fra hovedet, da jeg trådte ind i klassen."

Er der en lærer, som du husker godt?
"Vores samfundsfagslærer husker jeg rigtig godt. Han var meget samfundsengageret, Han var fantastisk god til at vise sammenhængene i samfundet – for eksempel hvis du skruer ned for de offentlige udgifter, så falder væksten og andre banale ting, var han god til at forklare. Han var også virkelig god til at inddrage aviserne og gøre undervisningen dagsaktuel – der blev diskuteret politik og snakket om nedrustning i Centraleuropa. Det var helt klart ham, som fik mig ansporet til at interessere mig for samfundsforhold. Jeg glædede mig altid til de timer, fordi jeg skulle lære noget nyt, og jeg kunne bidrage med noget i undervisningen. Hans undervisning interesserede mig meget, og så bliver man også god til det. Jeg husker også tydeligt, da jeg havde været til eksamen i samfundsfag som det sidste fag, og han kom ud og sagde: Henrik, det blev som forventet et 13 tal."

Var du dygtig i gymnasiet?
"Ved juletid i 3. g, var mit gennemsnit ikke noget at skrive hjem om. Men så tog jeg mig sammen og begyndte at læse igennem fra januar, og det lykkedes mig at hæve mit gennemsnit med to point. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gik i gang noget før – måske var det modenhed. Mine lærere havde sagt, at det gik fint, men at de ikke et sekund var i tvivl om, at jeg kunne noget mere."

Har gymnasiet haft indflydelse på, hvad du laver i dag?
"Det må jeg sige nej til. Da jeg blev færdig med studentereksamen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Mine forældre er akademikere, og det var slet ikke i spil, at jeg kunne tage et fjumreår, det var bare om at komme i gang med det samme. Aftenen før ansøgningsfristen udløb, kørte jeg ind med en ansøgning til jurastudiet – og kom ind."

Serie om gymnasietiden

Hvad har gymnasiet betydet for dig?
Gymnasieskolen starter en serie, hvor vi blandt andet spørger forskellige forfattere, forskere og politikere om deres gymnasietid.
Se de øvrige artikler her 

Henrik Stagetorn

Født 1965

Student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1984

Uddannet jurist fra Københavns Univesitet i 1989

Advokat i advokatfirmaet Stagetorn Wenzel Lund Poulsen. Hans mor Merethe Stagetorn er advokat samme sted.

Henrik Stagetorn fik møderet for Landsretten i 2000 og for Højesteret i 2005.

Han har siden 2007 været formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater